| Jean Fischer | |
|---|---|
| Født | 15. maj 1922 |
| Død | 25. juni 1987 (65 år) |
| Bopæl | Tommerup |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Kunstruktionsrådgiver |
| Arbejdsgiver | DAMPA |
| Information med symbolet | |
Jean Arnold Fischer (født 1922, død 1987) var en dansk ingeniør tilknyttet virksomheden DAMPA og som i 1970'erne byggede et plusenergihus.
Fischer blev ansat af Det Fyenske Trælastkompagni til at udvikle træpaneler til lyddæmpning. Det førte til oprettelsen af virksomheden DÆMPA i april 1951, der efterfølgende skiftede navn til DAMPA med hovedkvarter i Tommerup.
I september 1974 præsenterede Fischer et vindmøllekoncept. Hans idé var en 1,2 megawatt vindmølle med 6 Darrieus-rotorer i en 130 meter høj betonkonstruktion. Konceptet var på forsiden af det amerikanske videnskabelige tidsskrift Science den 25. juli 1975 i forbindelse med en artikel af Bent Sørensen fra Niels Bohr Instituttet.

I 1970'erne konstruerede Fischer et plusenergihus i Tommerup og udgav i 1982 en bog om huset. Plusenergihuset med vindmølle og solfangeranlæg kunne også forsyne en to-personers elbil som han sammen med Odense Universitet havde lånt af Fiat-fabrikkerne.
Fischer var i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Hans erindringer om tiden findes på det lokalhistoriske arkiv i Tommerup. Han var blevet arresteret af Gestapo den 4. december 1944 og sad i Vestre Fængsel til den 12. januar 1945, hvor han blev overført til Neuengamme koncentrationslejr. Fischer kom hjem med de hvide busser.