| Samira Nawa | |
|---|---|
Nawa i 2026 | |
| Klima-, energi- og forsyningsminister | |
Nuværende | |
| Overtaget embede 3. juni 2026 | |
| Del af | Regeringen Mette Frederiksen III |
| Foregående | Lars Aagaard |
| Næstformand for Radikale Venstre | |
Nuværende | |
| Overtaget embede 3. november 2022 | |
| Foregående | Sanne Klietsch |
| Medlem af Folketinget | |
Nuværende | |
| Overtaget embede 5. juni 2019 | |
| Valgkreds | Københavns Storkreds |
| Personlige detaljer | |
| Født | 30. marts 1988 (38 år) Aalborg, Danmark |
| Politisk parti | Radikale Venstre |
| Uddannelsessted | Roskilde Katedralskole London School of Economics Københavns Universitet |
| Beskæftigelse | Økonom, politiker |
| Arbejdsgiver | Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ankestyrelsen, Økonomi- og Indenrigsministeriet, CEPOS |
| Links | |
| Biografi på folketinget.dk | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Samira Nawa (født 30. marts 1988 i Aalborg) er en dansk politiker og nuværende klima-, energi- og forsyningsminister. Nawa har siddet i Folketinget for Radikale Venstre siden 2019 og har siden november 2022 været næstformand for den radikale folketingsgruppe. Hun har dansk-afghansk baggrund, idet hendes forældre kom til Danmark i 1986 som flygtninge fra Afghanistan.
Samira Nawa er født i Aalborg og opvokset i Roskilde. Hendes forældre er flygtninge fra Afghanistan og kom til Aalborg i 1986. Hendes far Bashir Ahmad Nawa var civilingeniør og ph.d., og hendes mor Mahbooba Speher Nawa var overlæge. Forældrenes akademiske baggrund påvirkede Samira i samme retning. Nawa meldte sig ind i Radikale Venstre i sin gymnasietid på Roskilde Katedralskole, som hun fik studentereksamen på i 2007.
Nawa var kampagneleder for Martin Lidegaards valgkamp i 2007. I 2010 blev hun valgt til formand for Ny-Dansk Ungdomsråd.
Samira Nawa er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 2014 og har arbejdet som fuldmægtig i Ankestyrelsen, Social- og Indenrigsministeriet, Børne- og Socialministeriet og senest som specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet, inden hun blev valgt til Folketinget. Hun har haft studiejob i såvel den borgerlig-liberale tænketank CEPOS som i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Nawa fortalte i 2022 i et avisinterview, at hun økonomisk set hørte mest hjemme i Cepos, men at hendes retfærdighedssans trak hende mere mod venstre.
Privat er hun gift med Naweed Amini, med hvem hun har to børn. Hun er muslim.

Nawa stillede op for Radikale Venstre til Kommunalvalg i Roskilde 2009, men blev ikke valgt. Samira Nawa var opstillet for Radikale Venstre til Europa-Parlamentsvalget 2014. Med 6.836 personlige stemmer fik hun tredjeflest stemmer blandt partiets kandidater efter Morten Helveg Petersen og Karen Melchior, men opnåede ikke valg.
Op til Folketingsvalget 2015 stod Nawa bag kampagnen #EngangVarJegFlygtning, hvor flere hundrede delte deres historier om at være kommet til Danmark som flygtninge og i dag være ingeniører, læger, skolelærere, pædagoger og så videre. Kampagnen blev efterfølgende vist på flere udstillinger herhjemme.
Samira Nawa opnåede valg til Folketinget med 4.657 personlige stemmer i Københavns Storkreds ved Folketingsvalget 2019.
I 2021 var Nawa med til at ændre Radikale Venstres kurs på ligestillingsområdet, så partiet i dag går ind for at indføre kønskvoter i erhvervslivet via en forsøgsordning.
Nawa er De Radikales ordfører for klima, energi, forsyning, transport, IT, ligestilling, skat og finans og har plads i partiets særlige økonomigruppe. Hun var også en del af skrivegruppen, der udarbejdede partiets nye principprogram i 2022.
Ved Folketingsvalget 2022 opnåede Nawa genvalg med over 6000 personlige stemmer. Da Sofie Carsten Nielsen trak sig som partileder efter nederlaget ved folketingsvalget, og Martin Lidegaard afløste hende, blev Nawa næstformand for den radikale folketingsgruppe og dermed Lidegaards næstkommanderende.
Ved Folketingsvalget 2026 blev Samira Nawa genvalgt til Folketinget for Radikale Venstre i Københavns Storkreds med 10.372 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til partiets mest stemmetrækkende kandidat, ikke bare i storkredsen, men i hele landet.
Radikale opnåede tre mandater i kredsen med et samlet stemmetal på 55.768, svarende til 12,0 % af de afgivne stemmer. De øvrige valgte var Magnus Georg Jensen (4.491 personlige stemmer) og Thomas Rohden (4.136 personlige stemmer).