Kvinder for Frihed var en dansk forening, der blev stiftet den 5. marts 2006 i kølvandet på Muhammedkrisen. Foreningen arbejdede for ligestilling mellem kønnene og markerede sig særligt i debatten om islam, kvinders rettigheder og kvinders brug af muslimsk hovedbeklædning.
Foreningen blev nedlagt ved enstemmig vedtagelse på generlforsamlingen i april 2011, som følge af manglende aktivitet, ringe opbakning til foreningens arrangementer og et drastisk faldende medlemstal til under 100 betalende medlemmer. Ved nedlæggelsen var Liselott Blixt forkvinde.
Foreningens bestyrelse blev i tidens løb tegnet af bl. a. Vibeke Manniche (forkvinde), Jette Plesner Dali (næstforkvinde), Britta Mogensen, Nina Hannover Bjarnason, Andra Pachaï, Nanna Bodé og Karen West.
Kvinder for Frihed blev dannet med det formål at sætte fokus på kvinders rettigheder og skabe debat om, hvad foreningen opfattede som kvindeundertrykkelse i visse muslimske miljøer. Ifølge foreningens daværende forkvinde, Vibeke Manniche, udsprang initiativet af et ønske om at give kvinder en tydeligere stemme i den offentlige debat og udvise solidaritet med muslimske kvinder.
Foreningen havde ved stiftelsen omkring 200 medlemmer og erklærede, at den arbejdede for ligestilling uanset alder, race og religion. Ifølge foreningens vedtægter arbejdede Kvinder for Frihed for ligestilling mellem kvinder og mænd uanset alder, race og religion.
Kort efter stiftelsen vakte Kvinder for Frihed opmærksomhed ved at forsøge at arrangere et foredrag med den norsk-pakistanske standupkomiker Shabana Rehman. Arrangementet blev ikke gennemført som planlagt.
Foreningen har siden deltaget aktivt i den offentlige debat om islam og kvinders rettigheder. Blandt andet kritiserede den Coop for at tillade medarbejdere at bære muslimsk tørklæde, som foreningen anså for et symbol på kvindeundertrykkelse. Kvinder for Frihed deltog aktivt i en langvarig debat i Ugeskrift for Læger og andre medier om kvindelige lægers brug af tørklæder, idet repræsentanter for foreningens bestyrelse bl.a. hævdede, at brug af synlige religiøse symboler er brud på lægeløftet og at tørklæder er uhygiejniske. Debatten startede i 2005 pga. udtalelser fra den senere forkvinde for foreningen.
I forbindelse med Arlas annoncekampagne i arabiske medier i 2006, hvor virksomheden fremhævede tolerance og retfærdighed som grundlæggende værdier i islam, afviste Kvinder for Frihed at deltage i et dialogmøde med Arla og en række andre kvindeorganisationer. I stedet valgte foreningen at annoncere i saudiarabiske medier med budskaber om kvinders rettigheder.
Foreningen kritiserede desuden DR2-programmet Adam og Asmaa, fordi den ene værten Asmaa Abdol-Hamid bar tørklæde. Kvinder for Frihed mente, at tørklædet symboliserer kvindeundertrykkelse og derfor ikke burde normaliseres i det offentlige rum.
Kvinder for Frihed argumenterde for, at brugen af muslimsk tørklæde er et udtryk for kvindeundertrykkelse og derfor ikke bør accepteres. Foreningen har samtidig afvist dialog om dette spørgsmål, idet den betragtede det som et grundlæggende princip.
Foreningens linje er blevet kritiseret af blandt andre integrationskonsulent Fahmy Almajid, der har argumenteret for, at en konfrontatorisk tilgang kan få muslimske familier til at trække sig længere væk fra det øvrige samfund og dermed modvirke integrationen.
Også Dansk Kvindesamfund har kritiseret foreningens metode. Organisationens daværende forkvinde Karen Hallberg udtalte, at Kvinder for Frihed og Dansk Kvindesamfund delte målet om ligestilling, men var uenige om midlerne. Hallberg fremhævede, at dialog og et langsigtet arbejde med muslimske kvinder var mere hensigtsmæssigt end konfrontation, og advarede om, at en hård retorik kunne afholde muslimske kvinder fra at engagere sig i kvindebevægelsen.
Kvinder for Frihed afviste kritikken og fastholdt, at en åben debat om islam og ligestilling var nødvendig for at bryde det, foreningen betragtede som et tabu omkring kritik af islam.