Konkubine

En konkubine (latin: concubina) er den kvindelige part i et konkubinat (af latin: concubinatus, af concumbere, "ligge sammen med"), dvs. et ikke-ægteskabeligt samliv eller en tilsvarende varig seksuel forbindelse. En konkubine er traditionelt også blevet betegnet som en frille. Konkubinat kan omfatte både midlertidige og permanente forhold, og dets juridiske og sociale betydning har varieret betydeligt gennem historien. I samfund med flerkoneri kan konkubinen være en sekundær hustru eller partner, ofte til en mand af højere social status, som samtidig har én eller flere officielle hustruer. Konkubinens stilling har i sådanne ordninger ligget mellem hustruens og elskerindens: hun har haft færre rettigheder end en hustru, mens hendes børn har kunnet være offentligt anerkendt som mandens, dog med lavere status end børn af officielle hustruer.

I romerretten kunne konkubinat være en lovligt anerkendt, monogam forbindelse af lavere rang end det egentlige ægteskab og uden dettes fulde retsvirkninger for kvinden og børnene. I den tidlige kristne kirke kunne en varig og monogam forbindelse uden de almindelige civilretlige ægteskabsformer under visse omstændigheder anerkendes, mens midlertidige seksuelle forbindelser blev fordømt. Efterhånden fik konkubinat overvejende betydningen ikke-ægteskabeligt eller kirkeretligt ulovligt samliv, og Tridentinerkoncilet i det 16. århundrede skærpede kirkens regler mod konkubinat og hemmelige ægteskabsforbindelser. I middelalderen var konkubinat desuden mange steder udbredt blandt katolske præster, og der blev gjort bestræbelser på at sikre deres samleversker og børn rettigheder svarende til dem, der tilkom hustruer og børn i ægteskab. I de middelalderlige danske love, herunder Jyske Lov, blev en konkubine eller frille regnet for lovformelig hustru, når hun havde båret husets nøgler i tre år.

I nyere almindelig sprogbrug betegner konkubinat bredt samliv uden ægteskab, mens konkubine især er en historisk betegnelse for en fast elskerinde, frille eller sekundær hustru. Sådanne ordninger har forekommet i forskellige kulturer. I Kina var konkubiner eksempelvis almindelige frem til oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949.

Historie

Begrebets betydning har varieret betydeligt. I Det Gamle Testamente kunne en kvinde betegnes som konkubine, selv om forbindelsen efter samtidens forhold var legitim. Betegnelsen kunne her markere, at hun var af lavere social rang eller var trælkvinde og derfor ikke havde samme del i mandens rang, ejendom og husholdning som hans hovedhustru. Hendes og hendes børns stilling var tilsvarende svagere, og hun kunne ifølge den bibelske fremstilling bortsendes sammen med børnene. I den polygame samfundsorden kunne en mand samtidig have hustruer af forskellig status. Således fremstilles Lea og Rakel som Jakobs hustruer med fuld social status, mens Bilha og Zilpa var trælkvinder og konkubiner, der fik børn på henholdsvis Rakels og Leas vegne.

I romerretten havde konkubinat en mere præcis juridisk betydning. I kejsertiden fra Augustus' regering var det under bestemte betingelser en lovligt anerkendt monogam forbindelse, forudsat blandt andet at parterne var ugifte. Den havde lavere rang end det egentlige ægteskab, matrimonium, og gav ikke kvinden og børnene de samme borgerlige rettigheder som et almindeligt ægteskab.

Konkubinen var sædvanligvis af lavere social stand end manden. Børnene havde ikke samme stilling som børn af en lovformelig hustru, uxor, men blev betegnet som "naturlige" børn, naturales, til forskel fra børn, der blev betragtet som illegitime, spurii. Romersk ret anerkendte både midlertidigt og varigt konkubinat, og Lex Julia og Papia Poppaea krævede ikke, at parterne havde til hensigt at forblive sammen til døden.

Den tidlige kirke skelnede mellem disse former. Midlertidige seksuelle forbindelser blev fordømt som umoralske, mens en varig, monogam forbindelse med gensidig hensigt om livslangt samliv kunne betragtes som et reelt ægteskab, selv om den manglede de almindelige civilretlige former. Callixtus 1. anerkendte i denne sammenhæng varige kristne forbindelser mellem fri og træl og mellem trælle indbyrdes, selv hvor romersk ret ikke gav forbindelsen fuld ægteskabelig status. Frem til begyndelsen af 1500-tallet kunne den katolske kirke anerkende sådant samliv, når det var monogamt og livsvarigt.

Koncilet i Toledo omkring år 400 bestemte i sin 17. kanon, at en mand, der både havde hustru og konkubine, skulle udelukkes fra kommunionen, mens en ugift mand, der levede med én konkubine som sin eneste partner, ikke skulle nægtes kommunion.

Efter Vestromerrigets opløsning og tilbagegangen i kendskabet til romerretten forsvandt institutionen med det lovligt anerkendte konkubinat gradvist, og betegnelsen fik i stigende grad betydningen et ikke-ægteskabeligt seksuelt samliv. Konkubinat blev modarbejdet af kirken og forbudt i løbet af 800-tallet.

Hos de germanske folk fandtes et beslægtet frillevæsen, som var stærkt udbredt, navnlig blandt høvdinge; Karl den Store og Svend Estridsen nævnes som eksempler. Jyske Lov bestemte, at et treårigt konkubinat overgik til lovligt ægteskab, mens ét års samliv efter en tilsvarende ældre romersk ordning var tilstrækkeligt.

Middelalder og kirkeret

I middelalderen fandtes fortsat samlivsformer, som ikke opfyldte alle de kirkelige formaliteter for et offentligt indgået ægteskab. De såkaldte hemmelige eller klandestine ægteskaber kunne i praksis få en stilling, der mindede om den ældre form for legitimt konkubinat.

På Tridentinerkoncilet 1545-1563 blev de tidligere kirkelige straffe mod konkubinat skærpet, og hemmelige forbindelser uden den foreskrevne ægteskabsform blev forbudt og erklæret ugyldige. Hermed forsvandt den sidste formelle lighed med det ældre legitime konkubinat, og betegnelsen fik herefter overvejende sin nyere betydning som et ulovligt eller ikke-ægteskabeligt forhold. Tridentinerkoncilets regler gjaldt oprindeligt kun, hvor de var blevet lovligt bekendtgjort. Pius 10.s dekret Ne Temere fra 1908 udstrakte kravene vedrørende den kirkelige ægteskabsform til katolikker generelt.

Betegnelsen konkubinat anvendes også om katolske gejstliges samliv med kvinder i strid med kravet om præsteligt cølibat. I middelalderen var sådant præstekonkubinat mange steder en udbredt institution, og der blev gjort bestræbelser på at sikre kvinderne og børnene rettigheder svarende til dem, der tilkom hustru og børn i et ægteskab.

Senere retlig og social betydning

I nyere europæisk ret blev konkubinat flere steder strafferetligt reguleret. I Danmark bestemte § 178 i straffeloven af 1866, at personer af forskelligt køn, der trods myndighedernes advarsel fortsatte et "forargeligt Samliv", kunne straffes med fængsel. Også andre landes lovgivning kunne på dette tidspunkt straffe sådant samliv.

I moderne almindelig sprogbrug betegner konkubinat derimod bredt samliv uden ægteskab og kan omfatte både midlertidige og permanente forhold. Et permanent konkubinat kan blandt andet opstå, hvor lovgivningen hindrer ægteskab mellem personer af forskellig social stand eller etnisk tilhørsforhold.

Konkubine

Ordet konkubine har ligesom konkubinat haft forskellig betydning afhængigt af tid og kultur. I sin traditionelle europæiske betydning betegner det en fast elskerinde eller frille, dvs. en kvinde, der lever i et vedvarende seksuelt forhold til en mand uden at være gift med ham.

I samfund med flerkoneri kan en konkubine være en sekundær hustru med lavere status end hovedhustruen. I større haremmer kunne en særligt udvalgt hustru eller konkubine betegnes som en favorit eller favorite. I europæisk kultur er betegnelsen desuden blevet anvendt om en kvindelig partner, der var valgt af kærlighed, i modsætning til de fornufts- eller politisk begrundede ægteskaber, der ellers kunne være normen.

I Kina var det ikke usædvanligt for mænd at have konkubiner frem til oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949. Yang Guifei og Cixi nævnes som kendte historiske eksempler.

Se også

• Odalisk
• Polygami

Kilder og henvisninger

Litteratur