| MG ZT | |
|---|---|
MG ZT | |
| Produktion | |
| Producent | MG |
| Koncern | MG Rover Group |
| Model | ZT |
| Produktionsår | 2001−2005 |
| Produktionssted | Longbridge, Storbritannien |
| Karrosseri og platform | |
| Type | Stor mellemklassebil |
| Karrosseriformer | 4-dørs sedan 5-dørs stationcar |
| Teknik | 260+: Langsliggende frontmotor, baghjulstræk Øvrige versioner: Tværliggende frontmotor, forhjulstræk |
| Beslægtede | Rover 75 |
| Drivlinje | |
| Motorer | Benzin: 1,8−4,6 liter (88−191 kW) Diesel: 2,0 liter (85−96 kW) |
| Dimensioner og vægt | |
| Akselafstand | 2746 mm |
| Længde | 4747 mm |
| Bredde | 1778 mm |
| Højde | 1417 mm |
| Kronologi | |
| Forgænger | Rover 620ti |
| Efterfølger | MG 7 |

MG ZT var en højtydende version af den store mellemklassebil Rover 75, bygget af MG Rover Group på MG Rovers fabrik i Longbridge. Bilen fandtes også i en stationcarudgave kaldet MG ZT-T. Designet var magen til Rover 75, men med stærkere fjedre og andre forbedringer af undervognen. Produktionen begyndte i 2001 og sluttede i 2005 samtidig med MG Rover Groups konkurs.
I 2001, tre år efter introduktionen af Rover 75 og mindre end et år efter Phoenix Consortium havde købt MG Rover Group af BMW, kom MG ZT og MG ZT-T på markedet. I udviklingsfasen hed modellerne X10 og X11. Bilens konstruktion var identisk med Rover 75, dog havde modellen et mere sportsligt og aggressivt udseende.
I 2003 præsenteredes 260+-modellen (kodenavne X12 og X13) med 4,6-liters V8-motor fra Ford Mustang. Modellen måtte til dette formål omstilles fra for- til baghjulstræk og blev i store træk konstrueret af motorsports- og ingeniørfirmaet Prodrive, før den kom videre til MG Rover. Den eneste udefra synlige forskel mellem 260+ og de andre ZT-modeller var det firedelte udstødningsrør.
Ligeledes i 2003 introduceredes en aerodynamisk optimeret MG ZT-T med 6,0-lites V8-motor med 765 hk med kodenavnet X15, som blev verdens hurtigste stationcar med en topfart på 360,9 km/t. Modellen opnåede denne hastighed ved det 55. årlige Bonneville Speed Week i Bonneville Flats.
I 2004 modificerede MG designet på ZT og ZT-T, så de ligesom resten af modelprogrammet kom til at se mere moderne ud.
Nanjing Automobile Group i Kina købte MG Rover i juli 2005, tre måneder efter selskabets konkurs. Produktionen af MG ZT genoptoges i foråret 2007 under navnet MG 7.