| Denne artikel omhandler en dansk skuespiller, for astronomen med samme navn, se Nicolaus Kopernikus |
| Nicolaj Kopernikus | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Fulde navn | Nicolaj Christiansen |
| Født | 9. august 1967 (59 år) Glostrup, Danmark |
| Nationalitet | |
| Ægtefælle | Birgitte Næss-Schmidt (g. 1996-2020; skilt) |
| Partner | Sara Maria Franch-Mærkedahl (2022-) |
| Børn | 3 |
| Aktive år | 1994-nu |
| Bodilpriser | |
| Bedste mandlige birolle Bænken (2001) | |
Nicolaj Kopernikus (født Nicolaj Christiansen 9. august 1967 i Glostrup) er en dansk skuespiller og filminstruktør. Efter uddannelse som skuespiller fra Odense Teater i 1994 fik han sit gennembrud i 1996 med filmen Let's get lost, og han fik sit nationale gennembrud for sin rolle i DR-serien Forbrydelsen i 2007-2008. Han har siden medvirket i danske film- og tv-serier som Charlot og Charlotte (1996), Bænken (2000) samt filmfranchisen Klassefesten.
Han debuterede som instruktør med kortfilmen Stenofonen i 2021 og har siden instrueret kortfilmen From Above (2023).
Kopernikus blev født Nicolaj Christiansen den 9. august 1967 i Glostrup som søn af far, arkitekt, og mor, væver. Hans forældre blev skilt da han gik i 3. klasse hvorefter han flyttede med sin mor og hendes nye mand til et nedlagt landbrug i Skippinge, Odsherred, hvor Kopernikus’ stedfar begyndte at drive landbrug. I løbet af sin folkeskoletid begyndte Kopernikus selv at holde grise og han arbejdede i sin fritid også på nabogården.
Under Kopernikus’ barndom begyndte en ældre dreng i skolen at kalde ham for Kopernikus, da drengen, som var meget interesseret i stjerner, synes Kopernikus’ fornavn ‘Nicolaj’ mindede om den polske astronom Nicolaus Kopernikus. Kopernikus gik efterfølgende igennem resten af sin skolegang under navnet ‘Nicolaj Kopernikus’.
Kopernikus blev student fra Odsherreds Gymnasium i Asnæs i 1986. Efter gymnasiet arbejdede han som livredder i Vig Svømmehal i en periode inden han rejste rundt i USA i 10 måneder. Efter hans hjemkomst til Danmark tog han et semester på Herning Højskoles teaterlinje i 4,5 måneder. Han flyttede efterfølgende til København, hvor han tog teaterkurser og opsøgte flere teatre i håb om at få hvilket som helst job og få erfaring. Han blev til slut ansat hos Rialto Teatret, hvor han arbejdede, mens han søgte ind på teaterskolen. Han blev optaget på Odense Teater efter at have søgt ind på Statens Teaterskole og Aarhus Teater tidligere. Under sin tid på Odense Teater indgik skolen et udvekslingsforløb med Filmskolen i København, hvor Kopernikus mødte instruktør Jonas Elmer og medvirkede i hans midtvejsfilm. Under sin studietid lærte han også skuespillere Troels Lyby og Anders W. Berthelsen at kende, da de gik på samme årgang i hhv. Odense og København.
Kopernikus blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1994. Han havde sin scenedebut på Odense Teaters opsætning af Shakespeares Helligtrekongersaften. Kopernikus blev på et tidspunkt ansat hos Dr. Dante og deltog i et pressemøde, hvor instruktør Nikolaj Cederholm præsenterede ham som ‘Nicolaj Kopernikus’, da han frem til der havde optrådt under sit borgerlige navn ‘Christiansen’. Kopernikus udtalte senere at folk ofte stavede ‘Nicolaj Christiansen’ forkert til sådan en grad at det skabte forvirring og at Kopernikus’ egen mor hertil skulle have udtalt: “Det var sgu nemmere dengang du hed Kopernikus”. Kopernikus fortalte at han samme eftermiddag som pressemødet, meddelte Dansk Skuespillerforbund at han ønskede at hedde ‘Kopernikus’ fremover.
I 1996 medvirkede Kopernikus i Jonas Elmers film Let's get lost. Kopernikus havde lært Elmer at kende under teaterskolen og Elmer kontaktede Kopernikus med idéen til filmen. Filmen blev skabt gennem fem ugers improvisation af skuespillerne og ti dages optagelser, og Kopernikus’ rolle som Steffen blev senere anset som hans gennembrudsrolle.
I 2000 medvirkede Kopernikus i Per Flys socialrealistiske drama Bænken i rollen som den alkoholiserede Stig.
I 2007 og 2008 medvirkede Kopernikus i første sæson af DRs krimidramaserie Forbrydelsen i rollen som Vagn Skærbæk, flyttemand og nær ven af familien Birk Larsen, hvis datter er blevet fundet dræbt. Kopernikus udtalte senere at serien ved optagelsernes start ikke var skrevet færdig og at det blev holdt hemmeligt for alle medlemmer af produktionen, hvem morderen var. Det blev først afsløret for produktionsholdet ved læseprøven af de to sidste afsnit. Seriens første sæson blev nomineret til den amerikanske tv-pris Emmy Award i 2007 og 2008. I 2008 havde han en mindre birolle i børnefilmen Frode og alle de andre rødder.
I foråret 2010 spillede Kopernikus med i Bellevue Teatrets opsætning af komediestykket Panik, hvor han sammen med Troels Lyby og Anders W. Berthelsen spillede tre mænd i midt 40’erne, der går igennem midtvejskriser. Tomas Radoor, producer hos Nordisk Film, overværede en af forestillingerne og henvendte sig bagefter til trioen om en idé til en film om en gammelelevfest. Projektet blev realiseret i 2011 med komedien Klassefesten, hvor Kopernikus spillede rollen som Niels ‘Niller’. Han gentog sin rolle i efterfølgerne; Klassefesten 2 - Begravelsen (2014), Klassefesten 3 - Dåben (2016) og Klassefesten 4 - Venner for livet (2026).
I 2011 var Kopernikus deltager i ottende sæson af TV 2-programmet Vild med dans, hvor han dansede med den professionelle danser Viktoria Franova. Parret endte på 4. pladsen. Kopernikus udtalte senere at han var blevet spurgt om deltagelse af TV 2 flere gange, før han endelig indvilligede.
I 2013 medvirkede Kopernikus i det 100. afsnit af den britiske krimiserie Kriminalkommisær Barnaby. Afsnittet med titlen “The Killings of Copenhagen” blev optaget delvist i Nordsjælland og delvis i England og blev promoveret som et afsnit til ære for seriens danske fans.
I 2021 debuterede Kopernikus som instruktør med kortfilmen Stenofonen, der er baseret på Kopernikus’ egen fars oplevelser som barn. Kopernikus’ søn Louis Næss-Schmidt spillede rollen som Kopernikus’ far som barn. I december 2021 blev det rapporteret at filmen var blevet shortlistet til den amerikanske Oscar-pris i kategorien ‘Best Live Action Short’, men blev ikke endeligt nomineret.
I 2023 instruerede han kortfilmen From Above, hvor han selv spillede hovedrollen som en familiefar, der bliver hjemløs. Filmen havde premiere ved Odense Film Festival.
Han har desuden været med i panelet i radioprogrammet Mads og monopolet.
I 2021 og 2022 deltog han i TV 2-underholdningsprogrammet Hvem holder masken?, først som deltager og i anden sæson som gæstedetektiv.
I 2025 medvirkede Kopernikus i Nikolaj Arcels krimidrama Rejseholdet - Det første mord i rollen som drabsefterforskeren PR overfor Alex Høgh Andersen. I 2025 annoncerede Kopernikus også at han var ved at skrive manuskriptet til sin første spillefilm med titlen Pianomanden.
Kopernikus var gift med koreograf Birgitte Næss-Schmidt fra 1996 til 2020. Parret var bosat i Vangede og har sammen tre børn, heriblandt skuespiller Louis Næss-Schmidt (f. 2007). Parret købte i 2002 deres fælles hjem i Vangede for 2,073 mio. DKK og solgte det for 8,65 mio. DKK i 2020. Parret annoncerede deres skilsmisse i oktober 2020 efter 24 års ægteskab.
Kopernikus har siden 2022 været i forhold med vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Parret købte i 2023 en 136 kvm. stor bolig i Komponistkvarteret på Østerbro, København. Kopernikus er stedfar for Franch-Mærkedahls to børn.
| År | Titel | Rolle | Noter |
|---|---|---|---|
| 1995 | Debut | Medvirkende | Kortfilm |
| 1996 | Café Hector | Peter | Kortfilm |
| 1997 | Deadline | Medvirkende | Tv-film |
| Jacobs liste | Christian | Kortfilm | |
| Let's get lost | Steffen | ||
| 1998 | Den blå munk | Ung mand | |
| Majoren | From | Tv-film | |
| 1999 | Tsatsiki, moren og politimanden | Niklas (stemme) | |
| En verdensomsejling under bordet | Jonas | Tv-film | |
| 2000 | D-dag | Niels-Henning | Tv-film |
| Max | Johnny | ||
| Juliane | La Gardi | ||
| Fruen på Hamre | Martin | ||
| Bænken | Stig | Bodilprisen for bedste mandlige birolle 2001 | |
| Den vægelsindede | Apicius | Tv-film | |
| 2001 | Flyvende farmor | Flyveleder - Evas far | |
| Grev Axel | William | ||
| Monas verden | Bankassistent | ||
| Woyzeks sidste symfoni | Jan Jean | Kortfilm | |
| Skoda | Tor | Kortfilm | |
| 2002 | En fars søn | Medvirkende | Kortfilm |
| Okay | Martin | ||
| 2003 | Se dagens lys | Snorre | Tv-film |
| 2004 | Kongekabale | Søren Agergaard | |
| Villa Paranoia | Thomas | ||
| Forbrydelser | Henrik | ||
| Cirkus | Klovn (stemme) | Kortfilm | |
| 2005 | Uhyret | Far | Kortfilm |
| Opbrud | Brofunktionær | ||
| Voksne mennesker | Teis | ||
| 2006 | Lotto | Henrik | |
| Sprængfarlig bombe | Jan Godtfredsen | ||
| De tre musketerer | D'Artagnan (stemme) | ||
| 2007 | De fortabte sjæles ø | Richard | |
| Hotel Tívoli | Rasmus | ||
| Hjemve | Medvirkende | ||
| Til døden os skiller | Rudy | ||
| En mand kommer hjem | Sebastians far | ||
| Karlas kabale | Leif | ||
| 2008 | Frode - og alle de andre rødder | Lærer Peter | |
| Beverly Hills chihuahua | Papi (stemme) | ||
| Otto og Stella | Stemme | Kortfilm | |
| 2009 | Karla og Katrine | Leif | |
| 2010 | Sandheden om mænd | Indbrudstyv | |
| Karla og Jonas | Leif | ||
| Olsen-banden på de bonede gulve | Benny Frandsen (stemme) | ||
| Elsa siger godnat | Stemme | Kortfilm | |
| 2011 | Tintin: Enhjørningens hemmelighed | Stemme | |
| Orla Frøsnapper | Orla Frøsnapper (stemme) | ||
| Thor - Legenden fra Valhalla | Mjølner (stemme) | ||
| Savanne banden | Billy (stemme) | ||
| Klassefesten | Niels | ||
| Noget i luften | Bent, Daniels far | ||
| 2012 | Niko 2 - De flyvende brødre | Lenni (stemme) | |
| Gummi T | Ivans far (stemme) | ||
| Viceværten | Viborg | ||
| 2013 | Det regner med frikadeller 2: Madkampen | Chester V (stemme) | |
| Olsen-banden på dybt vand | Benny Frandsen (stemme) | ||
| 2014 | Æsketroldene | Hr. Broderick (stemme) | |
| Klassefesten 2 - Begravelsen | Niels | ||
| 2015 | Den fremmede | Mik | Kortfilm |
| Højt skum - en film om Storm P. | Medvirkende | Dokumentarfilm | |
| Wendyeffekten | Claus | ||
| 2016 | Klassefesten 3 - Dåben | Niels | |
| 2017 | Den lille vampyr | Rolf (stemme) | |
| 2018 | Vitello | Gregers (stemme) | |
| Sig det' løgn, Luis | Hr. Winter (stemme) | ||
| Julemandens datter | Gorm | ||
| Ditte & Louise | Nicolaj | ||
| 2019 | The Kindness of Strangers | Sergei | |
| Mugge & vejfesten | Henrik (stemme) | ||
| 2020 | Krudttønden | Ven 1 | |
| 2021 | Spirit – En fri sjæl | Stemme | |
| Encanto | Bruno Madrigal (stemme) | ||
| Stenofonen | Nicolaj | ||
| 2022 | Mugge & hans mærkelige hjerne | Henrik (stemme) | |
| Lille Allan - den menneskelige antenne | Stemme | ||
| Lykkelige omstændigheder | Bedemand | ||
| 2023 | From Above | Morten | Kortfilm |
| Dagen jeg døde | Vært | Kortfilm | |
| 2025 | Mugge & Super Happy | Henrik Skovlykke (stemme) | |
| Lyden af Andre | Bjarne | Kortfilm | |
| Rejseholdet - Det første mord | PR | ||
| 2026 | Klassefesten 4: Venner for livet | Niels | |
| Best Practice | Far | Kortfilm | |
| Self Funded | Holger | Tv-film | |
| År | Titel | Rolle | Noter |
|---|---|---|---|
| 1996 | En fri mand | Morten | Miniserie |
| Charlot og Charlotte | Thomas | ||
| 1997 | Den hemmelige tunnel | Bizze | Tv-julekalender |
| 1999 | TAXA | Oliver | Afsnit 49 |
| 2002 | Rejseholdet | Viggo Holme | Assistancemelding A-17/01 |
| Hvor svært kan det være | Niels | ||
| Plan B | Roland | ||
| 2004 | Der var engang... | Stemme | |
| 2007 | Forbrydelsen | Vagn Skærbæk | |
| 2008 | Maj & Charlie | Sig selv | |
| 2011 | Broen | Ole | |
| 2013 | Kriminalkommissær Barnaby | Thomas Madsen | Episode 100: "The Killings of Copenhagen" |
| Tvillingerne og Julemanden | Dr. Johan Vilhelm Schwartz | Tv-julekalender | |
| Bo flytter hjemmefra | Medvirkende | ||
| 2014 | Bankerot | Mogens | |
| Heartless | Rektor Just | ||
| 2015 | Ditte & Louise | Sig selv | |
| 2018-2020 | Advokaten | Svend Erik Wisén | |
| 2019 | Øgendahl og de store forfattere | Halfdan Rasmussen | |
| 2020-2021 | Hvor ligger Løkken? | Henrik | 10 episoder |
| 2022 | Chosen | Adrian | 4 episoder |
| 2024 | Grundtvig | Voksne Sibbern | 2 episoder |
| Bullshit | Knud | 2 episoder | |
| År | Pris | Nominerede værk | Resultat | Kilder |
|---|---|---|---|---|
| 2001 | Bodilprisen for bedste mandlige birolle | Bænken | Vundet | |
| Robert for årets mandlige birolle | Nomineret | |||
| 2004 | Bordeaux International Festival of Women in Cinema’s Golden Wave Award for Best Actor | Forbrydelser | Vundet | |
| 2005 | Robert for årets mandlige birolle | Nomineret | ||
| 2007 | Ove Sprogøe Prisen | Forbrydelsen | Vundet | |
| 2008 | Bodilprisen for bedste mandlige birolle | De fortabte sjæles ø | Nomineret | |
| 2012 | Zulu Award for årets danske skuespiller | Klassefesten | Nomineret | |
| 2013 | Robert for årets mandlige birolle | Viceværten | Nomineret | |
| Ole-prisen for bedste mandlige birolle | Nomineret | |||
| 2023 | Odense Film Festival YOU-Audience Award | From Above | Vundet | |
| 2024 | Aladerri International Film Festival for Best Actor | Nomineret | ||
| Aladerri International Film Festival for Best Narrative Short Film | Nomineret |