Latinerret

Latinerret, latinske rettigheder eller latinsk statsborgerskab (Latin: ius Latii eller ius latinum) var et sæt juridiske rettigheder, der oprindeligt blev tildelt latinerne og derfor også i deres kolonier (Latium adiectum). Latinitas blev almindeligvis brugt af romerske jurister til at betegne denne status. Med den romerske ekspansion i Italien fik mange bosættelser og coloniae uden for Latium latinerret.

Alle latini i Italien opnåede romersk statsborgerskab som følge af tre love, der blev indført under Forbundsfællekrigen mellem romerne og deres allierede blandt de italienske folk (socii), som gjorde oprør mod Rom. Lex Iulia de Civitate Latinis (et sociis) Danda fra 90 f.Kr. gav romersk statsborgerskab til alle borgere i de latinske byer og de italienske byer, som ikke havde gjort oprør. Lex Plautia Papiria de Civitate Sociis Danda fra 89 f.Kr. gav romersk statsborgerskab til alle forbundne byer i Italien syd for floden Po (i det nordlige Italien). Lex Pompeia de Transpadanis fra 89 f.Kr. tildelte ius Latii (latinerret) til samfundene i Transpadanien, et område nord for Po, som havde stået på Roms side under Forbundsfællekrigen. Den gav også romersk statsborgerskab til dem, der blev embedsmænd i deres respektive kommuner (byer).

Det præcise indhold af ius Latii varierede fra by til by under romersk lov. Det kunne omfatte nogle eller alle af følgende rettigheder:

• Ius commercii: retten til at handle, dvs. retten til at have handelsforbindelser og handle med romerske borgere på lige fod og til at bruge de samme kontraktformer som romerske borgere;
• Ius connubii: retten til at gifte sig i henhold til loven;
• Ius migrationis: retten til at migrere, dvs. retten til at beholde sit statsborgerskab ved flytning til en anden municipium. Med andre ord mistedes man ikke sin latinerret ved flytning til andre steder i Italien.
• Ius civitatis mutandae : retten til at blive romerske statsborgere.

Nogle havde også, under visse betingelser, Ius suffragii ("stemmeret"); denne rettighed blev udøvet som del af én enkelt stamme og kun hvis de flyttede til Rom (i modsætning til romerske borgere, der kunne udøve deres stemmeret – hvis de befandt sig i Rom – som del af deres respektive stammer). Uden for Italien fortsatte begrebet Latinitas med at blive brugt i andre sammenhænge. Cicero anvendte dette udtryk i forbindelse med Julius Caesars tildeling af latinske rettigheder til sicilianerne i 44 f.Kr. Denne status blev senere givet til hele byer og regioner: Vespasian tildelte den til hele Hispania, og kejser Hadrian gav den til mange byer. Lus Latii eller Latinitas bestod helt frem til Justinian I’s regeringstid i det 6. århundrede e.Kr.

Refferancer

Litteratur

• "ius Latii" fra Smiths ordbog over græske og romerske antikviteter, 1875.
• "jus Latii" fra Encyclopædia Britannica, 2007
• "Latinsk oprør"
• Livius XLIII. 3–4. jf. Galsterer 1971, 8-9: (G 15); Humbert 1976, 225-34: (H 138).
• Bowman, AK, Champlin, E., Lintott, A., (red.), The Cambridge Ancient History, bind 10: Det augustanske rige, 43 f.Kr.-69 e.Kr., Cambridge University Press, 2. udgave, 1996;
• Bowman, AK, Garnsey, P., Rathbone, D., (red.), The Cambridge Ancient History bind XI: The High Empire AD 70-192, Cambridge University Press, 2. udgave, 2000, 364-365;
• SA et al. (red.), The Cambridge Ancient History bind VII: De hellenistiske monarkier og Roms opståen, Cambridge University Press; 5. udgave 1928, s. 269–271;
• Lewis, N., Reinhold, M. Romersk civilisation: Udvalgte læsninger, bind 1: Republikken og augustæraen, 3. udgave, Columbia University Press, 1990;
• Lewis, N., Reinhold, M. Romersk civilisation: Udvalgte læsninger, bind 2: Imperiet, 3. udgave, Columbia University Press, 1990;