| Omo Nationalpark | |
|---|---|
IUCN kategori II (nationalpark) | |
Omo River i den østlige del af Omo Nationalpark | |
| Beliggenhed i Etiopien | |
| Sted | Sydetiopien, Etiopien |
| Nærmeste by | Jinka |
| Koordinater | 6°0′N 35°50′Ø / 6.000°N 35.833°Ø |
| Etableret | 1980 |
| Styrende organ | Etiopiens Naturbeskyttelsesmyndighed |
Omo Nationalpark er en nationalpark i Etiopien, der blev grundlagt i 1980. Parken ligger i regionen Sydetiopien på Omoflodens vestbred omkring 870 kilometer sydvest for Addis Abeba. Parken har et areal på og dækker et areal på cirka 4.068 kvadratkilometer. På den anden side af Omo ligger Mago Nationalpark og Tama vildtreservat. Selvom der for nylig blev bygget en landingsbane nær parkens hovedkvarter ved Mui-floden, er parken svært tilgængelig. Lonely Planet-guiden Etiopien og Eritrea beskriver Omo Nationalpark som "Etiopiens mest afsidesliggende park".
Omo Nationalpark i den nedre Omo-dal, og er 140 km lang og strækker sig fra Neruze-floden i syd til Sharum-sletten i nord og er op til 60 km bred, hvor parkens hovedkvarter ligger. Vigtigste landområder omfatter Omo-floden mod øst, Maji-bjergene, Sharum- og Sai-sletten mod nord og vest, samt Illibai-sletten og Dirga-bakkerne mod syd. Der er tre varme kilder i parken, og den gennemskæres af nogle floder, som alle løber ud i Omo. Mui-floden krydser midten af parken, før den mødes med Omo-floden. Meget af parken ligger i en højde af 800 moh., men den sydlige del ved Neruze-floden falder til 450 m. Den højeste top af Majibjergene, som ligger i parken, er 1.541 m over havets overflade.
Omo Nationalpark er hovedsageligt dækket af åben savanne, krat og flodskov, ved Omo-flodens vestlige bred. Arterne omfatter Ficus sycomorus, Tapura fischeri, Melanodiscus oblongus, Celtis integrifolia, Trichilia roka, Cordia sinensis, Acacia mellifera og Ziziphus mauritiana.
Parkens fauna omfatter 73 arter af pattedyr og 312 fuglearter.
Omo Nationalpark er hjemsted for store flokke af bøfler, zebraer, elsdyrantilope, østafrikansk oryx, tiangs, lelwel-koantilope, dik-dik, bushbukke, rødbukke og Grantgazeller. Andre pattedyr, der er sjældnere at finde, omfatter elefanter, løver, leoparder, geparder, bushsvin, afrikanske vilde hunde, giraffer, oribis, klipspringere, større kuduer, hyæner, sorte næsehorn, flodheste og vortesvin. Primater som mantled guerezas, olivenbavianer og De Brazza-aber lever også i skovområderne.
Blandt fuglearterne i parken findes strudse, ørne, hejrer, skægfugle, honninggøge, isfugle, sekretærfugle, spætter, papegøjer, tornskader og vævere .
I Omo Nationalpark findes også nilkrokodiller, sorte mambaer, afrikanske sporeskildpadder, sorthalsede spyttekobraer, rombeformet natterorm, puffaddere og klippepytoner, der er almindelige her.
De nedre løb af Omo-floden blev erklæret et UNESCO- verdensarvssted i 1980, efter opdagelsen (Omo Kibish-formationen) af de tidligst kendte fragmenter af Homo sapiens Omo-fragmenterne (en), som er dateret til at være omkring 195.000 år gamle.
Der er stort set ingen turistinfrastruktur i parken og ringe støtte til rejsende. I 1999 blev det rapporteret, at ingen af turistbureauerne i eller uden for Etiopien ville arrangere ture i parken. Walta Information Center annoncerede den 3. oktober 2006, at 1 million amerikanske dollars var blevet afsat til at anlægge "veje og rekreative centre samt forskellige kommunikationsfaciliteter" med det formål at tiltrække flere besøgende.
Stammerne Mursi, Suri, Nyangatom, Dizi og Me'en meldes at være i fare for at blive fordrevet og/eller nægtet adgang til deres traditionelle græsnings- og landbrugsjord. Dette følger afgrænsningen af parken og African Parks overtagelse af parken. Denne proces truer med at gøre Omo-folkene til ulovlige besættere på deres jord.
Der er rapporter om at stammefolk, af parkens embedsmænd, er blevet tvunget til at underskrive dokumenter, som de ikke kunne læse.
I oktober 2008 meddelte African Parks, at de opgav forvaltningen af Omo Nationalpark og forlod Etiopien. De udtalte, at bæredygtig forvaltning af de etiopiske parker er uforenelig med "den uansvarlige levevis, som nogle af de etniske grupper har". Organisationen har problemer med at håndtere den oprindelige befolkning, der forsøger at fortsætte sin traditionelle levevis inden for parkens grænser.