Methana

Methana-halvøen set fra Égina.

Methana er en vulkansk halvø på Peloponnes i den sydlige del af Grækenland. Halvøen ligger i den Saroniske Bugt, der udgør en del af Det Ægæiske Havs vestlige område.

Geografi

Methana var en vulkanø, der oprindeligt opstod i havet, som ét af de vestligste vulkanområder i Den hellenske bue. Der er i alt 32 vulkaner på halvøen, hvoraf den største er Methana-vulkanen. Den vulkanske oprindelse kan ses på halvøens udformning, i den vulkanske jord, på strandene samt på de termiske kilder i området. Methanas diameter er på ca. ni kilometer, og den er forbundet med resten af Peloponnes via en smal landtange på cirka 200 meter i bredden.

Den ø-lignende Methana betragtes traditionelt som en del af Attika-regionen, dvs. en del af de Saroniske Øer. I øjeblikket er den administrativt en del af kommunen Dimos Troizinia-Methana under Øernes regionale enhed. Tidligere udgjorde halvøområdet kommunen Methana, der nu er en af de kommunale enheder i Troizinía-Méthana. Hovedbyen i Methana er Methana by, der er kendt som kurby. Halvøens andre byer omfatter Megalochóri og Vathý. Der er færgeforbindelse fra Methana by til Athens havnebydel Piræus og de Saroniske Øer.

Sydøst for Methana-halvøen ligger Poros, med Agkistri mod nord og Égina mod nordøst. Den Saroniske Bugts havområde vest for halvøen, kaldes Epidaurusbugten.

Historie

Methana opstod i slutningen af Tertiærtiden eller i begyndelsen af Kvartærtiden. Halvøen har været beboet siden Neolitisk stenalder. Der er desuden fundet en boplads på halvøen fra den mykenske periode, Agios Konstantinos. I Oldtidens Grækenland var halvøen hjemsted for bystaten Methana. Dens akropolis, nu kendt som Akropolis Paliokastro, ligger tæt ved landsbyen Megalochór.

Referencer

  1. ↑ "Magnetotelluric measurements on the Methana Peninsula (Greece): modelling and interpretation". Hentet 2026-08-27.
  2. 1 2 "Besøg Grækenland - Methana". Hentet 2026-05-23.
  3. 1 2 "Ferier i Methana". Arkiveret fra originalen 13. april 2016. Hentet 2016-05-23.
  4. ↑ "Troizinia-Methana Municipality". Hentet 2026-08-27.
  5. 1 2 "Omkring Methana". Arkiveret fra originalen 15. marts 2016. Hentet 2016-05-23.
  6. ↑ "Volcano World -Methana". Hentet 2026-08-27.
  7. ↑ "The Antiquities in the Methana peninsula". Hentet 2026-08-27.

37°36′14″N 23°21′58″Ø / 37.60397°N 23.36613°Ø / 37.60397; 23.36613