| Bibelens bøger | |
| Judasbrevet | |
| Information | |
|---|---|
| Forfatter | Judas / evt. pseudonymt |
| Genre | Brev |
| Status | Kanonisk skrift |
| Originalsprog | græsk |
| Ældste kilde | De apostolske fædre |
| Indhold | |
| Kontekst | |
| Forrige skrift | Johannes' Tredje Brev |
| Næste skrift | Johannes' Åbenbaring |
| Bibelen | |
Judasbrevet er med sit ene kapitel blandt de korteste skrifter i Det Nye Testamente og det sidste af de katolske breve. Forfatteren er ifølge brevet Judas, Jakobs bror (ikke at forveksle med Judas Iskariot), men det regnes af flere forskere[hvilke?] som et pseudonym.
Skriftet er en opfordring til at kæmpe for den rette kristne tro og en advarsel til menigheden mod de vranglærere, som "misbruger vor Guds nåde til løsagtighed". Brevet er karakteriseret af skarpe fordømmelser af disse vranglærere og maleriske beskrivelser af dommen over dem. Der gøres i teksten ofte brug af billeder, fortællinger og metaforer særligt hentet fra Det Gamle Testamente og anden jødisk litteratur.

Skriftet indledes med ordene: "Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror" og hentyder derved til den Judas, der var en af Jesu brødre. Der er dog andre i Det Nye Testamente, der hedder Judas og kunne være forfatteren. Særligt den Judas blandt Jesu apostle, der i Lukas 6,16 kaldes Judas, Jakobs søn, og i de andre evangelier kaldes for Thaddæus er blevet foreslået som forfatter til brevet. Det er hævdet, at benævnelsen Judas, Jakobs søn, i Lukas 6,16 kunne oversættes med Judas, Jakobs bror. De fleste forskere afviser imidlertid en sådan oversættelse. I det hele taget er der stor enighed om, at titlen må hentyde til Judas, Jesu bror, som også var bror til den berømte kirkeleder Jakob den Retfærdige.
Vi ved ikke meget om denne Judas modsat hans bror Jakob, der er en historisk person og en af de mest centrale skikkelser i oldkirken. Han nævnes i evangelierne, hos Paulus og hans død bliver omtalt af den jødiske historiker Josefus. At Jakob og Jesus skulle have flere brødre nævnes i Markus 6,3 og 1. Korintherbrev 9,5, og de har navnene Joses/Josef, Judas og Simon. Judas, som var bror til Jesus og Jakob havde derfor sandsynligvis ligeledes en ledende position i den tidlige kirke. Som Jesu andre brødre har han sikkert også været skeptisk overfor Jesus, mens han levede, men har sluttet sig til disciplene efter opstandelsen. Judas kan have oplevelet mødet med den opstandne Kristus, som Paulus fortæller, at Jakob havde. Ifølge 1 Kor 9,5 kunne det tyde på, at Judas som de andre af Jesu brødre var gift, og hans missionsarbejde har sikkert, ligesom Jakobs, hovedsageligt været blandt jøder. Brevet tyder også på at være skrevet til jødekristne. Ellers ved vi ikke ret meget om ham, bortset fra at Eusebius (f. 265- d. 340) i sin kirkehistorie refererer til Hegisippus, der beretter, hvordan Judas' sønnesønner blev indklaget for kejseren Domitian (81-96 e.Kr), som statsfarlige slægtninge til den korsfæstede Jesus og som efterkommer af Davids hus. Men da kejseren så, at de var upolitiske og ufarlige bønder, sendte han dem hjem. Da Eusebius ikke nævner noget om Judas, kunne det tyde på at Judas var død før denne episode. Der fortælles også, at der levede efterkommere af Judas på Trajans tid (98-117 e.Kr.)
Selv om der er enighed om, at der hentydes til Judas, Jakobs bror, Jesus bror, er der dog langt fra enighed om, at det var denne Judas, der skrev brevet. De fleste forskere hælder til, at brevet er pseudonymt. Det er dog svært at se pga. brevets korthed. Det er svært at fastsætte baggrunden for skriftet og dets affattelsestidspunktet; også fordi vi ved så lidt om denne Judas.

Pseudonyme skrifter, der bar navnet på en nytestamentlig person som apostlene eller Jesu søskende (f.eks. Jakobs Forevangelium) var meget almindelige fra det andet århundrede, hvilket fremmede heterodoks (uortodoks) lære. Disse skrifter var populære men ikke accepterede, og kaldes apokryfiske skrifter. Dog var apokryfe skrifter inden for brevlitteraturen ikke særligt hyppige, og uden for Det Nye Testamentes kanoniske skrifter er der kun enkelte pseudonyme breve, der alle er forholdsvis uinteressante (Laodikenserbrevet, Seneca og Paulus, Abgar og Jesus) Det skyldtes formentlig, at denne genre ikke var så populær og interessant at skrive og læse, som de andre genrer, hvor der var grobund for talrige fantasifulde beretninger både i evangelielitteraturen, apokalypserne og apostelakterne).
Dog har forskere efter den historisk-kritiske metodes frembrud kaldt en stor del af de nytestamentlige skrifter pseudonyme, især ud fra sproglige forskelle og teorier om, hvilken teologi de forskellige forfattere måtte have. Men Judas' brev er svært at sammenligne, da det er det eneste, der påstås at være skrevet af hans hånd.
Der er dog argumenter for, at brevet skulle være skrevet under pseudonym:
Teorien om brevets pseudonymitet er bredt accepteret, men har ikke for alvor kunnet bevises. Derved er også dette spørgsmål først og fremmest bestemt af trosmæssig forudindtagelse og holdninger som bibeltroskab og bibelkritik. Artiklen bruger navnet Judas om forfatteren, da det er den benævnelse, skriftet selv giver.
Judasbrevet er forholdsvis godt bevidnet i oldkirken. Der findes spor af brevet i flere skrifter allerede fra slutningen af første eller begyndelsen af andet århundrede. I forløbet med at samle en kanon til Det Nye Testamente var der diskussion om Judasbrevet, modsat de fleste øvrige skrifter i Det Nye Testamente. Kirkefædre som Clemens af Alexandria, Tertullian og Det Muratoriske Fragment mente, at brevet var ægte, mens Origenes nævnte, at trods han selv mente, det var et brev af Herrens bror, så var der var nogle, som tvivlede på brevets ægthed. Eusebius, Didymus og Jerome nævnte ligeledes skriftet som omdiskuteret men accepteret af mange. Grunden til, at disse tøvede med at anerkende skriftet, skyldes brugen af de apokryfiske bøger Første Enoksbog og Moses' himmelfart (se senere afsnit). Disse protester har dog ikke haft effekt på skriftets kanoniske status bortset fra Den Syriske Kirke, der først anerkendte det som kanonisk i 6. århundrede.

Da baggrunden for Judasbrevet er ukendt, kan affattelsestidspunktet vanskeligt bestemmes. Hvis det skulle være skrevet af Judas, Jesu bror, må brevet være skrevet mellem år 65-80, da han må være død før Domitian indstævnede hans sønnesønner (81-94 e.Kr.). I betragtning af denne kildes usikkerhed, bør beretningen om Domitian ikke tages som sikker. Det ville være muligt, at Judas havde levet måske endda helt op til år 90.
Vers 17; I skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, kunne give et praj om, at apostlene var døde, og brevet skrevet sent. Dog handler vers 17 ikke om, at apostlene er fortid, men blot at deres forkyndelse tilknyttet oprettelsen af denne bestemte menigheden er fuldført. Forskere, der se brevet som pseudonymt, daterer det ofte til lige før eller lige efter århundredeskiftet.
Judas skriver "Til de kaldede, som er elsket af Gud Fader og bevaret for Jesus Kristus" (v1), og derudover er menigheden ikke nærmere specificeret som f.eks. Paulus' brev til filipperne. Det er også grunden til, at brevet hører til de katolske breve. De katolske breve betyder de almindelige breve, da de er skrevet for at have almen gyldighed til flere menigheder. Man regner med, at dette brev er henvendt til jødekristne læsere, da Judas nævner jødiske begivenheder som udvandringen fra Egypten og Ærkeenglen Mikael, Kain og Kora. Forfatteren bruger endvidere den jødiske apokalypse Første Enoksbog i sit brev.
Det eneste, vi derudover ved om menigheden, er, at den var i fare for at blive influeret af en eller anden form for hæresi (vranglære), men præcis hvilken vranglære, og hvor meget den havde gjort sig gældende, kan ikke bestemmes, da brevet ikke er konkret men generelt og alment.

Overordnet set er brevet en formaning "til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige" (v3). Denne formaning kommer på baggrund af, at Judas egentlig ville have skrevet til menigheden om frelsen, men i stedet lægger det til side for at formane mod de falske lærere, der havde sneget sig ind i menigheden (v4). Judas bruger derefter det meste af sit brev på at karakterisere disse falske lærere og fortælle om den dom, der vil ramme dem.
Hensigten med brevet er at formane menigheden til at kæmpe for troen. I virkeligheden var han i færd med at skrive om den fælles frelse, hvad der vel har været en mere systematisk gennemgang af den tro, han taler om, altså den tro som en gang for alle er overdraget de hellige (3), hvad der vel er troen på Jesus og forsoningen på korset. Alligevel har forfatteren valgt at lægge dette arbejde fra sig, da der er et andet der åbenbart var mere presserende. Nemlig den situation at nogle mennesker har sneget sig ind i menigheden, og som ifølge Judas er en trussel mod troen. De er med til at bringe frafald til menigheden. Brevet er derfor en lang advarsel mod disse falske lærere, hvor han giver en karakteristik af dem og deres ugudelige livsførelse og fortæller om den frygtelig dom, der hviler over dem.
Få steder i Det Nye Testamente er der så klare og advarende formaninger mod frafald (apostasi), som her i Judasbrevet. Judas' hensigt er jo at formane de kristne til at kæmpe for troen, så der ikke vil ske frafald. Fra vers 5-7 giver han nogle eksempler på frafald og de frygtelige konsekvenser, det medfører.
I dette eksempel hentydes der muligvis også til de måder, man kan falde fra på. Der er muligheden ligesom englene ikke at tage vare på ens høje hverv, det kunne f.eks betyde ikke at ville tjene Gud og så også muligheden for at den kristne jo også kan forlade sin rette bolig, altså forlade den tro som en gang for alle er overgivet de troende.

Derudover er formuleringen i vers 3 "troen som en gang for alle er overdraget de hellige" ligeledes en advarsel om ikke at miste den tro, da den jo er overdraget en gang for alle, og altså dermed sikkert underforstået at den ikke kan fås igen, hvis den først mistes.
Karakteristikken og advarslen mod de falske lærere (hæretikerne) er det helt centrale i brevet og selve anledningen til det. Dog er det ikke muligt at få et klart overblik over præcis hvilke vranglærere, det drejer sig om, da Judas brugte meget almene vendinger om dem. De har ifølge brevets forfatter sneget sig ind i menigheden, så de i virkeligheden ikke hørte til der, men er kommet udefra. Det kunne tyde på, at de som omrejsende missionærer er kommet og er ved at overtale menigheden til at følge deres lære og livsførelse. Det er dog ikke sikkert, at de fysisk er kommet tilrejsende. Det skal forstås åndeligt, som at de ikke hører til blandt de troende, men mangler Ånden (Jud 19). Det er altså ikke-troende, fremmede, der har stjålet sig adgang til menigheden.

Også andre poetiske og stærke metaforer beskriver disse mennesker. De er som skyer, der ikke giver regn: de ligner nogle, der kan give velsignelse (regn), men man skuffes, og de ligner træer, der burde give frugt, men ikke gør det. De er bølger, der skummer af skam og vildfarende stjerner (svarende til de faldne engles vildfarelse) (12b-13). Hæretikerne klager over deres skæbne, men samtidigt følger de de ugudelige lyster, der har bragt dem i uføre.
Judas slutter sin karakteristisk med at påpege, at det er disse mennesker, der skaber splittelsen i kirken ved deres vranglære og livsførelse, da de er ikke-troende, sjælelige mennesker, der mangler Ånden og de står under Guds frygtelige dom, for det de gør.

Brevet er hele vejen igennem en knusende dom over hæretikerne. Alle eksemplerne fra Bibelen, både israelitterne, der blev udryddet i ørkenen, de faldne engle, der er bundet i mørket med evige lænker, Sodoma og Gomorra, der straffes med evig ild, Kain, der blev fredløs, Bileam, der blev dræbt med sværd og Kora, der styrtede levende ned i dødsriget, er jo frygtelige advarsler om, hvordan det vil gå disse vranglærere. Vranglærerne klager over deres skæbne og et dystert mørke venter dem. Der er ifølge Judas allerede for længe side skrevet om, at de skulle rammes af denne dom. Hvad Judas sigter på, kan ikke helt bestemmes. Måske de bibelske eksempler, der er nævnt ovenfor eller den profeti som Enok (se senere afsnit) profeterede over dem, og som citeres af Judas i vers 14-15: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger de har begået og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham" Dette handler om dommedag, og det er da også tydeligt, at det er straffen på den yderste dag, der først og fremmest sigtes til i brevet. Helvedet og dommedag er altså tydelig tegnet op i brevet som en realitet.
På baggrund af det negative (advarslen mod vranglærerne og deres livsførelse) giver Judas i vers 20 og 21 en række positive formaninger til de kristne. Formaningsafsnittet indledes med et men I min kære, og det viser at efter at have talt om vranglærernes dårligdomme, så skal de sande troende tro og leve deres liv i tydelig kontrast til hæretikernes liv og tro. Derfor er disse to vers også en klar formaning til at gøre præcis det modsatte af, hvad disse hæretikere gjorde (ses tabel I).
| Hæretikerne: | De kristne formanes til at: |
|---|---|
| fornægter troen (v.4) | opbygges i troen (v.20) |
| mangler Ånden (v.19) | bede i Helligånden (v.20) |
| ødelægger kærlighedsmåltidet (v.12) | bevares i Guds kærlighed (v.21) |
| dystert mørke venter dem (v.13) | vente på evigt liv (v.21) |
Da vranglæren har bredt sig, er der også nogle, som er blevet påvirket af den i forskellig grad, og her nævner Judas tre grupper af mennesker, der skal forholdes til på tre måder:
Judasbrevets afslutter med lovprisning, der følger en traditionel liturgisk form:
| Ham som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel,
|
||
Lovprisningen (doxologien) begynder som trøst til de kristne: at Gud formår at værne den kristne mod fald, trods forfatterens advarsler og trods vranglærens hærgen. Derved kommer en spænding ind i brevet: På den ene side den overhængende fare for frafald i menigheden (så overhængende at Judas måtte slippe sit oprindelige forehavende for at skrive dette brev). Og på den anden side fortrøstningen over, at Gud formår at værne sin menigheden mod fald. Ud over at værne menigheden formår Gud at stille den kristne over for sin herlighed, uden fejl og mangler.
Det er interessant, at det er Gud, der kaldes for frelser og ikke Jesus, og at det ikke er klart, om lovprisningen gælder Jesus eller Gud. Dette er et eksempel på, at selv om treenighedsbegrebet og tanken om Jesu guddommelighed måske ikke var helt fuldt udformet i den tidlige kirke, så er der ikke noget tydeligt skel mellem Gud og Jesus. Den sidste sætning i brevet minder på mange måder om den afsluttende lovprisning, der er tilføjet Matthæusevangeliets version af Fadervor, og som er en fast del af Fadervor i alle kirker. Det tyder på, at disse ord var en fast doxologi allerede i den tidligste kirke.
Brevet ligner Andet Petersbrev. Særlig kapitel to og Judasbrevet vers 3-16 har så store lighedstræk, at det ene må være en form for fri kopi af den anden. På den anden side indeholder Judasbrevet adskillige uafhængige elementer, og konteksten i de to breve er på mange måder forskellig. Spørgsmålet er så, hvordan de to skrifter forholder sig til hinanden, og hvilket af dem, der kommer først. Dette spørgsmål er ikke afgjort, men moderne forskere hælder til, at Judasbrevet er det ældste.
Men Judas 18 citerer 2 Pet.3:3;
En tredje mulighed er, at begge breve bygger på en fælles fast advarselstradition (skriftligt eller mundtligt) om vranglærere, som begge breve så uafhængigt af hinanden benytter sig af.
| Judasbrevet | Anden Petersbrev |
|---|---|
| v2: ...i stadig rigere mål | 1,2 ...i stadig rigere mål i erkendelsen.. |
| v3: kæmpe for den tro | 1,5: sæt jeres iver på, at I til jeres tro.. |
| v4: ...fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus | 2,1: ... tilmed fornægte den Herre som købte dem |
| v5a: ...vil jeg alligevel minde jer | 1,12: ..vil til stadighed minde jer om |
| v6: de engle ... holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen | 2,4: de engle ... holdes i mørkets lænker indtil dommen |
| v7: Sodoma og Gomorra ... fremstår som et afskrækkende eksempel | 2,6: Sodoma og Gomorra dømte han ... til et advarende eksempel |
| v8: lader hånt om Herrens myndighed og spotter overjordiske magter | 2,10: foragter Herrens myndighed ... spotte overjordiske magter |
| v9: engang ærkeenglen ... ikke at udtale nogen spottende dom | 2,11: mens dog englene ... ikke udtaler nogen spottende dom |
| v10: spotter, hvad de ikke har forstand på ... ligesom de umælende dyr | 2,12: spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr |
| v11: slået ind på Kains vej ..., for vindings skyld givet sig Bileams vildfarelse | 2,15: slog ind på samme vej som Bileam, ... på uretmæssig vinding |
| v12: deltager i gildet og bare sørger for sig selv.. | 2,13: svælger i deres egne bedragerier, ... holder gilde sammen med jer |
| v12-13: som skyer, der drives forbi af vindene ... og dystert mørke venter dem | 2,17: tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem |
| v17: Men I, mine kære ... genkalde jer de ord, som tidligere er sagt
af vor Herre Jesu Kristi apostle |
3,1-3: Mine kære, ... huske de ord, som tidligere er talt ...
vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle. |
| v18»I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster | 3,3: i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster |
| v24: ...(Gud formår) at stille jer over for sin herlighed, uden fejl | 1,2: ...vær ivrige efter at stå uplettede og lydefri for ham i fred |
Judasbrevet gør flere gange brug af ikke-bibelsk materiale, de såkaldte gammeltestamentlige pseudepigrafiske skrifter. Han bruger med sikkerhed materiale fra det Første Enoksbog men sandsynligvis også fra Moses' himmelfart. Derudover kan der være tale om, materiale fra Naftalis Testamente og fra Asers Testamente Denne brug af ikke-autoritative skrifter har tydeligvis været med til at så tvivl om Judasbrevets berettigelse blandt de kanoniske skrifter (se tidligere afsnit). Der er dog adskillige andre steder i Det Nye Testamente, hvor der bruges udenom-bibelsk materiale, både citater fra hedenske digtere og fra jødiske skrifter, uden at det behøvede at betyde, at de nytestamentlige forfattere (og heller ikke Judas) anerkendte disse skrifter generelt som hellige og autoritative. Tilstedeværelsen af apokryfisk materiale har i hvert fald ikke været set som afgørende for at udelukke skriftet fra kanon.
Første Enoksbog er et gammeltestamentligt pseudepigrafisk skrift, der dog er med i Den etiopisk-ortodokse kirkes Gamle Testamente. Skriftet er en apokalypse, der er tillagt den bibelske person Enok, som ifølge Første Mosebog var det syvende slægtled fra Adam og som vandrede med Gud, hvorefter Gud tog ham bort, højst sandsynlig ved en eller anden form for himmelfart. Dateringen af skriftet er svær, med sandsynligvis mellem 166-110 f.Kr. Nogle mener dog meget senere, da der eventuelt kan spores kristen påvirkning i skriftet. Der er dog ingen tvivl om, at det ikke er et kristent, men derimod et klart jødisk skrift.
Judasbrevet har flere hentydninger til Enoksbog, heriblandt særligt i vers 15, der nærmest er et citat fra 1 Enok 60,8 og 1,9;
1 Enok 1:9 Enoch er selv en udvidelse af ord Moses, og ikke af Enok:
Origenes hævder, at Jud 9 referer til en jødiske fortælling, der beretter hvordan Satan ved Moses' død gjorde et sidste forsøg på at hævde sin magt og kræve Moses' lig, ved at anklage Moses for mordet på en egypter. Ærkeenglen Mikael gør derimod Satan tavs med ordene "Herren straffe dig", og redder dermed Moses' legeme og retfærdiggør Moses som Guds tjener. Selve historien er sammenfattet er forskellige jødiske kilder fra tiden både før og efter Judasbrevets afskrift. Derimod er den kilde, som Judas har brugt, sandsynligvis en nu en tabt afslutning til det pseudepigrafiske skrift Moses' himmelfart. Skriftet er en apokalyptisk fremstilling af Israels kommende skæbne helt frem til tidernes ende, men da afslutningen mangler kan det ikke med sikkerhed siges, om det virkeligt er dette skrift, der benyttes af Judas.
Judasbrevet har flere beskrivelser af engle, som her, ligesom i resten af Det Nye Testamente, er en naturlig del af forfatternes univers. Han nævner Ærkeenglen Mikael, der kæmper mod Djævelen om Moses' lig. For Judas findes der altså en sprituel og åndelig verden, hvor der foregår en krig om mennesker, sandsynligvis særlig om de troende. Dermed sættes der en fortælling på citatet fra Efeserbrevet, hvor der tales om at den kristne ikke kæmper "mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet".
Ligeledes tales der i brevet om de faldne engle, der ikke tog vare på deres hverv, men forlod deres rette bolig, og nu holdes bundne indtil dommedag (Jud 6). Dette vers giver en ganske bestemt tolkning af 1. Mosebog 6,1-2, og viser os, hvordan man forestillede sig dæmonerne blev til. Dæmoner er altså faldne engle, som gjorde oprør mod det hverv, de havde fået af Gud, som nu venter en straf. Som Jesus ifølge Matthæus skriver om helvede, så var helvedet "bestemt for Satans og hans engle".

En interessant detalje er brugen af ordet kærlighedsmåltid i brevet (på græsk – agape), som er det eneste sted i Bibelen, hvor det ord bruges. Dog er det måltid sandsynligvis i det store og hele det samme, som den nadver der nævnes i Første Korintherbrev kapitel 11. Nadveren blev set som et kærlighedsmåltid, hvor man kom sammen for at være et og på den måde udtrykke enheden i Kristus og menigheden som en familie, og derfor er kritikken både i Judas og hos Paulus den, at når så nogle spiser af egen mad og sørger for sig selv, mens andre sulter, så ødelægges kærlighedsmåltidet. Under kærlighedsmåltidet blev nadveren uddelt, men nadveren var ikke nødvendigvis hele måltidet. Nadveren kan forstå som kulminationen på måltidet.
I Den Ortodokse Kirke er der efter gudstjenesten (og efter selve nadveren) mulighed for af præsten af få et stykke brød, som man spiser og som udtrykker dette kærlighedsmåltid.
Judasbrevets virkning er langt fra stor, og skriftet er blandt de mindst læste af Bibelens skrifter. Skriftet er kort, og selv om det traditionelt er anset som et brev skrevet af Jesu egen bror, så har Judas' perifere betydning for kirken nok haft indflydelse på den manglende brug af skriftet i kirken og dogmatikken. I Den Danske Folkekirke bruges kun en eneste tekst fra brevet i gudstjenesten; det er en episteltekst til 17. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække. Teksten er taget fra Judasbrevets sidste del, vers 20-25, og evangelieteksten til samme dag fra Matthæus 9,9-17 kan heller ikke knyttes umiddelbart til Judasteksten.
I andre lande har betydningen af citatet fra Første Enoksbog været årsag til, at den etiopisk-ortodokse kirke har taget dette pseudepigraf med i deres kanon. Derudover har brugen af ordet kærlighedsmåltid haft en betydning for afslutningen på den Den ortodokse kirkes afslutning af gudstjenesten i Chrysostomos-liturgien, der bruges til hver højmesse, bortset fra i fasten.
Også opfattelsen af engle har givetvis haft betydning for tanken om de faldne engle, som findes i de kristne opfattelse af engle og dæmonverdenen.