Monarkianisme (af græsk μόνος, mónos: "alene", "eneste" og ἄρχειν, árchein: "herske") er betegnelse for en teologisk lære i oldtiden, der betonede Guds enhed på en sådan måde, at Kristi guddommelighed blev stærkt begrænset. Det er et samlebegreb for en uensartet gruppe af teologiske ansatser inden for kristendommen i tiden efter 2. århundrede. Det drejer sig ikke om en selvbetegnelse for en bestemt skole eller et begreb for et ensartet teologisk system.
Monarkianismen var delt i to retninger:
Den ene, den dynamiske monarkianisme, adoptianisme eller sabellianisme efter Sabellius opfattede Kristus som en selvstændig kraft (gr. dynamis), der var udgået fra Gud til mennesket Jesus
Den anden, den modalistiske monarkianisme (modalisme eller modal monarkianisme), tænkte sig ham som en blot fremtrædelsesform (modus) for Gud.
Om baggrunden skriver Grane:
| Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |