| Forkortelsen "P. Hansen" anvendes også for journalisten og litteraturhistorikeren Hans Christian Peter Hansen (1840-1905) |
| Jens Peter Hansen | |
|---|---|
Portræt | |
| Borgmester i Aalborg Købstadskommune | |
| Embedsperiode 1919–1921 | |
| Foregående | J.G.F. Bornemann |
| Efterfulgt af | A.F. Olsen |
| Personlige detaljer | |
| Født | 14. oktober 1854 |
| Død | 21. september 1933 (78 år) |
| Dødsårsag | Sukkersyge |
| Politisk parti | Venstre |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Jens Peter Hansen (P. Hansen, født 14. oktober 1854 i Kongens Lyngby, død 21. september 1933 i Aalborg) var en dansk politiker, der blev Aalborg Købstadskommunes første folkevalgte borgmester. Han blev valgt til posten efter ændringen af borgmesterloven i 1919. Han sad i to år fra 1919 til 1921.
P. Hansen var uddannet bogtrykker og overtog borgmesterposten fra den kongeligt udnævnte J.G.F. Bornemann fra partiet Højre i 1919. Han efterfulgtes i 1921 af den radikale A.F. Olsen.
Hansen var uddannet typograf. Han har arbejdet i Vendsyssel Tidende, og bogtrykkeriet V. de. Lemos, inden sin ankomst til Aalborg i 1881. Derudover var han aktiv i flere foreninger, heriblandt formand for Dansk Provins Bogtrykkerforening, De centraliserede jyske sangforeninger, Aalborg Håndværker Sangforeninger, lokale arbejder forening Aalborg (1865), sad i ledelsen af Aalborg Diskonto Bank, bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet Fremtiden og aktiv i afholdsbevægelsen.
Han var medlem af Aalborg byråd 1894-1906. Han stillede for første gang op til byrådsvalg i 1894 på Venstres valgliste i samarbejde med Højre og sidenhen i 1900 for Venstre sammen med Socialdemokratiet. I 1906 stillede han op på en ren Venstreliste, og opnåede ikke valg; ved de følgende valg stillede han ikke op.
Ved borgmestervalget først i 1919 havde de store blokke, konservative og socialdemokrater, hver deres kandidat, men Hansen endte med at blive valgt den 24. marts 1919 på borgerlige stemmer.
Han var forholdsvist populær blandt de borgelige, mens socialdemokraterne ikke var tilfredse med valget af ham til borgmester. Han havde overtaget borgmesterposten i en periode hvor byen havde en gæld på 14 millioner kr., samtidigt med en byen havde været igennem en befolkningsvækst der havde set befolkningen stige fra 20.000 til 40.000. Herudover led byen af arbejdsløshed og bolignød, som formentligt var skabt af den store befolkningsvækst byen havde lidt af.
Hansen var indstillet på at genopstille i 1921, hvis der var udsigt til at fortsætte i embedet. En måned før valget stod det klart, at det ikke var tilfældet, og Venstre dannede en ny liste.
| Foregående: | Borgmester i Aalborg 1919–1921 |
Efterfølgende: |
| J.G.F. Bornemann | A.F. Olsen |