Chapeau claque

En sammenklappelig operahat, udfoldet (øverst) og sammenfoldet (nederst).

En chapeau claque eller operahat er en variant af høj hat, som kan klappes sammen ved hjælp af et fjedersystem. Den blev oprindeligt udviklet til brug i mindre rummelige indendørs lokaler som teatre og operahuse.

Den er typisk fremstillet af sort satin og kan foldes lodret sammen ved et tryk eller et knæk på hattens top, så den nemt kan opbevares i en garderobe eller under et sæde. Den foldes ud igen ved et tryk indefra.

Det franske navn chapeau claque er sammensat af chapeau, som betyder hat, og claque, som betyder smæld elle rklik. En chapeau claque er således en hat, der klappes sammen med et klik og foldes ud på samme måde.

På engelsk omtales modellen normalt som collapsible top hat (sammenklappelig høj hat), gibus eller oftest opera hat.

Historie

En fransk tegneserie fra 1926, som viser fordelene ved fjedermekanismen i den sammenklappelige høj hat.

Konstruktionen kan oprindeligt have været inspireret af en historisk hattemodel kaldet chapeau bras (armhat), fremstillet som bicorne eller tricorne, så den kunne bæres sammenfoldet under armen.

Den 5. maj 1812 fik den londonske hattemager Thomas Francis Dollman patent på et design til en "elastisk rund hat", understøttet af ribber og fjedre. Patentet blev beskrevet således:

En elastisk rund hat, som "kan fremstilles af bæverfilt, silke eller andre materialer". "Toppen af pulden og omtrent en halv tomme fra toppen" samt "skyggen og omtrent en tomme af pulden fra bunden" afstives på sædvanlig vis. Resten af hatten "efterlades helt uden afstivning" og holdes i form af ribber af passende materiale, "fastgjort vandret på indersiden af pulden", samt af en elastisk stålfjeder tre til fire tommer lang og næsten en halv tomme bred, "syet lodret på hver side af pulden indvendigt". Ved pakning til rejse "trækkes det dobbelte bånd under hattebåndet over toppen af pulden for at holde hatten sammenpresset".

Nogle kilder har tolket dette som en tidlig sammenklappelig høj hat, selv om det ikke udtrykkeligt fremgår, om Dollmans design var beregnet til herre- eller damehatte. Dollmans patent udløb i 1825.

Omkring 1840 udviklede Antoine Gibus i Poissy, Frankrig, en høj hat med fjedermekanisme, der kunne klappes sammen. Modellen blev så populær, at hatte fremstillet efter dette design kom til at blive kendt som gibus.

Den karakteristiske smældende lyd, der høres, når en gibus foldes ud, gav anledning til et tredje navn, chapeau claque, idet claque er det franske ord for 'smæld.

Se også

Referencer

  1. ↑ www.silktophats.eu: History of the top hat
  2. ↑ Quinion, Michael. Why is Q always followed by U? Penguin Books. 2009 ISBN 978-0-141-03924-4
  3. ↑ Patents for inventions. Abridgments of specifications. Patent Office. 1874. an elastic round hat.
  4. ↑ de Bono, Edward (1974). Eureka! An illustrated history of inventions from the wheel to the computer: a London Sunday times encyclopedia. London: Holt, Rinehart and Winston. s. 88. ISBN 978-0-03-012641-3.
  5. ↑ Sichel, Marion (1978). The Regency. London: Batsford. s. 24-25. ISBN 9780713403428.
  6. ↑ Herbert, Luke (1827). The Register of Arts, and Journal of Patent Inventions, Volume 4. s. 64.
  7. ↑ ""Gibus" Opera Hat". McCord Museum. Arkiveret fra originalen 2013-11-03. Hentet 2013-07-06.
  8. ↑ "Hat Glossary". Villagehatshop.com. Hentet 2024-12-26.
  9. ↑ "History of Hats". Lock Hatters. Arkiveret fra originalen 2015-09-07. Hentet 2013-07-06.

Eksterne henvisninger