Biografi
Beti boede i Frankrig fra 1958 til 1991 og underviste i en årrække ved Lycée Pierre Corneille i Rouen. Hans forfatterskab er overvejende realistisk, men flere af hans romaner har også allegoriske træk. En gennemgående tematik er forholdet mellem afrikanske samfund og de europæiske kolonimagter samt spændingen mellem traditionelle afrikanske værdier og vestlig modernitet.
Mongo Beti debuterede i 1953 under pseudonymet Eza Boto med en samling fortællinger. Året efter udgav han romanen Ville cruelle (1954) under samme pseudonym. Bogen vakte opmærksomhed, men Beti tog senere afstand fra sine tidlige værker og begyndte at udgive under pseudonymet Mongo Beti.
Beti blev især kendt for sine tidlige romaner skrevet under dette navn. I Le pauvre Christ de Bomba (1956, dansk: De frelste sjæle i Bomba, 1966) og Le Roi miraculé behandlede han den katolske missions rolle i Afrika med ironi og kritik. Et centralt tema er konflikten mellem kristendommen og de oprindelige afrikanske religioner.
Romanen Mission terminée (1957) undersøger forholdet mellem moderne og traditionelle livsformer. Den handler om en ung mand, der ikke består sin eksamen og vender tilbage til sin landsby. Selvom han selv og hans far opfatter ham som en fiasko, mødes han med respekt, fordi han har gået i skole uden for landsbyen og tilegnet sig europæisk viden. Hovedpersonen er dermed blevet en slags afrikansk Erasmus Montanus. Romanen regnes som et tidligt eksempel på camerounsk litteratur, der ikke udelukkende har et politisk perspektiv, men også skildrer mere almene menneskelige konflikter og svagheder.
Kritik af autoriteter
Flere af Mongo Betis bøger blev på forskellige tidspunkter forbudt i både Cameroun og Frankrig. Det var sandsynligvis en af årsagerne til, at han i 1960'erne i en periode forlod skønlitteraturen.
I 1970'erne vendte han tilbage til romanforfatterskabet med en række værker, der var stærkt kritiske over for det autoritære regime, som havde udviklet sig i Cameroun efter selvstændigheden. Blandt disse var Perpétue et l'habitude du malheur (1974), *Remember Ruben* (1974) og *La Ruine presque cocasse d'un polichinelle* (1979).
I 1970'erne og 1980'erne var Mongo Beti også aktiv som journalist og samfundsdebattant. Flere af hans politiske og samfundskritiske skrifter blev mødt med censur og forbud.
Et af hans mest kendte politiske værker er essayet Main basse sur le Cameroun (1972). Her argumenterede han for, at det selvstændige Cameroun var ved at udvikle sig til en mindst lige så autoritær stat som under kolonistyret. Bogen blev forbudt i Frankrig kort efter udgivelsen.
I Dictionnaire de la négritude (1989) forholdt Beti sig kritisk til begrebet négritude, som oprindeligt blev udviklet som en betegnelse for værdien og særpræget ved afrikansk kultur og identitet. Beti argumenterede for, at begrebet også kunne videreføre en stereotyp forestilling om afrikanere som primært følelsesstyrede og mindre intellektuelt orienterede end europæere. Han mente derfor, at begrebet måtte gentænkes, hvis det fortsat skulle anvendes positivt.
Beslægtede synspunkter kom til udtryk i essayet La France contre l'Afrique (1993), hvor han fortsatte sin kritik af Frankrigs politiske og økonomiske indflydelse på det afrikanske kontinent.
Efter sin tilbagevenden til Cameroun i 1991 fortsatte Mongo Beti sit litterære og politiske arbejde.
Blandt hans senere romaner er L'Histoire du fou (1994) og Trop de soleil tue l'amour(1999). Hans sidste roman var Branle-bas en noir et blanc (2000).
Mongo Beti døde i 2001 på et hospital i Douala, mens han ventede på dialysebehandling. Hans død blev af flere kritikere set i sammenhæng med den samfundskritik, der præger hans forfatterskab, og med skildringerne af Camerouns utilstrækkelige sundhedsvæsen i hans litteratur.
