
European Liberal Youth (LYMEC) er en europæisk paraplyorganisation for liberale og socialliberale politiske ungdomsorganisationer. Gennem de 59 medlemsorganisationer i 37 europæiske lande har LYMEC 210.000 medlemmer. Formand er Vedrana Gujic, Kroatien.
LYMEC blev dannet i 1976 som Liberal and Radical Youth Movement of the European Community, men da organisationen også har medlemsorganisationer i lande uden for EU, f.eks. Norge, bruger organisationen i dag forkortelsen LYMEC suppleret med European Liberal Youth. LYMEC er officiel ungdomsorganisation for det europæiske liberale parti, ALDE, og er repræsenteret i partiets besluttende organer. LYMEC har desuden sæde i European Youth Forum.
Fra Danmark er Radikal Ungdom, Venstres Ungdom og Danmarks Liberale Studerende medlem, derudover er Unge Moderater associeret medlem af LYMEC.
Siden maj 2008 har Mette Lykke Nielsen fra Radikal Ungdom været medlem af LYMEC's ledelse.
LYMECs politiske vision er et liberalt, demokratisk og føderalt EU, som omfatter alle Europas stater. LYMEC har været principfast tilhænger af udvidelserne af EU. Indenfor EU arbejder LYMEC særligt for at fjerne alle hindringer for den frie bevægelighed af mennesker, varer, tjenester og kapital. LYMEC er desuden tilhænger af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.