| MiG-25 | |
|---|---|
MiG-25PU med to sæder til træning. | |
| Beskrivelse | |
| Type | Jagerfly |
| Besætning | Én |
| Jomfruflyvning | 6. marts 1964 |
| I aktiv tjeneste | 1964–1984 |
| Brugere | Ruslands luftvåben, Algeriets luftvåben, Syriens luftvåben, Ukraines luftvåben |
| Dimensioner | |
| Længde | 19,75 meter |
| Spændvidde | 14,01 meter |
| Højde | 6,10 meter |
| Vingeareal | 61,40 m² |
| Tomvægt | 20.000 kg |
| Lasteevne | 36.720 kg |
| Motor | 2× Tumanskij R-15B-300 turbojetmotorer med efterbrænder |
| Motorydelse | 100,1 kN |
| Tophastighed | Mach 3,2 (3.470 km/t) |
| Ydeevne | |
| Rækkevidde | 1.730 km |
| Stigeevne | 208 m/s |
| Bevæbning | |
| Missiler | 2× R-40R (radarstyrede) og 2× R-40T (varmesøgende) AA-6 "Acrid" luft til luft-missiler |
Mikojan-Gurevitj MiG-25 (russisk Микоян и Гуревич МиГ) (NATO-rapporteringsnavn: Foxbat) er et supersonisk jager- og rekognosceringsfly, der er blandt de hurtigste militærfly, der har været i brug. Det blev designet af Sovjetunionens Mikojan-Gurevitj-bureau. Den første prototype fløj i 1964, og flyet begyndte at blive brugt militært i 1970. Den operative tophastighed er Mach 2,83 (Mach 3,2 er mulig men kan skade motorerne) og udstyret med en kraftfuld radar og fire luft til luft-missiler.
Da flyet første gang blev set på rekognosceringsfotografier indikerede det store vingeareal at det var et stort og manøvredygtig jagerfly, på et tidspunkt hvor man også i USA udviklede designteorier til bedre manøvredygtighed som følge af erfaringer fra vietnamkrigen. Fremkomsten af MiG-25 forårsagede store bekymringer i Vesten, og gjorde at F-15 Eagle, der var under udvikling i slutningen af 1960'erne, blev opgraderet voldsomt. Funktionerne i MiG-25'eren blev bedre forstået i 1976, da den sovjetiske pilot Viktor Belenko deserterede i en MiG-25 til USA via Japan. Det viste sig, at flyets store vægt nødvendiggjorde de store vinger.
Produktionen af MiG-25-serien sluttede i 1984 efter at der var blevet fremstillet 1.190 fly. Flyet var et symbol på den kolde krig og det blev brugt af sovjetiske allierede og tidligere sovjetrepublikker. Det er fortsat i brug i Ruslands militær og flere andre lande, men i begrænset omfang. Det er et af de militærfly, der kan flyve højest, og er det næsthurtigste rekognosceringsfly efter Lockheeds SR-71 Blackbird.
{{cite web}}: |author= har et generisk navn (hjælp)