| M.P. Allerup | |
|---|---|
| Født | 23. november 1799 København, Danmark |
| Død | 17. november 1858 (58 år) Korsør, Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Fabrikant |
| Information med symbolet | |
Mathias Peter Allerup (født 23. november 1799 i Holmens Sogn, København, død 17. november 1858 i Korsør) var en dansk jernstøber og maskinfabrikant. Han var grundlægger af det første jernstøberi på Fyn og derfor en central skikkelse i den tidlige industrialisering på Fyn.
Allerup voksede op i et fattigt hjem, hvor han tidligt vænnede sig til nøjsomhed. Han kom i lære hos snedkermester Velschou i København og arbejdede senere som modelsnedker hos jernstøber Heinrich Meldahl på Vesterbro.
Trods beskedne indtægter lykkedes det Allerup at spare en mindre kapital sammen, og med denne som grundlag udvandrede han til Fyn, hvor han etablerede sig som selvstændig erhvervsdrivende. Ved kongeligt privilegium af 11. juni 1836 grundlagde han et jernstøberi i Odense. Foretagendet blev finansieret dels gennem egne midler, dels med støtte fra fynske godsejere samt et rentefrit lån fra Patriotisk Selskab.
Jernstøberiet var det første på Fyn og det tredje i Danmark uden for København. Det begyndte i beskedne omgivelser i en lille bindingsværksbygning, men udviklede sig hurtigt. Allerup udviste et for tiden usædvanligt teknisk og forretningsmæssigt fremsyn og udbyggede virksomheden med moderne produktionsmetoder. Produktionen havde især fokus på agerdyrkningsredskaber, og den samtidige udvikling mod et mere intensivt landbrug gav virksomheden et voksende afsætningsmarked. Dette muliggjorde overgangen fra småfabrikation til storindustri. Samtidig var produktionen alsidig og omfattede blandt andet dampmaskiner, dampkedler, teglværksmaskiner, kakkelovne og kirkeklokker.
I 1844 opførte Allerup Frederiksbroen i Odense, som var Danmarks første jernbro. Fra 1841 var han desuden medinteressent i Nyborg Jernstøberi.
Allerup var medlem af Odenses Borgerrepræsentation fra 1846 til 1856 og var i en årrække formand for Patriotisk Selskab.
På grund af sin omfattende og banebrydende virksomhed har Mathias Peter Allerup fået eftermælet som den fynske industris fader. Efter hans død blev jernstøberiet videreført af hans tre sønner indtil 1894, hvor det overgik til andre ejere og senere blev omdannet til et aktieselskab.
Allerup døde under en rejse i Korsør og blev begravet på Assistens Kirkegård i Odense.