
En korsgang (latin: claustrum "indhegning", "lukket område") er en overdækket gang, et åbent galleri eller en åben arkade, der løber langs bygningers mure og danner en firkant eller en klostergård. Når en korsgang er knyttet til en katedral eller kirke, som regel langs den varme sydside, er det normalt et tegn på, at bygningen er eller tidligere har været en del af et klosteranlæg, idet korsgangen "danner en sammenhængende og massiv arkitektonisk barriere ... som effektivt adskiller munkenes verden fra fæstebøndernes og arbejdernes, hvis liv og arbejde foregik uden for og omkring korsgangen." Den bruges også til at forbinde klosterets enkelte dele med døre til kirken, de forskellige sale og cellerne.
Et liv i klausur eller korsgangsliv er også en betegnelse for det monastiske liv, som leves af munke eller nonner. Den engelske betegnelse enclosure ("indelukke" eller "klausur") anvendes i moderne oversættelser af den katolske kirkes kirkeret om klosterlig aflukkethed, og former af det latinske grundord claustrum bruges ofte som metonym for et kloster på sprog som tysk.
Klausureret gejstlighed betegner munke- og nonneordener, der i vid udstrækning afskærmer sig fra det omgivende samfunds anliggender.
Korsgangens forbillede er at søge i det antikke hus’ atrium, der også kendes ved oldkristelige basilikaer og om italienske kirkegårde, campo santo. Selv i Norden kan korsgange forekomme uden forbindelse med klosteranlæg, for eksempel den gotiske korsgang ved domkirken i Slesvig. Danmarks bedste eksempel på et kloster med korsgang er karmelitterklosteret i Helsingør.