| O.P. Momme | ||
|---|---|---|
| Personlig information | ||
| Født | 18. marts 1854 Ørum | |
| Død | 27. marts 1899 (45 år) København | |
| Land | Kongeriget Danmark | |
|
| ||
| Information med symbolet | ||


Ole Peter Momme (født 18. marts 1854 i Ørum ved Horsens, død 27. marts 1899 i København) var en dansk arkitekt, der var eksponent for historicisme og især palæstil. Han var oftest i kompagniskab med Ludvig Frederik Olesen.
O.P. Momme blev født 1854 i landsbyen Ørum ved Horsens som søn af kancelliråd, herredsfuldmægtig Laurits Momme (1820-1892) og Elsine f. Sørensen (1825-1893). Efter at have været i murerlære og efter at have gennemgået Kunstakademiet (afgangsbevis 1881) blev han konduktør for J.D. Herholdt ved restaureringen af Skt. Peders Kirke i Næstved og ved opførelsen af Bikubens bygning i Silkegade i København. I konkurrencen om et rådhus i Roskilde vandt han præmien og opførte bygningen 1882-83; i konkurrencen om Christiansborg Slots genopførelse vandt han sammen med arkitekt L.F. Olesen præmie både 1887 og 1888; 1887 vandt han tillige Akademiets lille guldmedalje for et fyrsteligt Residensslot, og 1888 foretog han en studierejse for Akademiets stipendium. 1884-88 havde Momme og hans stadige medarbejder Olesen bopæl i Aalborg, hvor han opførte en mængde villaer og privatbygninger; nævnes må Gabels Gård (militær skole og hovedvagt), svineslagteriets ejendom på Torvet, grosserer Stauns ejendom og Tvangsarbejdsanstalten (fuldført 1896). Senere har han bygget forskellige herregårde, skoler og landbygninger samt kirkerne i Nykøbing Mors, 1891, og i Løgstør, 1893. Efter at være flyttet til København, hvor han 1889 blev bygningsinspektør, opførte han af større foretagender boligejendommen Sans Souci på Frederiksberg (1893-94), en del større privatbygninger og arbejdsanstalten på Amager (1894-95).
1885 ægtede han Thora Henriette Kirstine Simonsen (f. 1859), datter af forvalter ved Kommunehospitalet i Århus Heinrich Simonsen (1821-1891) og Anna Kirstine f. Hansen (f. 1822). Momme døde i 1899.

Sammen med Ludvig Frederik Olesen:
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |