| Nyhavn 43 | |
|---|---|
Nyhavn 43 | |
| Generel information | |
| Adresse | Nyhavn 63 2820 København |
| Historie | |
| Indviet | 1700-tallet |
Nyhavn 43 er en tidligere bryggergård beliggende to huse før Toldbodgade på solsiden af Nyhavnl i København. Der blev drevet bryggerivirksomhed på stedet fra midt i 1700-tallet og mere end hundrede år frem. Ølbrygningen foregik i baggården, medens forhuset blev brugt til beboelse med en enkelt lejlighed på hver etage.Blandt ejendommens tidligere ejere kan nævnes gehejmearkivar Grímur Jónsson Thorkelin og Bent Fabricius-Bjerre. Af andre kendte tidligere beboere kan nævnes handelsmanden Hans Puggaard, søofficeren Hans Lindholm, højesteretsdommeren Hans Jacob Koefoed, officeren og godsejeren Frederik Rubeck Christian Bülow, politikeren J.C.H. Fischer, grosserer Ferdinand Ekman og grundlæggeren af Dagbladet Børsen Theodor Green.
Bygningskomplekset blev fredet i 1945. Det blev renoveret i 1987. Ejendommen ejes i dag af et datterselskab til Lars Larsen Group. Restaurant Ved Kajen ligger i ejendommen.

Tilbage i slutningen af 1700-tallet var grundstykket del af en langt større ejendom som tilhørte garver Villum Lydersen. I Københavns første matrikel fra 1689 blev hans ejendom opført som nr. 28 i Sankt Annæ Øster Kvarter. Ejendommen blev senere opdelt i fem ejendomme (nu Nyhavn 41–49). På et kort over området fra 1731 er ejendommen markeret som Søren Møllers Gaard.

Ejendommen blev på et tidspunkt erhvervet af brygger Poul Christensen Hvidsten (Widsten, 1712–1791). I den nye matrikel fra 1756 blev hans ejendom opført som nr. 22 i Sankt Annæ Øster Kvarter. Den nuværende bygning på stedet blev opført for ham før 1788.
Der boede tre husstande i Hvidstens ejendom ved folketællingen i 1787. Hvidsteen selv boede i ejendommen med sin hustru Gunnild Cecilie Hvidsteen (født Dybe), deres tre-årige søn Lars Christian, en bryggeriarbejder, en lærling, en gårdskarl, en kusk og to tjenestepiger. Skibskaptajn Daniel Friederich Kiølmen boede i en anden lejlighed med sin hustru Maria Titgen, deres fire børn i alderen to til 16 år og to tjenestepiger. Øltapper Ole Bonsøe boede i kælderen med sin hustru Helwig Sophie Larsdatter, deres to børn på fire og syv år og en tjenestepige.
Poul Christensen Hvidsteen døde i 1791. Gunnild Cecilie Hvidsteen blev året efter gift med historikeren Grímur Jónsson Thorkelin. Ved den næste folketælling i 1801 boede de i ejendommen med deres tre fælles børn, Gunhild Cecilie Hvidstens søn af første ægteskab Jensenius Johan Hvidtsteen, en bryggeriarbejder og tre tjenestepiger. Søofficeren Hans Lindholm boede i en anden lejlighed med sin hustru Elisabeth Reinhardine Fabricius-Tengnagel, deres tre børn i alderen ét til fem år, en husjomfru, en husholderske og to tjenestepiger.
I den nye matrikel fra 1806 blev ejendommen igen opført som nr. 22 i Sankt Annæ Øster Kvarter. Den tilhørte på det tidspunkt stadig Thorkelin. Han døde i 1829, men havde muligvis allerede skilt sig af med ejendommen. Handelsmanden Hans Puggaard boede i ejendommen fra 1827 til 1829.
Før den næste folketælling i 1834 var bryggergården blevet erhvervet af brygger og brændevinsbrænder Jeppe Adam Hertz. På det tidspunkt boede der fire husstande i ejendommen. Ejeren boede på stueetagen med sin hustru Johanne Carine, deres syv børn i alderen seks til 23 år, fem bryggeriarbejdere, tre ansatte ved brændevinsbrænderiet og en enkelt tjenestepige. Højesteretsassessor Hans Jacob Koefoed (1785–1870) boede på førstesalen med sin hustru Johanne Louise Koefoed, deres to-årige søn Jens Laasbye Rottbøll Koefoed, en tjener og en tjenestepige Stiftsassessor Jørgen Smith (1764–1836), som havde titel af kancelliråd, boede på andensalen med sin hustru Johanne Elisabet Smith (født Hornbech), deres to børn på otte og 16 år, en tjenestepige og en logerende (en embedsmand). Værtshusholderen Frederece Jeppesen boede i kælderen med sin 22-årige søn Pouel Frederic Bendix Jeppesen (som dog var på rejse i Tyskland), fire logerende og en tjenestepige.
Ved den næste folketælling i 1840 boede der igen fire husstande i ejendommen. Søofficeren Hans Carl Bodenhoff, som havde rang af kaptajn og var chef for 1. Divisions 3. Kompagni, boede nu på førstesalen med sin hustru Serena Bodenhoff, deres tre børn og en tjenestepige. Frederik Rubech Bülow, som var major ved ved 1. Jyske Infantreiregiment, boede på andensalen med sin hustru Henriette Bülow, deres fire børn, en tjenestepige og syv logerende. Tre af de syv logerende var den senere politiker Johan Christian Henrik Fischer (på det tidspunkt teologistuderende) og brødrene Frederik Wilhelm Willemoes (senere læge) og Joachim Godske Willemoes (senere præst).
Ved folketællingen i 1850 tilhørte ejendommen Johanne Hertz. Bryggeriet og brændevinsbrænderiet blev bestyret af sønne Christian Hertz. Løjtnant og maler Johan Peter Ferdinand Ekman boede i en anden lejlighed med sin hustru Anine Holgine Marie (født Jørgensen), deres tre børn (et af dem den senere grosserer Ferdinand Ekman), en tjener og to tjenestepiger. Overlæge og professor i medicin Carl Ludvig Frederik Henck (1789–1854) boede i ejendommen med sin hustru Henriette Charlotte Amalie Henck, deres otte børn og to tjenestepiger. Sønnen Johan Wilhelm Emanuel Henck var arkitekt.

Ved folketællingen i 1880 boede der ikke længere nogen medlemmer af familien Hertz i ejendommen, ligesom den ikke længere husede et bryggeri. Grosserervirksomheden Jacobsen & Saabye lå senere i ejendommen. Virksomheden blev grundlagt af Louis Hansen i 1875. Den var fra 1919 ejet af Hans Jacobsen (1872–1949) og A. Saabye. Saabye udtrådte af virksomheden i 1929. Efter Jacobsens død i 1949 blev det fortsat af hans søn Herman Jacobser (1899-) og datter J. Højby Hansen (1908-).
Ejendommen har i nyere tid været ejet af Bent Fabricius-Bjerre og hans to sønner gennem ejendomsselskabet Hauser Plads 10 A/S. Efter Bent Fabricius-Bjerres død i 2020 overtog hans arvinger hele ejerskabet indtil de i december 2021 solgte Nyhavn 43 og resten af porteføljen videre til det selskab Vision Ejendomme, hvorefter det skiftede navn til Vision Alleycat efter Fabricius-Bjerres musikstykke Alleycat. I august 2022 solgtes selskabet til Lars Larsen Group og det skiftede herefter navn til LLG Alleycat. Prisen for Nyhavn 43 blev opført til 167 mio. kroner.
Det seks fag brede forhus er opført i grundmur med tre etager over en høj kælder. Den gulmalede facade er opdelt af en hvidmalet kordongesims mellem stueetagen og første sal, ligesom der løber en hvidmalet gesims med sparrehoveder under tagskægget. Over den grønmalede port i de to fag længst til højre ses endvidere en markant, hvidmalet slutsten. Portåbningen flankeres af to kanonløb, som tjener som "afvisere", som skulle beskytte hjørnerne mod påkørsel med vognhjul. Forhusets Mansardtag er beklædt med sortglasserede tegl mod gaden og røde tegl mod gården.
Bag forhuset finder man et langt, smalt gårdru. To tidligere pakhuse markerer vestsiden af gårdrummet. Mellem dem er der en smal pasge med et gammelt udhus. Bagerst i gårdrummet ligger et baghus, som tidligere har været anvendt som stald.
{{cite web}}: Tjek datoværdier i: |access-date= (hjælp){{cite web}}: Tjek datoværdier i: |access-date= (hjælp){{cite web}}: Tjek datoværdier i: |access-date= (hjælp)| Wikimedia Commons har medier relateret til: |