Knýtlingesaga er den islandske litteraturs hovedværk om Danmarks historie og de danske konger fra 900-tallet til 1187. Sagaen er forfattet i anden halvdel af 1200-tallet, muligvis omkring 1260. Den begynder med Harald Blåtands historie og slutter med venderkrigenes afslutning under Knud 6. og Absalon. Det fremgår ikke, hvilken kong Knud sagaens titel sigter til.
Ligesom sit forbillede, Snorres "Heimskringla", er Knýtlingesaga tredelt, med sagaen om Knud den Hellige som midterdel. Denne del er udførligst, ligesom også afsnittene om tiden efter 1130 er særligt omfattende. Sagaen om Knud den Hellige er ældre end den samlede Knýtlingesaga, men er optaget i sin helhed af dennes forfatter. Den er dog på mange punkter upålidelig eller urigtig. Til den er der knyttet en fremstilling af Knud Lavards liv, som i meget er uhistorisk.
På Saxos tid blev der skrevet en nu tabt "Skjoldungesaga", der førte fortællingen fra Odins søn Skjold frem til Gorm den gamle. Knýtlingesaga er bevaret som dens fortsættelse. Sagaen afsluttes samme sted som Saxo, og den bygger i hovedtrækkene direkte på Saxos "Gesta Danorum", hvilket første gang blev påvist i Gustav Albecks disputats fra 1946. Forfatteren er ikke sikkert kendt, men man har gættet på Snorres brorsøn, grammatikeren Olav Tordsson (1210-59),, blandt andet på grund af hans tilknytning til Valdemar Sejrs hof.
De øvrige dele af sagaen er udarbejdet efter forskellige kilder. Knud den Stores og Erik Ejegods historie bygger for en stor del på skjaldekvad, mens andet stof er hentet fra Snorres Heimskringla. Herfra stammer navnlig alt, hvad der fortælles om forholdet mellem Danmark og Norge til forskellige tider. Endelig er den mundtlige tradition hovedkilden, især for tiden efter 1130. Denne traditions pålidelighed kan til en vis grad måles ved sammenligning med Saxo, og sammenligningen viser, at sagaens forfatter har været forbavsende godt underrettet. I det hele og store er der god overensstemmelse mellem de to kilder, og Knýtlingesaga giver undertiden mere end Saxo, uden at det af den grund kan antages at være urigtigt.
Sagaens forfatter fremtræder som en nøgtern og ikke ukritisk mand. Han sløjfer legender, undtagen i fremstillingen af Knud den Helliges historie, og er, trods enkelte fejl, særlig omhyggelig med tidsregningen. Selv om visse dele af sagaen er mindre pålidelige, og selv om der findes enkelte alvorlige fejl i det konkrete stof, er Knýtlingesaga et vigtigt kildeskrift til dansk middelalderhistorie.
Knýtlingesaga er udgivet i "Fornmannasögur", bind XI, og af C. af Petersen og E. Olson fra 1919 og frem. Den findes i oversættelse i "Oldnordiske Sagaer", bind XI, og i "Scripta historica Islandorum", bind XI, men den nævnte udgave er blevet vurderet som utilfredsstillende. Blandt den ældre litteratur om sagaen nævnes F. Jónssons "Oldnorsk-oldislandsk Litteraturhistorie", bind II, hans afhandling i "Videnskabernes Selskabs Skrifter", historisk-filosofisk afdeling, 6. række, bind VI, samt P.E. Müllers afhandling om Saxo i "Videnskabernes Selskabs Skrifter", 4. række, historisk-filosofisk afdeling, bind 2 og 4.