Prinsesse Marie af Orléans

Landflygtighed

Marie Amélie Françoise Hélène af Orléans blev født 13. januar 1865 på Ham House (Ham ved Richmond), Surrey, i England som ældste barn af Robert af Orléans, hertug af Chartres (1840–1910) og hans hustru og kusine Françoise af Orléans (1844–1925). Hun tilhørte huset Orléans, en sidegren af den franske kongeslægt Bourbon. På faderens side var hendes bedsteforældre kronprins Ferdinand Filip af Orléans og Hélène af Mecklenburg-Schwerin. Hendes bedsteforældre på moderens side var François af Orléans, fyrste af Joinville, og Francisca af Brasilien. Begge forældre var således børnebørn af kong Ludvig-Filip af Frankrig ("borgerkongen"), som havde ikke mindre end 10 børn, 5 sønner og 5 døtre, hvoraf flere blev "udmærket godt gift". Det skabte grobunden for slægtens vidtforgrenede dynastiske alliancer.

Orléans-slægtens nyere historie var præget af bratte brud. Ludvig-Filips ældste søn, kronprins Ferdinand Filip, der i 1830’erne havde nydt større popularitet end faderen og "måske kunne have reddet kongedømmet i Frankrig", omkom ved en kørselsulykke i Paris i 1842. Under Februarrevolutionen 1848 måtte Ludvig-Filip, 75 år gammel, flygte til London, hvor han døde to år senere. I eksilet medbragte han den afdøde søns unge enke, kronprinsesse Hélène, og hendes to små sønner. Det havde været kongens håb, at han kunne have reddet tronen til den ældste af dem, men det lykkedes ikke. Frankrig blev republik indtil Napoleon 3.s kup i 1852, og de to kongelige børnebørn vendte siden tilbage til Paris.

Familien levede således i landflygtighed efter Ludvig-Filips fordrivelse ved Februarrevolutionen 1848, og Marie tilbragte derfor sin tidlige barndom i Storbritannien, hvor hendes familie levede under relativt beskedne økonomiske vilkår. Dronning Victoria stod på venskabelig fod med Ludvig-Filips familie, som hun også var knyttet til gennem ægteskabsforbindelser: Ludvig-Filips datter, prinsesse Louise, var anden hustru til Victorias onkel, kong Leopold 1. af Belgien, og en af Ludvig-Filips sønner, hertugen af Nemours, giftede sig med Victorias kusine, prinsesse Viktoria af Sachsen-Coburg-Saalfeld-Koháry. Efter Napoleon 3.s fald flyttede Marie i 1871 med forældrene tilbage til Frankrig.

I Orléans-slægten var hendes farbror Filip af Orléans, greve af Paris, familiens overhoved og orléanistisk tronprætendent. Marie havde søskendene Henri, Marguerite og Jean. Jean (1874–1940) blev senere slægtens overhoved (hertug af Guise) og kom siden til Danmark, hvor han uddannedes som garder-officer. Søsteren prinsesse Marguerite nævnes desuden som genstand for den senere Christian 10.s første forelskelse. Trods senere tilpasning til dansk levevis fastholdt Marie en stærk fransk identitet og beskrev sig selv som "une bourgeoise".

Uddannelse og opvækst

På hjemkomsten til Paris voksede prinsesse Marie op i den Tredje Franske Republik. Hendes opdragelse var præget af en uformel omgangsform med begrænset hofetikette. Familien boede i en periode i en villa ved Le Havre, hvor de var "meget fattige". Prins Erik har senere skrevet, at de ikke engang havde råd til havemedhjælp, og at Marie og broderen Henri derfor selv måtte tage fat i det praktiske arbejde. Senere, da faderen blev udnævnt til oberst med garnison i Lunéville, beskrives Maries barndom dér som lykkelig. Familiens økonomiske kår blev forbedret, da republikken senere tilbagebetalte den formue, som Napoleon 3. havde søgt at berøve Orléans’erne.

Marie blev beskrevet som et energisk og udpræget selvstændigt barn. Hun foretrak ofte at lege alene i slotsparken, klatrede i træer, red tidligt og hurtigt, og udviklede en varig interesse for at tegne og male, som særligt kom til udtryk, når vejret holdt hende indendørs. Den boglige skolegang indledtes sent; hun var "10 år gammel [...] inden hun kunne læse ‘rent’", men derefter "kom der fart i læsningen", og hun "slugte alle de bøger, hun kom i nærheden af".

Omkring 6-årsalderen blev hun sat i klosterskole nær hjemmet, men trivedes dårligt i den institutionaliserede disciplin. Hun følte sig bedst tilpas alene eller i voksnes selskab og var "grædefærdig over at skulle spærres inde i ‘æsken’", som hun kaldte skolen. Hun stod i frikvartererne ofte for sig selv og afviste jævnaldrende, der nærmede sig, men knyttede samtidig et markant venskab til en socialt udstødt pige, "en lille, grim, pukkelrygget og halt pige", og de blev "fra det øjeblik uadskillelige". Konflikter med skolens autoriteter kulminerede i gentagne flugter og disciplinærsager, og efter en irettesættelse for manglende lektielæsning besluttede hun at "lave en demonstration" ved at kravle over muren og tilrettelagde sin hjemkomst, så den passede med skolens vognkørsel. Siden gentog hun flugten, og da hun også "fyrede papirkugler i nakken på læreren", blev hun taget ud af skolen og fik privatlærer. Samlet blev hun, ifølge Skougaard, i ungdomsårene en "meget selvstændig, køn og intelligent pige", som ikke veg tilbage for at markere sig med "en hurtig replik".

Forlovelse til Prins Valdemar

I 1880’erne søgte dronning Louise en ægteskabsforbindelse mellem det danske kongehus og den franske fyrsteslægt Orléans, en bourbonisk sidelinje med fortsat politisk prestige efter kejserdømmets fald. Valget faldt på prinsesse Marie, datter af hertug Robert af Chartres og sønnesønnesøn af den tidligere franske "borgerkonge" Ludvig Filip. Ved et besøg i Danmark på Fredensborg slot i 1884 præsenteredes den 19-årige Marie for kongeparret, og efter prins Valdemars hjemkomst fra togt i Middelhavet blev forbindelsen fulgt op med et besøg hos hendes familie i Amsterdam. På tidspunktet blev Orléans-slægten endnu betragtet som en mulig fremtidig fransk tronlinje.

Ved prins Valdemars besøg hos hertugparret af Chartres fandt det første møde med prinsesse Marie sted under uformelle omstændigheder, som siden ofte er blevet gengivet. Valdemar berettede: "Jeg blev modtaget på det venligste af hertugparret, og mens vi sad og underholdt os, åbnede en 20-årig, ung pige døren [...] kom hun til at spilde en kop med maling hun holdt i hånden, ned over sig [...] Prinsesse Marie var jo en højt begavet malerinde". Episoden gjorde indtryk på dem begge og hun blev skildret som et "ligefremt naturbarn", der samtidig ønskede at vise "sin lige så medfødte værdighed som stolthed over sin ædle byrd".

Ægteskabsforhandlingerne blev gennemført hurtigt. På tre dage blev pavens dispensation til ægteskab mellem katolik og protestant indhentet, forlovelsen offentliggjort, og pressen bragte snart billeder af hendes "pikante profil", som ifølge Valdemar "vakte almindelig tilfredshed". Efter aftalen fastlage Pave Leo 13., at parrets sønner skulle opdrages evangelisk-luthersk, mens parrets datter skulle opdrages katolsk. Datteren, Margrethe (Margrethe Françoise), blev dermed den første danske prinsesse siden Reformationen, der blev opdraget katolsk. Tilladelsen blev givet ved et pavebrev, som kostede den svimlede sum af 120.000 kr. Forhandlingerne mellem Den Hellige Stol og fyrstehuset Orléans blev ført af prælaten, monseigneur d’Hulst ^(en).

Kort efter forlovelsen ankom prinsesse Marie i september 1885 første gang til Fredensborg Slot. Hun kendte endnu kun Danmark fra det korte besøg året før, men faldt hurtigt ind i kongefamilien og befandt sig ubesværet i kredsen af svogre og svigerinder. Især hendes svoger, den russiske kejser Alexander 3., udtrykte stor tilfredshed med prins Valdemars "valg" af gemalinde og bemærkede, at brudefølget mindede ham om "en slags normannerfærd, hvor danske vikinger bragte deres hustruer hjem fra Frankrig". Under opholdet deltog hun aktivt i udflugter og jagter omkring Fredensborg og vakte opmærksomhed ved under en svampejagt at opmuntre sig selv med det franske revolutionsråb "Allons enfants de la patrie", hvilket overraskede familiens ældre legitimistiske medlemmer.

Vielsen og hvedebrødsdage

Brylluppet mellem prins Valdemar og prinsesse Marie blev i oktober 1885 afholdt som en flerdages fest i Paris. 19. oktober samledes familien til familietaffel i de franske svigerforældres palæ, hvor ægteskabskontrakten blev underskrevet, og samme aften fandt en stor modtagelse sted på Hotel Demidoff for 1500 gæster. Efter den foreskrevne borgerlige vielse hos borgmesteren i Paris’ 8. arrondissement drog flere hundrede gæster i vogne til familieslottet Château d'Eu i Normandiet, hvor greven og grevinden af Paris tog imod.

Blandt gæsterne deltog fra dansk side bl.a. Christian 9. og dronning Louise samt kronsprins Frederik (8.) og kronprinsesse Lovisa. Fra England Edward og Alexandra, fra Gmunden Ernst August og Thyra. Fra Rusland måtte Alexander (3.) og Dagmar af sikkerhedsgrunde blive væk og nøjedes med at sende zarens yngre, ugifte bror, storfyrst Alexis. Fraværet blev begrundet med nylige attentatforsøg mod Alexander 3. og erindringen om et tidligere attentatforsøg mod Alexander 2. under dennes sidste Paris-besøg. Også Georg og Olga fra Grækenland meldte afbud, angiveligt på grund af politiske forviklinger i hjemlandet.

Det franske fyrstelig opbud var dominerende. Blandt de nærmeste Orléans-slægtninge deltog brudens far, Robert, hertug af Chartres (45 år), bosat i Paris og gift med sin kusine Françoise, datter af hertugen af Joinville. Desuden deltog hertugen af Joinville samt hans brødre hertugen af Aumale og hertugen af Montpensier. En af værtsfamiliens døtre var brudens kusine Amélie, senere dronning af Portugal, og blandt brudens søskende deltog Henri (18 år), Marguerite (16 år) og Jean (12 år; 1874–1940). Blandt de øvrige fyrstelige gæster var Leopold 2. (søn af kong Leopold 1. og onkel til den senere kong Albert af Belgien) samt prins Ferdinand af Sachsen-Coburg, den senere konge af Bulgarien.

Den kirkelige vielse blev først foretaget på fjerdedagen. Herefter foretog parret en kort bryllupsrejse og tilbragte derpå omkring en måned hos Ernst August og Thyra i Gmunden, Østrig, inden de i midten af december vendte tilbage til København, fik en festlig modtagelse og flyttede ind i Det Gule Palæ i Amaliegade, stillet til rådighed af Christian 9. Kongens broder prins Hans beholdt sine værelser i husets stueetage til sin død i 1911. For prins Valdemar var det uproblematisk at indrette sig i palæet, hvor han var født og havde tilbragt sin barndom, og prinsesse Marie fandt sig ligeledes hurtigt til rette.

Om brudens bryllupskjole bemærker museumsinspektør Ellen Andersen i Som man klædte sig (1979), at det "hensatte Staden Paris i den største Forbavselse, at hele Prinsesse Orléans’ Udstyr var syet uden Tournure", dvs. uden den datidige, stive bagparts-pude/konstruktion, der formede kjolens silhuet. Oplysningen blev også bemærket i København og "gav de københavnske damer noget at tale om", og i samme sammenhæng omtales prinsesse Marie som en "forbavsende og dejlig dame".

Hun var den første franske prinsesse, der ægtede sig ind i det danske kongehus (hvis der ses bort fra Emma af Normandiet fra fyrestehuset Normandiet). Det på tidspunktet seneste giftermål mellem de danske og franske kongeslægter var Ingeborg af Danmarks, datter af Valdemar den Store, vielse til Filip 2. August af Frankrig i 1193.

Bryllupets politiske ramifikationer

I 1886 vedtog Frankrig påny en eksillov, der tvang alle medlemmer af de gamle fyrstehuse til at forlade landet. Man nåede altså lige akkurat at fejre prinsesse Maries bryllup med Valdemar i oktober 1885 og de ankom i december 1885 til København.

Prinsesse Maries ægteskab med prins Valdemar i 1885 blev i samtiden opfattet som en forbindelse med udenrigspolitisk betydning. Medens prinsesse Thyras bryllup med hertugen af Cumberland havde fremkaldt voldsomt politisk røre, gik dette bryllup dog mere stille af. Orléans-slægten havde intet direkte udestående med Tyskland, men blev anset for udpræget franskpatriotisk. Under et besøg på Fredensborg i september 1885 understregede hertugen af Chartres over for den franske gesandt, at Marie "var fransk i sit hjerte" og håbede, at hun i givet fald kunne få "moralsk støtte" fra den franske legation. Den europæiske presse fremhævede samtidig, at forbindelsen styrkede relationerne mellem Orléans-familien og den russiske kejserfamilie gennem det danske kongehus.

For den republikanske regering i Paris var ægteskabet derfor ikke uproblematisk, især i lyset af monarkisternes fremgang ved valgene i 1885, hvor enhver styrkelse af de orléanistiske dynastiske netværk blev fulgt med skepsis. Også i Tyskland blev brylluppet iagttaget med opmærksomhed: udsigten til kejserinde Dagmars deltagelse fik Otto von Bismarck til at advare Østrig-Ungarn om, at de russiske forbindelser til Orléans-slægten kunne tolkes som støtte til en mulig monarkisk restaurationsudvikling i Frankrig.

Sprog og breve

I begyndelsen af ægteskabet talte prins Valdemar og prinsesse Marie altid engelsk sammen. Prinsessen lærte dog hurtigt det danske sprog og udtrykte sig derefter både mundtligt og skriftligt på dansk. Ifølge sønnen prins Erik lagde prinsesse Marie straks efter ankomsten til Danmark en målrettet indsats i at lære dansk, og hendes dansk blev hurtigt "overmaade korrekt", om end med en vedvarende accent. Hun lyttede bl.a. til prins Valdemars samtaler med nære sømandskammerater, hvilket medførte, at kraftige maritime vendinger af og til "gled hende i munden", uden at hun altid fornemmede deres register. Hun har selv fortalt, at hun undertiden oplevede tilhørere blive stive af forfærdelse eller kobberrøde for at holde indeklemt grin, når hun uforvarende brugte sådanne udtryk. Hun skrev et korrekt dansk i sine mange breve, så mange, at man spøgende sagde, at næppe noget postbud i Danmark ikke kendte hendes håndskrift. Prins Erik har senere fortalt, at da det blev hævdet, at hun i lige linje nedstammede fra Ludvig XIV (i 13. led), reagerede hun afvisende med udbruddet: "Vorherre bevares! Han, som ødelagde Frankrig og som aldrig vaskede sig!".

Potentiel dronning af Bulgarien

I 1886 overvejede Bulgariens nationalforsamling at udpege prins Valdemar til ny monark, efter at hans svoger, den russiske kejser Alexander 3., ønskede fyrst Alexander af Battenberg afsat, da denne havde skabt Rusland "for meget besvær". Valdemar afviste imidlertid tilbuddet, og ifølge hans senere erindring modtog han under et ophold i Cannes et telegram fra premierminister Stefan Stambolov med tilbuddet, og efter drøftelse med sin hustru blev sagen afgjort, da prinsesse Marie straks erklærede: "Jeg tager aldrig derned!". Afslaget bidrog samtidig til, at andre kandidater fra Maries franske familie kom i spil. Hendes grandtante prinsesse Clémentine fik gennemtrumfet, at hendes søn, den 26-årige prins Ferdinand af Sachsen-Coburg, besteg den bulgarske trone i 1887, til stor irritation for Alexander 3.

Det Gule Palæ og prinsessens sociale og kulturelle dispositioner

Efter ægteskabet fortsatte prins Valdemar sin flådekarriere (kaptajn 1889, kommandør 1898), men parrets hjem i Det Gule Palæ i Amaliegade udviklede sig samtidig til et markant socialt centrum i København. Huset blev hurtigt et samlingssted for en kreds, der i vid udstrækning stod uden for Christian 9.s stok-konservative hofmiljø. Drivkraften var prinsesse Marie, der fra Paris var vant til at færdes blandt "den franske intelligens" og repræsentanter for fransk åndsliv og kunst, og som i København skabte et fornyende, bredere orienteret selskabsliv. Prins Valdemar støttede hendes initiativer, men "var og forblev søofficer".

Prinsesse Marie indførte hver torsdag halv-officielle visitter i Det gule Palæ, hvor alle kunne aflægge et besøg. Det var især for damer, men også for diplomater og andet godtfolk. Modtagelserne varede til ca. kl. 18 og blev ledsaget af kager fra Petit Fours på Østerbrogade. Husets faste vennekreds var i store træk den samme gennem mange år.

Marie omtales som mere end en "begavet amatør" i malerkunsten og som aktiv værtinde for tidens danske kunst- og teatermiljø. Hendes efterladte gæstebøger fra 1890’erne dokumenterer et usædvanligt bredt netværk af bidragydere, herunder malerne Viggo Johansen, Frants Henningsen, Peter Mønsted, Otto Bache, Vermehren, Christian Blache, Hans Tegner, Otto Haslund, Bertha Wegmann, Albert Edelfelt og Thorvald Niss. På scenekunstsiden nævnes bl.a. Olaf Poulsen, Emil Poulsen, Betty Hennings, Anna Bloch, Peter Jerndorff, sangeren Vilhelm Herold samt den unge lovende Frederik Jensen. Kredsen adskilte sig eksplicit fra det miljø, man "bestemt ikke" mødte hos Christian 9., der foretrak officerer og landadel.

Det Gule Palæ blev samtidig et fast holdepunkt for flådens folk. I perioden 1886–1909 fremhæves, at intet udenlandsk flådebesøg i København gik forbi uden en gallamiddag hos prins Valdemar. Gæstebøgerne rummer hilsener fra franske, græske, engelske, russiske, amerikanske, norske og svenske søofficerer, som hylder værtinden. I sin bedste tid gjorde Marie hjemmet til et "midtpunkt" også for den danske flåde. Rejsningen af Carl Martin-Hansens mindesøjle på Langelinie efter hendes død fremstilles som et udtryk for flådens hengivenhed, ikke alene for hendes gæstfrihed, men også for hendes sociale indsats for søens folk, både "i den store basarstil" og diskret "med egne midler".

Familieliv og børneopdragelse

Prinsesse Marie og prins Valdemar fik fem børn: prins Aage (1887), prins Axel (1888), prins Erik (1890), prins Viggo (1893) og prinsesse Margrethe (1895). Marie opnåede i den nærmeste kongefamilie et usædvanligt frisprog over for Christian 9., og i den glücksborgske svigerfamilie blev Marie et fornyende islæt i forhold til dens hidtil noget stive, distante og gammeldags stil.

I Det Gule Palæ i Amaliegade prægede hendes artistiske smag, omgangskreds og liberale opdragelse af børneflokken i særlig grad hjemmets atmosfære. Datteren Margrethe har senere beskrevet børnenes daglige familieliv i Det Gule Palæ (samt ophold på Bernstorff og Amalienborg) og oplyst, at hun og hendes fire brødre i familiekredsen blev kaldt "De uartige fra Det gule Palæ". Hun mindedes, at kong Frederik 9. langt op i årene ved møder kunne sige: "Nå, der har vi en af de uartige", og hun nævnte bl.a. en juleepisode på Amalienborg, hvor broderen Erik klatrede op i det store juletræ og væltede det. Faderen ville sende ham i seng, men Frederik 8. gik i forbøn for ham, efter at juletræet med stort besvær var rejst igen.

Velgørenhedsarbejde

Prinsesse Marie engagerede sig aktivt i velgørenhedsarbejde og lod store arrangementer gennemføre med hjælp fra en fast kreds omkring Det gule Palæ. Ifølge sønnen prins Erik bistod bl.a. admiral Evers og hans hustru, kammerherre dr.phil. Carl Rothe, samt kaptajn Vilhelm von Rosen og hans søstre Marie og Ellen. Marie von Rosen var hofdame hos prinsessen, mens søsteren var priorinde på Vemmetofte og forstanderinde på Dronning Louises Børnehjem. Prinsessen ledte an ved de store basarer og indsamlinger, herunder valmuefester i Koncertpalæet og arrangementer i Prins Vilhelms Palæ og Casino, samt bl.a. Skt. Joseph-søstrenes basar, der ofte blev tiltrak offentlig interesse.

I konkrete indsamlinger lagde Marie også vægt på ligebehandling. Ved landsindsamlingen efter ulykken ved Harboøre sendte hun de første 10.000 kr. til stedets præst, men da hun fik at vide, at han havde udtalt, at de "troende" efterladte burde foretrækkes, forlangte hun pengene tilbage og understregede: "Jo, det er netop derfor, at jeg ikke ønsker, at nogen skal foretrækkes frem for andre”. Omkring 1900 tog hun selv imod bidrag i palæet til en indsamling for skadelidte efter en julestorm, og i familien blev der spøgt med at sætte et skilt på hendes arbejdsdør: "Kontor, Døren er aaben!". Prins Erik bemærker, at hun ofte gav "over Evne", at hun til tider blev narret, men at hun selv afdramatiserede det med ordene "Herregud, det er jo fattige Mennesker!", samt mottoet "Tout voir — c’est tout pardonner!" ("At se alt — er at tilgive alt!"). Kort før jul 1909 havde hun desuden bestilt 64 ænder, som sammen med en tikrone skulle sendes til hendes mest private fattige juleaften.

Familiebesøg, slægtsmiljø og senere udvikling

Hun besøgte ofte sine forældre i Frankrig, bl.a. på store jagtture i Chantillys skove, nord for Paris. Her besøgte de hendes grandonkel Henri af Orléans, hertug af Aumale, som ejede Château de Chantilly, og som han ved sin død skænkede til Académie française. De besøgte også ofte Château Saint-Firmin ved Chantilly i departementet Oise, som var i familiens eje.

I mange år, især i hendes børns barndomsår, rejste prinsesse Marie og hendes familie regelmæssigt til Frankrig og knyttede sig ved disse ophold tæt til hendes forældre og især hendes bedsteforældre, hertugen og hertuginden af Chartres, som om sommeren boede på slottet St. Firmin og om vinteren i Rue Jean Goujon i Paris. Marie besøgte dem typisk 2–3 gange årligt, ofte ledsaget af prins Valdemar. Opholdene var præget af et traditionelt slægtsmiljø, bl.a. kørsel med hest og vogn, men senere anskaffede bedstemoren automobil. Familien boede i perioder i Paris på Hotel Terminus ved Gare du Nord, når slægtens egne boliger ikke var til rådighed. Maries franske bedsteforældre besøgte også Danmark og boede da i Det Gule Palæ i Amaliegade samt om sommeren på Bernstorff eller Fredensborg. Efter deres død blev de begravet i slotkapellet i Dreux.

Erhvervspolitisk indflydelse og engagement i Østasien

Prinsesse Marie udøvede en betydelig uformel, politisk og erhvervspolitisk indflydelse i Danmark, særligt gennem sit dybe engagement i handel og skibsfart mod Østasien. Selvom hun ifølge forfatteren Bo Bramsen var for klog til at blande sig direkte i partipolitik eller den parlamentariske proces, fungerede hun i stedet som en central formidler mellem kongehuset og erhvervslivets ledende aktører. Hendes hjem, Det Gule Palæ, blev et selskabeligt samlingssted, hvor hun samlede "landets bedre hoveder" samt fremtrædende personligheder fra politik og finansverden. Her færdedes blandt andre juristen og ØK-bestyrelsesmedlemmet Johan Henrik Deuntzer, som i 1901 blev Danmarks første konseilspræsident efter systemskiftet, og som kong Christian 9. netop lærte at kende gennem middagsselskaberne hos prinsessen. Hendes katolske tro fik desuden en indirekte politisk betydning i forbindelse med det norske tronskifte i 1905. Da hendes ægtefælle, prins Valdemar, blev foreslået som konge af Norge, afslog han blandt andet for at fortsætte sin karriere som søofficer, men også for at skåne både hustruen og Norge for de vanskeligheder, hendes religion kunne have medført.

Det Østasiatiske Kompagni (ØK)

Centralt for hendes virke stod det nære venskab med etatsråd H.N. Andersen og dennes hustru, Marie Andersen, som ofte kom i det kongelige hjem. Kontakten opstod tidligt, da den tidligere koffardikaptajn fra Nakskovs virksomhed, "Andersen & Co." (grundlagt 1884), endnu primært bestod af et sømandshotel og enkelte forretningsejendomme i Bangkok. Ifølge sønnen prins Erik udsprang venskabet af begge ægtepars stærke interesse for Østen og en fælles opfattelse af, at den danske handelsverden måtte frigøre sig fra sine daværende begrænsninger for at skabe nye muligheder i udlandet for landets handlekraftige, eventyrlystne ungdom. Da Andersen i 1897 med bistand fra Landmandsbankens direktør, Isak Glückstadt, omdannede virksomheden til Det Østasiatiske Kompagni (ØK), bidrog prinsesse Marie som medstifter afgørende til at overvinde den modstand og mistillid, foretagendet mødte i begyndelsen. Denne kontakt fik på længere sigt også betydning for sønnen prins Axel.

Prinsessen tillægges et udpræget forretningstalent med en "mærkelig flair for forretning" og "kommerciel Fantasi", idet hendes engagement rakte langt ud over de rent repræsentative pligter. I ØK's første år fulgte hun virksomheden så tæt gennem mødedeltagelse og undertiden daglige besøg på kontorerne og i Københavns Frihavn, at medarbejderne spøgefuldt omtalte hende som "den lille direktør". Hun fulgte generelt hovedstadens infrastruktur og udvikling nøje og nærede et håb om, at den nyanlagte Frihavn hurtigt ville opnå en international position på niveau med de store engelske og tyske havne. Hendes talent kom ligeledes til udtryk i etableringen af udenrigsøkonomiske forbindelser, hvor hun bistod H.N. Andersen med kontakter til franske firmaer. Dette førte blandt andet til dannelsen af det fransk-østasiatiske kompagni Estier, som senere blev indlemmet i ØK, ligesom hun var drivkraften bag oprettelsen af kompagniets første franske og russiske datterselskaber. På trods af en udtalt modvilje mod tyskere formidlede hun endog kontakt til den tyske reder Albert Ballin.

Valkyriens togt i Østasien

Som formidler af nye idéer mellem prins Valdemar og den ellers tavse, utålmodige og egenrådige H.N. Andersen, udøvede Marie en mærkbar og inspirerende indflydelse på sidstnævnte. De tre delte en fælles ambition om at knytte kongehusets repræsentative muligheder sammen med fremmelsen af dansk handel for at "vise det danske flag på verdenshavene" i de egne, hvor Danmark søgte økonomiske interesser. Det mest konkrete resultat af dette samarbejde blev krydseren Valkyriens otte og en halv måned lange ekspedition til Østasien i 1899–1900. Togtet, som blev udformet på forslag af H.N. Andersen og prinsessen, havde prins Valdemar som skibschef og indebar repræsentative goodwillbesøg i Siam, Kina og Japan.

Prinsesse Marie var personligt optaget af, at ekspeditionen skulle lykkes, og hun understøttede den både praktisk og symbolsk. Hun lod fremstille brevpapir, menuer og andre tryksager prydet med hendes egen tegning af en valkyrie som bomærke, og hun sørgede for julegaver til samtlige ombordværende, da besætningen skulle fejre jul i en kinesisk havn. Hjemmefra fulgte hun togtet gennem breve og telegrammer og sendte nytårsaften 1899 en personlig telegrafisk hilsen til besætningen, hvori hun betegnede sig som dens ven. Togtet blev en markant succes, der ifølge Bramsen satte varige spor i den danske østasienhandel. Det bekræftede værdien af Andersens initiativer i området og styrkede samtidig hans personlige forbindelse til kongehuset permanent.

Rolle ved systemskiftet

Den energiske, franskfødte prinsesse Marie spillede en afgørende, politisk aktiv rolle i gennemførelsen af det danske systemskifte i 1901, idet hun med succes rådgav og overbeviste kong Christian 9. om nødvendigheden af at overgå fra kongevalgte regeringer til et ministerium baseret på Folketingets flertal og det folketingsparlamentariske princip. Ved folketingsvalget den 3. april 1901 led det konservative Højre et tordnende valgnederlag, hvor partiet, efter at have "regeret sig selv i stykker", blev reduceret til blot otte mandater. Omvendt vandt Venstrereformpartiet et absolut flertal med 75 ud af 113 mandater, hvilket var et klart budskab om, at partiets tid var kommet. På højeste sted stod dette imidlertid ikke klart, og den 83-årige kong Christian ville formentlig blot have udnævnt endnu en godsejer til konseilspræsident (statsminister), hvis ikke personer nær hoffet havde grebet ind. Efter valget udspillede der sig mange intriger for at få kongen til at drage konsekvensen af valget, idet flere i kongefamilien anså et regeringsskifte for uundgåeligt. Selv hoffet var begyndt at mærke virkningerne af den lange forfatningskamp, da et lovforslag om apanage til kronprins Frederiks to døtre havde siddet fast i Folketingets finansudvalg siden 1897.

Prinsesse Marie arbejdede aktivt for at give Venstrereformpartiet del i magten. Som kongens "yndlingssvigerdatter" nød Marie imidlertid majestætens fulde bevågenhed og forstod betydningen af et systemskifte. Hun allierede sig med kredsen omkring Landmandsbanken og Det Østasiatiske Kompagni (ØK), som hun selv var aktionær i. Denne indflydelsesrige kreds talte blandt andre Privatbankens direktør, Aksel Heide, der tillige var bestyrelsesmedlem i ØK og søgte audiens hos kongen om regeringsspørgsmålet, samt ØK's grundlægger (1897), den store finansmand H.N. Andersen. Allerede på selve valgdagen den 3. april inviterede prinsesse Marie og prins Valdemar til middag i Det Gule Palæ. Her og under forudgående rådslagninger fødtes tanken om en venstreregering, og man fandt frem til en velegnet kompromiskandidat i form af juraprofessoren Johan Henrik Deuntzer, der var næstformand i ØK's bestyrelse. H.N. Andersen og prinsessen foretrak Deuntzer frem for Venstres reelle leder, J.C. Christensen, fordi professoren i modsætning til sidstnævnte var en akademiker med stærke forbindelser til den københavnske elite.

I sine bestræbelser på at få kongen til at udpege en regering med baggrund i Venstre, lykkedes det prinsesse Marie at påvirke majestæten til at acceptere Deuntzer. Udpegelsen var bevidst tænkt som kun en mindre indrømmelse, der skulle sikre, at det ikke så ud, som om kongen fuldkommen kapitulerede over for Venstre og parlamentarismen. I kongens øjne talte det særligt til Deuntzers fordel, at han havde meldt sig som frivillig til krigen i 1864, ligesom det var beroligende, at professoren stod helt uden praktisk politisk erfaring. Deuntzer var således hverken aktiv politiker, medlem af Folketinget eller af Venstre, og han havde forud for regeringsdannelsen kun truffet J.C. Christensen en enkelt gang. Resultatet af disse langsigtede kongelige og erhvervsmæssige manøvrer blev selve indvarslingen af det nye politiske system.

Udenrigspolitisk indflydelse

Prinsesse Marie var en levende og markant personlighed i det danske kongehus, der var som skabt til både at charmere og forarge, og som sjældent lagde skjul på sine personlige holdninger i de politiske spørgsmål, der interesserede hende, heriblandt de udenrigspolitiske. Trods sin tilpasning til dansk levevis, sin indsats for danske interesser og sit tilhørsforhold til inderkredsen omkring H.N. Andersen og Det Østasiatiske Kompagni (ØK), forblev hun en dedikeret fransk patriot, der altid forsøgte at varetage Frankrigs politiske interesser. Denne konstante politiske iver var dog noget, hendes svoger og svigerinde, kejser Alexander 3. og kejserinde Dagmar, fandt meget irriterende, idet hun uophørligt sendte dem breve og opfordringer. Hendes indgriben i dansk politik kom blandt andet til udtryk i 1902, hvor hun var afgjort imod og drev underhåndsagitation over for planen om at afhænde De Dansk-Vestindiske Øer til USA.

Rygtet overdrev med stor sandsynlighed hendes indgriben i storpolitiske begivenheder. Eksempelvis afvistes tyske påstande om, at hun skulle have haft andel i affæren om "de bulgarske breve" i 1887. Ligeledes tilskrev den franske presse hende efter hendes død en formodentlig overdreven diplomatisk indflydelse på både indgåelsen af den fransk-russiske alliance i 1894 samt bilæggelsen af Frankrigs og Tysklands kolonipolitiske stridigheder i Marokkospørgsmålet i 1905. Der er dog formentlig en vis sandhed i begge.

I praksis spillede prinsessen dog en ganske reel udenrigspolitisk rolle. Ifølge historikeren Troels Finks værk Estruptidens politiske historie 1875–1894 blev ægteskabet mellem prinsesse Marie og prins Valdemar i samtiden læst ind i et bredere europæisk magtspil. Forbindelsen koblede det danske kongehus tættere til den franske Orléans-kreds og skabte, via den russiske kejserfamilie på Fredensborg, en tråd til den gryende fransk-russiske tilnærmelse i årene 1891–1894. Her fungerede Marie som et aktivt bindeled; hun stod i direkte kontakt med zar Alexander 3. og agerede informationskanal for franske diplomater og militære repræsentanter i København. Hendes ivrige samvirken med det franske diplomati blev dog hverken billiget af kong Christian 9. eller af det danske udenrigsministerium. Hendes indflydelse markeredes allerede i sommeren 1891, da en fransk flådeafdeling under admiral Gervais anløb København på krydseren Marengo på vej mod Kronstadt. Kronprinseparret og prinsesse Marie aflagde straks visit; en handling der blev opfattet som en vigtig politisk markering, især fordi kongens indledende fravær havde "pikerede franskmændene", indtil han nåede hjem og afholdt en middag på Amalienborg. I samme anledning skrev Marie direkte til zaren og anbefalede Gervais varmt.

Den mest opsigtsvækkende konsekvens af prinsessens diplomatiske bestræbelser indtraf i oktober 1893 som en spejling af et russisk flådebesøg i Toulon. Ifølge franske rapporter var det Marie, der tidligt foreslog en demonstration i København for at "vise de franske farver og ... gøre en lille manifestation". Den franske militærattaché Beauchamps fremhævede i denne sammenhæng hendes enestående position med ordene: "Det er forøvrigt enestående, at man gennem Hendes Kgl. Højhed kan få underretning om, hvad zaren siger eller tænker" [51]. Planen om flådebesøget blev forelagt den danske udenrigsminister, Tage Reedtz-Thott, meget sent og var bevidst maskeret som et forventet anløb af fiskeriinspektionsskibe. I realiteten ankom de moderne franske krigsskibe L’Isly og Surcoup til havnen. Da zaren den 13. oktober 1893 både deltog i kølstrækningen af det russiske krigsskib Standard hos Burmeister & Wain og samme dag valgte at gå ombord i L’Isly, vakte det enorm international opsigt og gav ny næring til tvivlen om, hvorvidt Danmark reelt kunne opretholde sin neutralitet.

Denne begivenhed udløste et alvorligt indenrigspolitisk opgør i Danmark. Udenrigsminister Tage Reedtz-Thott gjorde prinsesse Marie personligt ansvarlig for både krigsskibenes ankomst og zarens ombordstigning. Prinsessen protesterede kraftigt mod anklagen og ønskede at blive hørt, hvilket resulterede i, at hun i marts 1894 lod udarbejde en skriftlig redegørelse stilet til konseilspræsident J.B.S. Estrup. Estrup afviste imidlertid at videresende dokumentet, idet han nægtede at fungere som mellemmand i et angreb på en regeringskollega. Samtidig fik affæren vidtrækkende udenrigspolitiske følger; den franske legation krævede officiel "satisfaktion af hensyn til Frankrigs værdighed", alt imens de danske myndigheder måtte arbejde på højtryk for at begrænse den negative virkning over for Tyskland og ihærdigt forsøge at fastholde indtrykket af fuld dansk neutralitet.

Fransk baggrund og personlighed

Prinsesse Marie var en usædvanlig livlig, modig og selvstændig skikkelse, hvis personlighed i udpræget grad var formet af hendes franske og kosmopolitiske baggrund. Hun var et ægte barn af sin nation, forblev fransk patriot hele livet og bevarede en smuk, elegant og fremmedartet fremtræden, der blev yderligere forstærket af hendes forkærlighed for meget høje hæle. Selvom hun tilhørte huset Orléans, betegnede hun sin egen sociale identitet som "une bourgeoise" og udviste en medfødt fyrstelig fornemhed parret med dyb foragt for ligegyldige standsforskelle. Opvæksten i eksil i England og Frankrig havde lært hende både nøjsomhed og stolthed; i perioder uden tjenestefolk havde hun og hendes bror Henri måttet klare de praktiske gøremål selv. Hun bar slægtens politiske historik og tragedier med sig, men formåede også at forsone gamle stridigheder, hvilket skete symbolsk, da Bourbon-slægtens ældre hertuginde af Chartres senere accepterede at stå fadder for Maries første barnebarn. I det ellers stive og distancerede glücksborgske hof blev den åndfulde prinsesse et fornyende, rastløst og uforudsigeligt element. Hvor prins Valdemar var rolig og enkel, besad hun et excentrisk "gallisk temperament" og en nærmest fuldstændig frygtløshed, der gav hende en sjælden frisprogethed over for den aldrende kong Christian 9. Ægteskabet, der af nogle kilder vurderes som meget lykkeligt og af andre som mindre harmonisk, gav plads til hendes fribårne natur, og da Valdemar i 1886 fik tilbudt den bulgarske trone, afviste han den med hendes samtykke. Hendes personlige valgsprog lød *"Qui qu’en grogne, je m’en moque"* ("Den, der brokker sig, er jeg ligeglad med" / "Lad dem bare gøre vrøvl..."), og i 1896 fastslog hun sin livsfilosofi i et brev til forfatteren Herman Bang: "Jeg synes at et Menneske i hvad som helst Stilling i Verden skal være sig selv og ikke lade andre affarve dem". Marie var desuden yderst usnobbet og fik, meget mod hoffets sædvane, tidligt tilladelse til at færdes alene på Københavns gader.

Kong Christian 9. karakteriserede hende med ordrene: "Prinsessen er altid præcis, har aldrig travlt, men hun bestiller meget og er altid i godt humør". Skuespilleren Emma Thomsen har udtalt "Jeg kendte ikke noget mere uegennyttigt menneske — ingen, der tænkte så lidt på sig selv. Hun var altid forstående og altid menneskelig".

Det Gule Palæ og omgangskredsen

Livet i Det Gule Palæ var præget af Maries kunstneriske og frie atmosfære, hvor gæsterne på hendes faste torsdagsmodtagelser spændte bredt over diplomater, læger, kunstnere, officerer og erhvervsfolk. Hendes utraditionelle omgangskreds brød bevidst med hoffets snævre normer og talte fremtrædende skikkelser som H.N. Andersen, Isak Glückstadt, J.H. Deuntzer samt forfattere og skuespillere som Otto Benzon, Emma Thomsen og Laurits Tuxen. Venskabet med journalister som Henrik Cavling var præget af tillid og munterhed. Hendes store sociale begavelse og loyalitet tiltrak mange venner gennem årene, herunder den svenske sanger Sven Scholander, der årligt på hendes fødselsdag optrådte til eget lutakkompagnement. Hun besad stor humor, var en dygtig imitator af andres stemmer, hvilket hun dog af hensyn til Valdemar sjældent praktiserede, og omdøbte med en skarp fransk vid spøgefuldt sine hofdamer (les dames d'honneur) til les dames d'horreur. Børnene nød godt af en liberal opdragelse med store krav om selvstændighed og orientering i nye forhold. De blev ligefrem kendt som "de uartige fra Det Gule Palæ", og navnlig den ældste søn, prins Aage, arvede moderens temperament. Mens sønnerne blev opdraget protestantisk, var datteren Margrethes katolske opdragelse stærkt understøttet af Maries nære ven, biskop Johannes von Euch, der i 1907 forestod datterens konfirmation i Ordrup Kirke. Hendes utraditionelle hjerterum gjaldt dog ikke kun eliten. Hun deltog som den eneste højtstående i begravelsen af den københavnske original "Jomfru Tidsfordriv", og hun reagerede med et grin frem for harme, da en blomsterbuket kastet af en ung pige røg direkte gennem hendes karet og ramte en taler.

Kunst, vovemod og erhvervsinteresser

Prinsessen udviste adskillige vovede passioner, der strakte sig fra dyrehold til søfart og international handel. Som lidenskabelig dyreven omgav hun sig med tre-fire foxterriere og en tam hvid rotte i bur, og hendes fænomenale rideevner og excentricitet blev indfanget i 1907, hvor hun lod sig fotografere ridende på en tyr i Bernstorffsparken. Hun fattede ligeledes tidligt interesse for den nye automobilkørsel og nærede en særlig forkærlighed for marinen og søens folk. Hendes hengivenhed til Valdemars flådekarriere affødte en usædvanlig tatovering på hendes højre overarm forestillende et anker akkompagneret af hendes valgsprog; et indfald ægtefællen misbilligede så meget, at børnenes fascination ofte måtte dækkes af en knipling eller skulderstrop ved store selskaber. Sammen med ledende erhvervsfolk besad hun stor "kommerciel Fantasi", idet hun engageret fulgte Københavns byudvikling og anlæggelsen af Frihavnen i håbet om, at den ville opnå samme dimensioner som større engelske og tyske havne. Hun fulgte aktivt Det Østasiatiske Kompagni og støttede oprettelsen af dets datterselskab Estier, ligesom hun under Valkyriens togt til Østasien i 1899–1900 sørgede for julegaver til den danske besætning og personligt tegnede en valkyrie, der som ekspeditionens bomærke prydede menuer og brevpapir. Marie var også selv en dygtig amatørfotograf og udøvende maler, undervist af Otto Bache og Frants Henningsen. Hun arbejdede med dyre- og blomstermotiver og senere art nouveau, blev medlem af Akademiet og udstillede på Charlottenborg (1889, 1901, 1902) og i Paris (1903). Hun vurderede selv nøgternt, at hendes evner havde rakt til en levevej uden det kongelige prædikat. Mest opmærksomhed vakte hendes vovemod dog, da hun under en ildebrand på Kongens Nytorv assisterede en brandmand. Som tak skænkede Københavns Brandvæsen hende en hjelm og knapper, hvorefter hun komponerede og blev fotograferet i en brandmajoruniform med nederdel. Hun blev siden udnævnt til æresoberst og æresbrandmajor, deltog flittigt i brandfolkenes fester og morede sig højlydt over befolkningens vittighed om, at hun var blevet "sprøjtegal".

Velgørenhed og socialt engagement

Maries store sociale evner blev ofte konverteret til en kolossal og uselvisk godgørenhed, idet hun forstod at udnytte det københavnske bourgeoisis hang til fester i filantropiens tjeneste. Indtægterne fra hendes kunstneriske virke gik hyppigt til velgørende formål. For eksempel via en blomsterudstilling i Tivoli eller udstillingen i Aarhus (1903) til fordel for Det Danske Hedeselskab. Hun forestod store valmuefester og basarer, fungerede som energisk protektrice for adskillige katolske institutioner som Sankt Joseph Søstrene, og hun støttede Louise Harbous Gamles Spisehuse. Med sit andet motto "Tout voir — c’est tout pardonner" ("At se alt er at tilgive alt") udviste hun udpræget medfølelse over for menneskelig fattigdom, men hendes stærke katolske overbevisning kompromitterede aldrig et urokkeligt princip om ligestilling i nødhjælpen. Da hun iværksatte en landsindsamling og donerede 10.000 kroner efter Harboøreulykken i 1894, krævede hun straks pengene tilbage, da den lokale præst meddelte, at troende efterladte ville få forrang ved fordelingen. Denne utrættelige indsats blev gentaget efter Vesterhavsulykken i 1896, og under en lignende indsamling efter en julestorm modtog hun personligt bidragene i Det Gule Palæ, hvilket fik familiemedlemmer til vittigt at foreslå skiltet "Kontor, Døren er aaben!" anbragt på hendes dør. Sønnen prins Erik beskrev hende som sin "altid givende Moder", idet hun gavmildt, men i stilhed understøttede mange langt ud over sine egne økonomiske rammer – og til kritikerne afviste hun blot emnet med konklusionen om, at modtagerne jo var fattige mennesker.

Monumenter

Prinsessens tidlige bortgang og hendes stærke popularitet affødte stor folkelig sorg og medfølelse i Danmark, hvilket ledte til en landsdækkende indsamling. Midlerne herfra finansierede oprettelsen af "Prinsesse Maries Hjem" for gamle søfolk og enker på Christianshavn, der stod færdigt i 1912, samt et monument for prinsessen opstillet samme år på Langelinie tæt på St. Alban's English Church. Dette mindesmærke udgøres af en buste udført af Carl Martin-Hansen, og hendes eftermæle markeres yderligere af en marmorbuste, der står på Bernstorff Slot. I det tunge savn efter dødsfaldet nægtede prins Valdemar at ændre på parrets hjem, Det Gule Palæ, hvor stuerne stod urørte for at ære hendes minde, selvom palæets uformelle gæstfrihed og kunstneriske gnist uundgåeligt var forsvundet sammen med hende.

Udenlandske dekorationer

• Dame af storkorset (1. klasse) af den russiske Sankt Katarina-orden, 20. marts 1886.

Hædershverv og medlemskaber

• Overordentligt medlem af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.
• Ærespræsident for Kvindekredsen under Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark.
• Protektrice for Foreningen for landøkonomisk Fjerkræavl.
• Protektrice for Arbejdshjemmet for døvstumme Piger.
• Protektrice for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.
• Protektrice for Foreningen Mødres og Børns Bespisning.
• Protektrice for Frederiksberg Fødehjem.
• Protektrice for Hvilehjem for Lærerinder.
• Protektrice for Selskabet bestående af mænd, som var blevet benådet med Redningsmedaillen.
• Protektrice for Prinsesse Maries Forening.
• Æresoberst og æresbrandmand ved Københavns Brandvæsen.