| Joris Ivens | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 18. november 1898 Nijmegen, Holland |
| Død | 28. juni 1989 (90 år) Paris, Frankrig |
| Dødsårsag | Hjerte-kar-sygdom |
| Gravsted | Cimetière du Montparnasse |
| Far | Kees Ivens |
| Ægtefæller | Helen van Dongen (fra 1944), Marceline Loridan-Ivens (fra 1963), Germaine Krull (fra 1927) |
| Partner | Marion Michelle Koblitz |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af | Vereeniging van Arbeiders-Fotografen |
| Beskæftigelse | Kameramand, filmskaber, filmfotograf, filminstruktør, scenograf, manuskriptforfatter, filmproducer, fotograf, instruktør, filmklipper |
| Deltog i | foto '37 |
| Arbejdsgiver | Capi Lux |
| Arbejdssted | Amsterdam |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Palme d'or du court métrage (1958), Stern der Völkerfreundschaft in Silber, Storofficer af Den Italienske Republiks Fortjensteorden, International fredspris (1955), Lenins fredspris (1968) med flere |
| Eksterne henvisninger | |
| Joris Ivens' hjemmeside | |
| Information med symbolet | |
Joris Ivens (født 18. november 1898, død 28. juni 1989) var en hollandsk filminstruktør. Ivens er en pionerskikkelse i dokumentarfilmens historie. Hans personlige udgangspunkt i avantgardefilmen mærkes i banebrydende formeksperimenter som De brug (1928, dvs. Broen), men med sine dokumentarfilm om social uretfærdighed og krig som Misère au Borinage (1933, Elendighed i Borinage), Spanish Earth (1937) om Den Spanske Borgerkrig og den antikolonialistiske Indonesia Calling! (1946) blev han frem for nogen kendt som den allestedsnærværende forkæmper for klodens undertrykte millioner. Ivens indspillede under 2. Verdenskrig også film for den amerikanske stat, men da den kolde krig brød ud, måtte han vælge side, og han arbejdede til sin død mest i den kommunistiske verden.