| Niklas Landin | |||
|---|---|---|---|
|
Niklas Landin | |||
| Personlig information | |||
| Fulde navn | Niklas Landin Jacobsen | ||
| Født |
19. december 1988 (37 år) Søborg, Danmark | ||
| Højde | 202 cm | ||
| Vægt | 96 kg | ||
| Klubinformation | |||
| Positioner | Målmand | ||
| Nuværende klub | Aalborg Håndbold | ||
| Trøjenummer | 1 | ||
| Ungdom | |||
| KFUM København | |||
| Seniorkarriere1) | |||
| År | Hold | K | (M)* |
| 2006–2010 | GOG Svendborg | 28 | (0 ) |
| 2010–2012 | Bjerringbro-Silkeborg | 50 | (1 ) |
| 2012–2015 | Rhein-Neckar-Löwen | 46 | (0) |
| 2015–2023 | THW Kiel | 259 | (19) |
| 2023– | Aalborg Håndbold | ||
| Landshold2) | |||
| 2005–2007 | Danmark U/17 | 40 | (2) |
| 2007–2008 | Danmark U/19 | 40 | (1) |
| 2008–2024 | Danmark | 283 | (13) |
Medaljeoversigt
| |||
|
1) Klubber som senior med optrædener og scoringer. 2) Antal landskampe opdateret pr. 011-08-2024. * Antal kampe spillet (Antal mål scoret). | |||
Niklas Landin Jacobsen (født 19. december 1988 i Søborg) er en dansk professionel håndboldspiller, der spiller som målmand og anfører for Aalborg Håndbold (2023-nu). Han er bredt anerkendt som en af de bedste målmænd i håndboldhistorien, og han er to gange blevet udnævnt som IHF World Player of the Year (2019 og 2021)—den første til at vinde prisen to gange i træk og den eneste målmand til at modtage prisen to gange. Han har spillet hos GOG Svendborg (2006-2010), Bjerringbro-Silkeborg (2010-2012), Rhein-Neckar Löwen (2012-2015), og THW Kiel (2015-2023). Han var anfører for det danske herrelandshold i håndbold fra 2012 og frem til at han indstillede sin landsholdskarriere i 2024.
Med det danske herrelandshold er han europamester (2012) og hjalp Danmark med at vinde olympisk guld i 2016 og 2024, sølv i 2020, og tre på hinanden følgende verdensmesterskaber (2019, 2021, 2023). Han havde sin debut på landsholdet den 28. oktober 2008, og spillede i alt 283 landskampe frem til 2024.
Han startede med at spille håndbold i KFUM København, som er en af de mindste håndboldklubber i hovedstaden. Landin begyndte senere på Oure Idrætsefterskole hvor han deltog på håndboldlinien.
I 2006 skrev Landin kontrakt med GOG Svendborg TGI. Han startede sideløbende som butikselev hos en tøjforretning i Svendborg, men med en forlænget elevtid på 1 år på grund af håndbolden. I januar 2010 blev GOG erklæret konkurs efter en længere periode med økonomiske problemer, og alle spillere i klubben blev fritstillet.
Kort før GOGs konkurserklæring blev det i januar 2010 rapporteret at Landin havde skrevet tre-årig kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg. Landin var ment til at spille sæsonen ud hos GOG, men grundet deres konkurs skiftede han med øjeblikkelig virkning til Bjerringbro-Silkeborg. I 2010-11-sæsonen nåede holdet frem til DM-finalen, til trods for at have været på sjettepladsen i gennem hele sæsonen. Holdet tabte begge finalekampe til AG København (2-0). I den følgende sæson nåede Bjerringbro-Silkeborg igen frem til finalen, som de igen tabte til AG København.
Landin skiftede til Rhein-Neckar Löwen i 2012–13-sæsonen på en tre-årig kontrakt. Med holdet vandt han 2012–13 EHF Cup’en. I 2012 blev han udnævnt til Årets Mandlige Håndboldspiller i Danmark.
I august 2014 skrev Landin tre-årig kontrakt med THW Kiel med start i sommeren 2015. I 2014 blev Landin for anden gang udnævnt til Årets Mandlige Håndboldspiller i Danmark. Med holdet vandt han Super Cup (2015), DHB-Pokal (2017, 2019, 2022), EHF Cup (2019), Bundesliga (2019/20, 2020/21, 2022/23), og EHF Champions League (2020). Han blev udnævnt til tysk Årets håndboldspiller i 2021. I 2016 blev det rapporteret at Landin havde forlænget med Kiel frem til 2021. I 2018 begyndte Landins yngre bror, Magnus Landin, også at spille for Kiel. I 2020 blev Landin for tredje gang udnævnt til Årets Mandlige Håndboldspiller i Danmark. I 2021 blev det rapporteret at Landin havde forlænget med Kiel frem til sommeren 2025. Kun ét år senere blevet rapporteret at Landin skiftede til Aalborg Håndbold i 2023, da han grundet en særlig klausul i kontrakt var i stand til at skifte før tid.
I april 2022 blev det annonceret at Landin skiftede til Aalborg Håndbold på en fire-årig kontrakt med start sommeren 2023. Med Aalborg vandt Landin DM-mesterskabet i 2024 og 2025, pokalturneringen i 2025 og nåede frem til finalen i EHF Champions League i 2024 (tabte 30–31 til Barcelona).
Til trods for sin indstillingen af sin landsholdskarriere i 2024, så udtalte Landin at han potentielt ville være tilgængelig til at deltage i EM i 2026 i tilfælde af skader.
I februar 2026 blev det rapporteret at Landin havde forlænget med Aalborg frem til sommeren 2029. Samme dag blev det også rapporteret at Landins lillebror, Magnus Landin, havde indgået kontrakt med Aalborg Håndbold på en fire-årig aftale med start i sommeren 2026. I august 2026 blev Landin udnævnt til anfører for holdet efter at holdets tidligere anfører, René Antonsen, havde forladt klubben.

Landin debuterede på det danske herrelandshold i håndbold den 28. november 2008 i en ligakamp mod Østrig, og deltog i sin første internationale slutrunde ved VM i håndbold i januar 2009. Under landholdstræner Ulrik Wilbek blev Landin i oktober 2012 udnævnt til anfører for landsholdet.
Sammen med landsholdet deltog Landin ved flere EM-, VM- og OL-slutrunder, og sammen med landsholdet er han europamester (2012) og hjalp Danmark med at vinde olympisk guld i 2016 og 2024, sølv i 2020, og tre på hinanden følgende verdensmesterskaber (2019, 2021, 2023). Han blev flere gange udnævnt til slutrunders All-Star-hold, såsom ved OL i 2016, VM i 2019, og OL i 2024. Til OL i 2024 var Landin fanebærer for Danmark ved åbningsceremonien sammen med skipper Anne-Marie Rindom. Han var den første danske håndboldspiller til at være fanebærer.
I juni 2024 annoncerede Landin at han efter OL i Paris ville indstille sin landsholdskarriere. Han spillede sin sidste landsholdskamp den 11. august 2024 efter at have spillet 283 kampe og scoret 13 mål.
Landin blev kåret til Årets Landsholdsspiller i Danmark i 2014, 2020 og 2021.
Landin blev kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller i 2019 og 2021 af IHF. Han blev i 2021 den første til at vinde prisen to år i træk (prisen blev ikke uddelt i 2020) og den eneste målmand til at modtage prisen to gange.
I maj 2020 lancerede Landin podcasten Duften af harpiks sammen med sin fætter Jonas Landin. I podcasten blev tidligere håndboldkollegaer interviewet om deres karriere og oplevelser med håndbold.
I 2022 og 2023 medvirkede Landin og hans familie i reklamekampagner for HTH Køkkener.
I august 2025 blev det rapporteret at Landin var blevet ambassadør for Børns Vilkår.
Landin blev gift med Line Skov Christensen, farmaceut, den 24. juni 2017. De indledte et forhold i 2008. Parret har sammen to børn; en søn (f. 2016) og en datter (f. 2019).
Landins yngre bror er Magnus Landin Jacobsen (f. 1995), som også er håndboldspiller.
Landin blev som spæd syg med menigitis, hvilket medførte, at han mistede hørelsen på sit venstre øre.
I maj 2024 fik Landin en blødning i sin højre nethinde og var meldt ude af alle kampe i ca. to måneder, både med Aalborg Håndbold og landsholdet.