Nordic noir eller nordisk noir er en genre indenfor litteratur, spillefilm og tv-serier, som består af fortællinger om forbrydelser og deres efterforskning i de nordiske lande.
Betegnelsen bruges især om perioden efter 2000. Selve begrebet stammer fra 2010. Som det allerførste eksempel på nordisk noir fremhæves dog ofte svenskerne Maj Sjöwalls og Per Wahlöös kriminalromanserie Roman om en forbrydelse i 10 bind fra 1965 til 1975 med den fiktive politimand Martin Beck i hovedrollen.
Betegnelsen nordic (eller nordisk) noir er afledt af film noir, en fransk betegnelse, som oprindelig blev brugt på amerikanske krimi- og detektivfilm fra 1940'erne og 1950'erne.
Begrebet nordic noir blev taget i brug af britiske og amerikanske kritikere i 2010 for at beskrive deres oplevelse af nyere nordisk kriminallitteratur, serier og film, som skabte deres eget take på krimigenren. Den danske universitetslærer Jakob Stougaard-Nielsen og hans studerende opfattes som ophavsmænd til begrebet. Stougaard-Nielsen underviste i dansk på University College London i årene omkring 2010, hvor han bemærkede den store interesse for Stieg Larssons Millennium-romaner og den danske tv-serie Forbrydelsen, som blev en stor succes på den britiske BBC, selvom den usædvanligt for engelske forhold blev vist med dansk originaltale og engelske undertekster. Stougård-Nielsen og hans studerende etablerede i marts 2010 en blog med titlen "Nordic Noir Book Club" og et samlingssted med samme navn i en gammel hospitalsbygning i London. Samme år blev Stougård-Nielsen interviewet til en BBC-dokumentar med arbejdstitlen The History of Scandinavian Crime Fiction. Da BBC hørte om hans bogklub, omdøbte de dokumentaren til Nordic Noir: The History of Scandinavian Crime Fiction. Derpå begyndte avisen The Guardian at kalde Forbrydelsen for Nordic Noir, og så bredte betegnelsen sig hurtigt.
Nordisk noir har haft stor gennemslagskraft internationalt. Både undergenrens litterære og kommercielle kvaliteter og producenternes bevidste markedsføring har været med til at gøre den populær over store dele af verden. Nordisk natur og klima, som kan virke eksotisk og tiltalende for internationale læsere og seere, er centralt for æstetikken i nordisk noir. En direkte sprogføring, komplekse rollefigurer og ligestillede kønsfremstillinger bidrager også til undergenrens popularitet.
Som i andre kriminalfortællinger handler nordisk noir typisk om en efterforsker, som skal løse et kriminalmysterium, som regel en mordgåde, og som samtidig må håndtere turbulens i både sit eget og andres liv. Efterforskeren er ofte i politiet, men kan også være for eksempel en journalist eller forfatter.
Et vigtigt kendetegn ved nordisk noir er, at fortællingen retter et kritisk søgelys mod forestillingen om Norden og socialdemokratiet som et ligestillet paradis. Denne facade bliver gennemskuet, mørke sider af samfundsliv og politik afsløres, og der udtrykkes ofte en bekymring for, hvordan den socialdemokratiske periode i Norden er blevet afløst af en ny orientering mod globaliseret kapitalisme og stadig større uligheder siden 1980-tallet.
Æstetikken i nordisk noir er præget af melankoli. Både bøgerne, serierne og filmene kendetegnes af mennesker og omgivelser, som er kolde og blege, stille og indadvendte, vakre, men ensomme. Landskaberne, enten de er landlige eller urbane, fremstår som i en evig tilstand af høst eller tidlig vår. Nogle gange er det dyb vinter, men næsten aldrig sommer. Farvebrugen fremhæver blege varianter af blåt, grønt og gråt, og lydbilledet er ofte præget af en kølig popmusik. Denne betoning af en melankolsk stemning giver nordisk noir et udtryk, som adskiller sig fra andre trender og stilretninger i krimigenren, selvom handlingen er letgenkendelig for et stort publikum både hjemme og ude.
Som en undergenre af kriminallitteratur kan nordisk noir spores til de svenske romaner om detektiven Martin Beck, udgivet af Maj Sjöwall og Per Wahlöö i perioden fra 1965 til 1975. Der henvises også ofte til danske Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992) som en vigtig forløber. Svenske forfattere, som fik stor betydning for denne krimistrømnning omkring årtusindskiftet, var blandt andre Henning Mankell med politiefterforskeren Kurt Wallander, Håkan Nesser med detektiven Van Veeteren, Stieg Larsson med journalisten Mikael Blomqvist og hackeren Lisbet Salander samt Camilla Läckberg med forfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström. I senere år har også den svenske bogserie om efterforsker Joona Linna af Lars Kepler (pseudonym for Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril) og de danske kriminalromaner af Jussi Adler-Olsen opnået massiv international succes.
En interessant fodnote i denne krimilitteraturens historie er udgivelsen af den norske roman Mordet på maskinbygger Roolfsen af Maurits Hansen i 1840. Dette var et år, før Edgar Allan Poes novelle The Murders in the Rue Morgue (1841), som ofte bliver regnet som den første moderne detektivfortælling. Hansens roman havde mange af de samme træk, som senere skulle definere krimi- og detektivgenren. Andre tidlige eksempler på krimier i norsk litteratur, som peger frem mod nordisk noir, er Arthur Omres Flukten fra 1936 og André Bjerkes Døde menn går i land fra 1947.
Internationalt anerkendt krimilitteratur fra Norge i nutiden omfatter bøgerne om Konrad Sejer af Karin Fossum, om Cato Isaksen af Unni Lindell, om Varg Veum af Gunnar Staalesen, om Hanne Wilhelmsen af Anne Holt, og ikke mindst Jo Nesbøs verdensberømte bogserie om den alkoholiserede politiefterforsker Harry Hole.
En af tv-serierne, som fik stor betydning for undergenrens gennembrud, var den danske Forbrydelsen (2007–2012), hvor Sofie Gråbøl spillede politiinspektør Sarah Lund. Serien gjorde sig bemærket for sin mørke tone og sin vægt på intriger i politiske miljøer og de kriminelle handlingers konsekvenser i almindelige menneskers liv. Den danske og svenske samproduktion Broen (2011–2018) satte også et betydeligt præg på nordisk noir som begreb, med Sofia Helin i hovedrollen som politiefterforskeren Saga Norén. Både Forbrydelsen og Broen blev internationale successer, som også er blevet genskabt som tv- og streamingserier i flere lande.
I norsk serieproduktion bliver Lilyhammer (2012–2014) nogle gange karakteriseret som nordisk noir, selvom den lige så godt kan kaldes en sort komedie. Andre norske eksempler er krimiserien Grenseland (2017) og den politiske thriller Okkupert (2015–2019). Der er også blevet lavet nordisk noir på Island, med serien Trapped (2016–2021) som et kritikerrost eksempel, og i Finland, med serien Bordertown (2016–2019).
Også serier fra lande udenfor Norden er blevet omtalt som nordisk noir. Eksempler på dette er britiske Fortitude (2015–2018), en gyser, som foregår på en fiktiv norsk ø i Arktis, Top of the Lake (2013–2017) fra New Zealand, som deler æstetik, men ikke tematik med de nordiske eksempler, og Fargo (2014–2022) fra USA, som er et krimidrama fra en skandinavisk-præget del af Nordamerika.
Betegnelsen nordisk noir har udviklet sig til at blive en betydelig faktor i salg af serier og film til et internationalt publikum og bruges i dag også om serier, som ligger langt fra undergenrens oprindelige æstetik. Et eksempel er den amerikanske serie The Bridge (2013–2014), baseret på Broen. Den får sommetider mærkaten nordisk noir i markedsføringen, selvom handlingen er flyttet til grænsen mellem USA og Mexico, og den rent æstetisk ikke kan placeres i undergenren.
Stieg Larssons Millennium-romaner blev filmatiseret i Sverige som en trilogi (2009), og seriens første bog, Menn som hater kvinner (2005), blev også filmatiseret i Hollywood af instruktøren David Fincher som The Girl With the Dragon Tattoo (2011). Meget af filmen blev indspillet i Sverige og noget i Norge.
Jo Nesbøs krimiroman Snømannen (2007), en af bøgerne om Harry Hole, blev også genstand for en Hollywood-filmatisering i 2017, filmet i Norge med Michael Fassbender i hovedrollen. Instruktøren var svenskeren Tomas Alfredson, som tidligere havde gjort sig bemærket med gyseren Lad den rette komme ind (2008), baseret på bogen af John Ajvide Lindqvist. Nordisk noir i film og serier har mange æstetiske og tematiske træk tilfælles med gyserfilmen, som har været betydningsfuld i norsk film efter 2000.
En tidlig forløber for nordisk noir i film og serier er Erik Skjoldbjærgs debutfilm Insomnia fra 1997. Denne detektivhistorie finder sted i et evigt oplyst Nord-Norge ved midsommertid, hvor solen aldrig går ned. Sammen med Pål Sletaunes debutfilm Budbringeren blev Insomnia udvalgt til deltagelse på filmfestivalen i Cannes, og det engelske begreb NorWave bleb brugt for at beskrive og markedsføre disse nye film fra Norge. Insomnia fik også tildelt begrebet "film blanc" af kritikere som en illustration af, at den var en film noir-inspireret kriminalfilm med stik modsatte visuelle kendetegn.