| Krebsepest (Aphanomyces astaci) | |
|---|---|
Hyfer og sporangier | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Chromista |
| Række | Oomycota (Ægsporealger) |
| Klasse | Peronosporales |
| Orden | Saprolegniales (vandskimmelordenen) |
| Familie | Leptolegniaceae |
| Slægt | Aphanomyces |
| Art | A. astaci |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Aphanomyces astaci Schikora, 1906 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Krebsepest er en sygdom som angriber ferskvandskrebs. Den skyldes vandskimmelarten Aphanomyces astaci. Sygdommen er hjemmehørende i Nordamerika, hvor krebsene kan leve med sygdommen. Krebsepest menes at være kommet til Europa i 1859, hvor den er dødelig for de europæiske arter, herunder flodkrebs.
Krebsepest skyldes organismen Aphanomyces astaci, som er en vandskimmel, der tilhører gruppen ægsporesvampe (nu også kaldet ægsporealger), som tidligere blev medregnet til svampene, men nu er placeret i riget Chromista.
Organismens livsforløb udspiller sig ved at en fritsvømmende zoospore med 2 flageller sætter sig fast på en krebs. Her mister den sine flageller, og fra sporen vokser en pig gennem krebsens skal. Fra enden af piggen vokser der hyfer som spreder sig i den angrebne krebs' krop. Hyferne danner blomsterlegemer (zoosporangier) udvendig på krebsen. På toppen af sporangierne dannes sporer i en sporebold. Når sporerne er modne efter 10-12 timer frigør de sig og svømmer ud i vandet. De kan svømme i op til 48 timer. Hvis de ikke har fundet en ny krebs at inficere inden for dette tidsrum kan de danne et hvilestadium, kaldet en cyste, som mister flagellerne. Cysten kan senere igen danne nye flageller, og sporen kan genoptage søgningen efter en ny vært. Det kan gentagne sig op til tre gange.

Nordamerikanske ferskvandskrebs kan indkapsle krebsepests hyfer i deres skal, og derved leve med infektionen som bliver permanent. Europæiske arter kan ikke stoppe hyferne som hos dem trænger ind i krebsenes organer og medfører døden efter et par uger. De modne sporer er klar til forlade en europæisk krebs omkring det tidspunkt hvor den dør.
Krebsepests hyfer er 7-10 µm brede, og sporerne er 8-15 µm i diameter, så de kan kun ses i mikroskop. Da flere ægsporesvampe ligner hinanden, kan krebsepest ikke diagnosticeres ved mikroskopi alene. Man har traditionelt dyrket organismen i et laboratorium før man kunne lave en artsbestemmelse, men nu kan man også undersøge om en krebs en inficeret ved at søge efter krebsepests dna med en PCR-analyse af en vævsprøve hvilket er hurtigere.