Regeringens koordinationsudvalg, også kaldet koordinationsudvalget eller k-udvalget, er det vigtigste centrale regeringsudvalg i danske regeringer og fungerer som regeringens forretningsudvalg. Sammen med økonomiudvalget udgør det "magtens maskinrum", hvor regeringens politik fastlægges, men koordinationsudvalget regnes for det mest magtfulde af de to, idet det blandt andet behandler de sager, som der ikke kan opnås enighed om i økonomiudvalget. Udvalget blev oprettet i 1982.
Statsminister Poul Schlüter oprettede Koordinationsudvalget i 1982. Siden 1993 har danske regeringer konsekvent nedsat både et koordinationsudvalg og et økonomiudvalg.
Siden 1990'erne har de to udvalg udviklet sig til en permanent mekanisme for koordineringen af regeringens politik. Ministerierne må på den ene side forelægge deres sager for koordinationsudvalget, men kan på den anden side ikke selv styre udfaldet af behandlingen. En spørgeskemaundersøgelse blandt erfarne embedsmænd i ministerierne, som Dybvad-udvalget gennemførte, viste, at tre fjerdedele vurderede, at beslutningsprocesserne var blevet væsentligt mere centralt styret.
Alle betydende regeringssager diskuteres og afhandles i koordinationsudvalget, inden de forelægges på ministermødet. Udvalget behandler således større og væsentlige regeringsinitiativer og -sager, herunder større regeringsudspil og lovforslag. Sagerne behandles normalt i koordinationsudvalget ugen før det ministermøde, hvor de forelægges for den samlede regering.
Der findes ingen fast afgrænsning af, hvilke sager der kan optages på udvalgets dagsorden. En forskergennemgang af udvalgets dagsordener fra 1999 til 2014, som blev foretaget i forbindelse med Dybvad-udvalgets arbejde, viste fire overordnede grupper af sager: større tværgående reformudspil, sektorspecifikke tiltag af stor betydning for regeringen, sager præget af konflikter internt i koalitionsregeringer og enkeltsager, som havde tiltrukket sig betydelig opmærksomhed i regeringens omgivelser.
Drøftelserne foregår normalt på grundlag af skriftligt materiale i form af et såkaldt cover med eventuelle bilag. Materialet indeholder typisk et forslag til sagens løsning, en indstilling, og udarbejdes med inddragelse af de ministerier, som sagen er relevant for. Koordinationsudvalget træffer herefter en beslutning, som de berørte ministerier må efterleve.
Udvalget mødes normalt én gang om ugen. Møderne har historisk fundet sted i Statsministeriets Egetræsværelse.
Koordinationsudvalgets sammensætning varierer fra regering til regering. Statsministeren er formand, mens Statsministeriet fungerer som udvalgets sekretariat. Udvalget skal dels omfatte regeringens mest betydningsfulde ministre, dels sikre repræsentation af de forskellige politiske partier i en koalitionsregering. Regeringspartiernes ledere vil derfor sidde i udvalget uanset deres konkrete ministerpost.
Siden VK-regeringens tiltræden i 2001 har økonomiministeren, udenrigsministeren, finansministeren og justitsministeren været faste medlemmer. Udvalget suppleres desuden med de ministre, som har ansvar for de aktuelle sager på dagsordenen.
Fordi regeringens mest centrale ministre er repræsenteret, fungerer koordinationsudvalget reelt som en form for indre kabinet – en regering i regeringen – der ikke alene forbereder og indstiller beslutninger til den samlede regering, men også træffer beslutninger på dens vegne.
Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt vakte opsigt, da hun placerede sin særlige rådgiver Martin Rossen i koordinationsudvalget, selv om han ikke var minister. Professor i statskundskab Peter Nedergaard anførte, at dette var problematisk, fordi Rossen som det eneste medlem af udvalget ikke var underlagt parlamentarisk kontrol og derfor ikke kunne indkaldes til samråd i Folketinget. Placeringen formodes at have været begrundet i et ønske om at styrke statsministerens rolle i den tværgående koordination af regeringsarbejdet.
| Portræt | Navn | Ministerpost | Rolle |
|---|---|---|---|
| Mette Frederiksen | Statsminister | Formand | |
| Pia Olsen Dyhr | Økonomi- og indenrigsminister | Medlem | |
| Lars Løkke Rasmussen | Udenrigsminister | Medlem | |
| Martin Lidegaard | Erhvervs- og konkurrencekraftsminister | Medlem | |
| Peter Hummelgaard | Finansminister | Medlem | |
| Nicolai Wammen | Justitsminister | Medlem | |
| Christina Egelund | Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister | Medlem | |
| Samira Nawa | Klima-, energi- og forsyningsminister | Medlem | |
| Signe Munk | By-, land- og transportminister | Medlem |