Mineraler er homogene, naturligt forekommende, faste, uorganiske stoffer med en defineret krystalstruktur og en bestemt kemisk sammensætning. Mineraler varierer i sammensætning fra rene grundstoffer over simple salte (som almindelig køkkensalt, NaCl) til meget komplekse silikater med i tusindvis af kendte former. Mineraler bliver dannet gennem geologiske processer. Studiet af mineraler kaldes mineralogi. Hidtil har Den Internationale Mineralogiske Sammenslutning anerkendt omkring 5.200 forskellige mineraler i 2017, og hvert år opdages nye. Mange nyklassificerede og nyidentificerede mineraler viser sig at opstå som følge af menneskelig aktivitet - knap 4%. I juli 2023 var der fundet ca. 5900 mineraler.
Et grundfjeld og sedimentet, der dækker grundfjeldet (de organiske komponenter undtaget) er opbygget af mineraler. Mineralerne, som indgår i almindelige jordarter og bjergarter (bjergartsdannede mineraler), udgør kun et fåtal af alle kendte mineraler. Der findes også faste, ikke-krystalinske stoffer, som dannes ved geologiske processer, eksempelvis vulkansk glas), der pr. definition ikke er mineraler.
Mange mineraler er vigtige råstoffer i kemisk og metallurgisk industri. De kaldes industrimineraler. Mineraler, der indeholder tungmetaller, det vil sige metaller med en massetæthed større end fem, kaldes ertsmineraler.
| Søsterprojekter med yderligere information: |
| Spire Denne artikel om geologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |