John var født i en musikalsk familie og spillede flere instrumenter som barn, primært horn, trompet og piano.
Hans tilnavn Thunderfingers hentydede til hans specielle teknik kaldet typewriter, som groft sagt bestod i at slå på strengene med op til fire fingre ad gangen. Dette tillod ham at spille forbløffende hurtigt på bassen, hvilket høres allerede i bassoloen i My generation. Teknikken blev lydmæssigt kombineret med en diskantrig forstærker-indstilling kaldet full treble – full volume, og har inspireret andre topbassister uden dog at nå samme brede anvendelse som fx slap-teknikken.
Selvom han holdt sig i baggrunden på scenen, havde han en fremtrædende plads i The Who's lydbillede, som gik udover den traditionelle bassist-rolle. Han kunne rytmisk matche Keith Moons trommespil, og hans stil og forstærker set-up tillod ham endda at spille lead-figurer, når sangene krævede en "2.guitar" udover Pete Townshends; dette høres især på Live-udgaverne af Pinball Wizard.
Efter The Who's opløsning spillede han i talrige andre sammenhænge, ligesom han frem til sin død i 2002 spillede med ved alle deres reunion-optrædener.
Opvækst
John Entwistle startede med at gå til pianoundervisning som syvårig, men han var ikke glad for dette instrument, og da han blev optaget på Acton County Grammar School som elleveårig, skiftede han til trompet. Herefter skiftede han til fransk horn og blev medlem af "Middlesex Schools Symphony Orchestra". Han traf på Pete Townshend året efter og de dannede et traditionelt jazzorkester med navnet "the Confederates". Efter blot en offentlig optræden blev de enige om, at rock and roll ville give bedre muligheder for succes. Entwistle var imidlertid ikke tilfreds med blæserinstrumenter i et Rock Band og skiftede til at spille guitar. Han var især inspireret af Duane Eddys lave toner og gik derfor over til at spille bas. Han byggede selv sine første instrumenter. Roger Daltrey, som var blevet bortvist fra Acton County, gav Entwistle tilbud om at spille bas i sit band, the Detours.
Entwistle insisterede på, at Pete Townshend blev en del af Bandet, som nu bestod af Entwistle, Townshend og trommeslager Doug Sandom, en semi-professionel musiker, der var flere år ældre end de andre. Daltrey overlod rollen som guitarist til Townshend i 1963 for selv at blive frontmand og ledende vokal.
Efter at være blevet medlem af Detours, spillede Entwistle en vigtig rolle i at opmuntre Pete Townshend til at videreudvikle sit talent som guitarist og insisterede på, at Townshend skulle optages i bandet. På dette tidspunkt bestod bandet af Entwistle, Townshend og trommeslageren Doug Sandom og Daltrey, som i 1963 opgav rollen som guitarist til fordel for Townshend. Han blev i stedet frontfigur og forsanger. I 1964 opdagede Townshend, at et andet band optrådte under navnet ‘’Detours’’, og I fire måneder optrådte de som ’’The High Numbers. Efter at flere navneændringer var blevet diskuteret, tog Daltrey beslutningen og sagde: "Det er The Who, ikke?"
Da bandet kort efter besluttede, at den blonde Daltrey skulle adskille sig mere fra de andre på scenen, farvede Entwistle sit naturligt lysebrune hår sort, og sådan forblev det indtil begyndelsen af 1980’erne.
Entwistle fik to kælenavne i løbet af sin karriere som musiker. Han fik tilnavnet "the Ox" på grund af sin stærke fysik og sin øjensynlige evne til at "spise, drikke eller foretage sig mere end resten af gruppen". Senere fik han yderligere et tilnavn, "Thunderfingers". Bill Wyman, bassist i the Rolling Stones, beskrev ham som "den mest stilfærdige mand privat, men den mest højlydte mand på scenen".
I 1981 skrev Enthwistle en ironisk kommentar til tilnavnet: Teksten til nummeret The Quiet One indeholder bl.a. passagen:"Jeg er ikke stille...det er de andre, der larmer".
Entwistle skrev sange til alle the Whos studiealbums, bortset fra Quadrophenia (1973),
og han var frustreret over, at Daltrey ikke lod ham synge sine egne kompositioner. Som han sagde: "Jeg fik et par [sange] med på hvert album, men mit problem var, at jeg ville synge sangene og ikke lade Roger synge dem." Dette var en stor del af grunden til, at han blev det første medlem af bandet, der udgav et solo-studiealbum, Smash Your Head Against the Wall (1971), som indeholdt bidrag fra Keith Moon, Jerry Shirley fra Humble Pie, Vivian Stanshall, Neil Innes og the Whos roadie, Dave "Cyrano" Langston.
Entwistle var det eneste medlem af bandet, der havde en formel musikalsk uddannelse. Ud over basguitaren bidrog han med korvokal og spillede valdhorn (som kan høres på "Pictures of Lily" og gennem hele Tommy), trompet, klaver, bugle og Jew's harp, og ved nogle lejligheder sang han leadvokal på sine egne kompositioner. Han lagde flere hornspor oven på hinanden for at skabe messingsektionen, som høres på sange som "5:15" blandt andre, mens the Who indspillede deres studiealbum, og til koncerter arrangerede han en horn section, der optrådte med bandet.
Mens Entwistle var kendt for at være det mest stille medlem af the Who, havde han faktisk ofte stor indflydelse på resten af bandet. For eksempel var Entwistle det første medlem af bandet, der bar en Union Jack-vest. Dette blev senere et af Townshends karakteristiske beklædningsstykker.
I 1974 samlede han Odds & Sods, en samling af uudgivet materiale fra the Who. Entwistle designede omslaget til bandets syvende studiealbum, The Who by Numbers (1975), og bemærkede i et interview i 1996, at det havde kostet £30 at lave, mens omslaget til Quadrophenia, designet af Pete Townshend, havde kostet £16.000.
Entwistle eksperimenterede også gennem hele sin karriere med 'bi-amping', hvor basguitarens høje og lave frekvenser sendes gennem separate signalveje, hvilket giver større kontrol over lyden. På et tidspunkt blev hans setup så tungt læsset med højttalerkabinetter og signalbehandlingsudstyr, at det fik kælenavnet "lille Manhattan", med henvisning til de tårnhøje, skyskraber -lignende stacks, racks og blinkende lys. En del af hans udstyr, herunder udgaver af Fender Jazz Bass, har været udstillet på Metropolitan Museum of Art
1970'erne
I maj 1971 blev Entwistle det første medlem af The Who, der udgav et solostudiealbum, Smash Your Head Against the Wall. Albummet udsprang af Entwistles frustrationer over, at færre af hans sange blev optaget på gruppens album, end han selv ønskede. Det indeholder desuden en gæsteoptræden af the Whos trommeslager Keith Moon på nummeret ("No. 29 (External Youth)") samt tydelige musikalske påvirkninger fra bandets storhedstid.
Entwistle producerede selv albummet, som blev indspillet i Trident Studios i Soho, London, over to uger med en ung Roy Thomas Baker som lydtekniker på albummet (hans første arbejde). Baker blev senere kendt for sit arbejde som producer for rockbandet Queen, og det studieflygel, som Entwistle benyttede under indspilningerne til albummet, blev senere anvendt af Freddie Mercury på "Bohemian Rhapsody". Albummet nåede en 126.-plads på den amerikanske Billboard 200, men kom ikke på hitlisten i hans hjemland.
I november 1972 udgav Entwistle sit andet solostudiealbum, Whistle Rymes. Entwistle co-producerede albummet sammen med John Alcock; det var hans første samarbejde med en producer, efter at han selv havde produceret Smash Your Head Against the Wall. Albummet blev indspillet i Island Studios i West LondonsNotting Hill-kvarter og indeholder guitarbidrag fra både Peter Frampton fra Humble Pie og Jimmy McCulloch (som senere blev medlem af Paul McCartney and Wings).
Albummet solgte omkring 175.000 eksemplarer og nåede en 138.-plads på den amerikanske Billboard 200, men ligesom debutstudiealbummet kom det ikke på hitlisten i hans hjemland.
I maj 1973 udgav han sit tredje solostudiealbum, Rigor Mortis Sets In, som var det andet studiealbum, Entwistle og John Alcock co-producerede. Det består af to coverversioner af rock and roll-numre fra 1950'erne, én coverversion fra 1960'erne, en ny version af Entwistle-sangen "My Wife" fra the Whos femte studiealbum Who's Next (1971) samt nye numre (kun seks af de ti sange var originalt materiale). Rigor Mortis Sets In blev udgangspunktet for, at Entwistle samlede sit eget turnéband i takt med the Whos stadig længere perioder med inaktivitet.
Entwistles forkærlighed for 1950'ernes rock and roll viste sig tydeligt i cover versioner af Elvis Presleys sang "Hound Dog" fra 1953 og Little Richards sang "Lucille" fra 1957. Da George Lucas udgav American Graffiti (1973) samtidig med udgivelsen af Rigor Mortis Sets In og dermed skabte et stort marked for 1950'er-nostalgi, viste Entwistles timing sig at være bemærkelsesværdigt fremsynet. I Entwistles originale materiale til albummet var den lette tone mere fremherskende end den mørkere (og mere kreative) tone i Smash Your Head Against the Wall og Whistle Rymes. Albummet blev færdiggjort på mindre end tre uger og kostede i sidste ende $10,000 i studietid og $4,000 i udgifter til alkohol. Rigor Mortis Sets In nåede en 174.-plads på den amerikanske Billboard 200.
I februar 1975 udgav Entwistle sit fjerde solostudiealbum, Mad Dog. Det var hans sidste solostudiealbum i seks år og det første og eneste studiealbum med hans band John Entwistle's Ox. Mad Dog vakte kun begrænset interesse, både salgsmæssigt og blandt fans, og dets udtryk er ofte blevet beskrevet af fans som "sønnen af Rigor Mortis".
Sangen "Cell Number 7" (som ligger tæt op ad the Whos "Long Live Rock") skildrede the Whos konfrontation med det canadiske retsvæsen i 1974 efter en omfattende hærværksepisode på et hotel i Montreal under deres Quadrophenia-turné.
1980'erne
I november 1981 udgav Entwistle sit femte solostudiealbum, Too Late the Hero. Det var hans eneste solostudiealbum i 1980'erne og hans sidste album, der opnåede en hitlisteplacering. Albummet nåede en 71.-plads på den amerikanske Billboard 200, hvilket gjorde det til hans bedst sælgende album og hans eneste album i top 100.
Entwistle co-producerede albummet sammen med Dave "Cyrano" Langston; det var hans første samarbejde med Langston siden debutstudiealbummet Smash Your Head Against the Wall (1971). Albummet blev indspillet af en kernebesætning på tre musikere: Entwistle på basguitar, Joe Walsh fra Eagles på samtlige guitarpartier og Walshs tidligere bandkammerat fra Barnstorm, Joe Vitale, på trommer. Alle tre spillede desuden keyboard. Billy Nicholls sang også kor på de fleste numre.
The Rock, som blev indspillet af bandet af samme navn og senere krediteret Entwistle som solokunstner, blev til over en periode på atten måneder mellem 1985 og 1986 i Entwistles Hammerhead Studios i Gloucestershire. Albummet var oprindeligt planlagt til udgivelse på WEA i 1986, men udkom først officielt ti år senere. Mellem 1996 og 2005 blev albummet udgivet i fire forskellige udgaver, hver med en ny omslagsillustration.
1990'erne
I 1990 turnerede Entwistle med the Best, en |supergruppe, der bestod af keyboardspilleren Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer (ELP), guitaristerne Joe Walsh fra Eagles og Jeff "Skunk" Baxter fra Steely Dan og the Doobie Brothers samt studietrommeslageren Simon Phillips. Mod slutningen af sin karriere dannede han John Entwistle Band sammen med sin mangeårige ven, trommeslageren Steve Luongo, og guitaristen Mark Hitt, som begge tidligere havde været medlemmer af Rat Race Choir. Gruppen udviklede sig til John Entwistle Band, hvor Godfrey Townsend erstattede Mark Hitt på guitar og desuden bidrog vokalt. I 1996 tog bandet på turnéen "Left for Dead" med Alan St. Jon på keyboard. Efter at Entwistle havde turneret med et gendannet the Who med Quadrophenia i 1996–97, drog John Entwistle Band i slutningen af 1998 ud på turnéen "Left for Dead – the Sequel", nu med Gordon Cotten på keyboard. Efter denne anden turné udgav bandet et album med højdepunkter fra turnéen med titlen Left for Live samt studiealbummet Music from Van-Pires i 2000. Albummet indeholdt hidtil ukendte demooptagelser med the Whos trommeslager Keith Moon sammen med nyindspillede bidrag fra bandet.
Denne besætning omfattede også Billy Preston, Randy Bachman fra the Guess Who og Mark Farner fra Grand Funk Railroad. I dette ensemble spillede og sang Entwistle "Boris the Spider" som sit Who signaturnummer. Mod slutningen af sin karriere brugte han en Status Graphite Buzzard Bass, som han selv havde designet. Fra 1999 til begyndelsen af 2002 spillede han igen som en del af the Who. Entwistle optrådte også ved Woodstock '99 i Rome, New York, sammen med Mickey Hart fra Grateful Dead, og de var de eneste optrædende dér, som også havde stået på scenen ved den oprindelige Woodstock-festival. Som et sideprojekt spillede han basguitar på et country rock-studiealbum med originale sange med titlen Pioneers, med Mickey Wynne på leadguitar, Ron Magness på rytmeguitar og keyboard, Roy Michaels og Andre Beeka på vokal samt John Delgado på trommer. Albummet blev udgivet af Voiceprint Records. Kort før sin død havde Entwistle indvilliget i at spille en række koncerter i USA med bandet, herunder i Nashvilles Grand Ole Opry, efter sin forestående sidste turné med the Who.
De sidste år
I 2001 medvirkede han i Alan Parsons' Beatles-hyldestshow A Walk Down Abbey Road. Showet omfattede også Ann Wilson fra Heart, Todd Rundgren, David Pack fra Ambrosia, Godfrey Townsend, Steve Luongo og John Beck fra It Bites. Samme år spillede han også med the Who ved The Concert for New York City. Han sluttede sig desuden igen til John Entwistle Band på en turné med otte koncerter. Denne gang spillede Chris Clark keyboard. Fra januar til februar 2002 spillede Entwistle sine sidste koncerter med the Who ved en håndfuld arrangementer i England; den sidste fandt sted den 8. februar i Royal Albert Hall i South Kensington, London. I slutningen af 2002 udkom den udvidede dobbelt-CDLeft for Live Deluxe, som fokuserede på John Entwistle Bands koncertoptrædener.
Sangskrivning
I takt med at Townshend etablerede sig som the Whos foretrukne sangskriver, begyndte Entwistle at levere væsentlige bidrag til bandets repertoire. De første var "Whiskey Man" og "Boris the Spider" fra bandets andet studiealbum A Quick One (1966), efterfulgt af "Doctor, Doctor" og "Someone's Coming" (1967); "Silas Stingy", "Heinz Baked Beans" og "Medac" fra bandets tredje studiealbum The Who Sell Out (1967); "Dr. Jekyll & Mr. Hyde" (1968); samt "Heaven and Hell", der fungerede som åbningsnummer ved the Whos koncerter i perioden 1968–1970.
Entwistle skrev "Cousin Kevin" og "Fiddle About" til the Whos fjerde studiealbum Tommy (1969), efter at Townshend specifikt havde anmodet ham om at komponere 'ubehagelige sange', som Townshend ikke selv var komfortabel med at skrive. "My Wife", Entwistles energiske og humoristiske skildring af ægteskabelige konflikter fra bandets femte studiealbum Who's Next (1971), blev ligeledes et populært indslag ved koncerter. Til The Who by Numbers (1975) bidrog han med "Success Story" og udarbejdede desuden illustrationen til albumomslaget. Hans efterfølgende bidrag omfattede "905" og "Trick of the Light , samt Who Are You (1978) og Face Dances (1981). Han skrev ligeledes "It's Your Turn", "Dangerous" og "One at a Time" til albummet It's Hard (1982), der blev hans sidste studiealbum med the Who.
Død og eftermæle
En læserafstemning i Roling Stone har i 2011 kåret ham som #1 blandt "Bedste bassister gennem tiderne" I 2020 rangerede samme magasin ham som #3 på redaktionens liste over de 50 størsrte bassister gennem tiderne.
Han var yderst respekteret blandt andre rockmusikere, fx. betegnede Bill Wyman ham "som basguitarens Jimi Hendrix".
Entwistle var udover sin musikalske karriere kendt som en talentfuld billedkunstner, der regelmæssigt afholdt udstillinger af sine malerier, hvoraf mange forestillede the Who.
Han døde på et hotelværelse på grund af hjertestop den 27. juni 2002.
↑Eliscu, Jenny. "Rock & Roll: John Entwistle - The Who Bassist Dies at Fifty-Seven on the Eve of a Major U.S. Tour". Rolling Stone LLC. ProQuest1193455.
's_1965_Fender_Jazz_Bass_(serial_no._L89716)_-_Play_It_Loud._MET_(2019-05-13_19.00.06_by_Eden,_Janine_and_Jim).jpg)
