Optant (af latinoptare, "vælge") betegner i folkeretten en person, der i forbindelse med en landafståelse benytter en traktatmæssig ret til ved eget valg ("option") at vælge, i hvilken af de traktatsluttende stater vedkommende fremover vil være statsborger, uanset bopæl. Betegnelsen anvendes navnlig om en borger i et afstået landområde, der vælger at beholde sit statsborgerskab i den stat, som vedkommende hidtil har tilhørt, selv om vedkommende bliver boende i det afståede område.
Retten for indbyggerne i et afstået område til selv at vælge, hvilken stat de ville tilhøre, blev første gang fastlagt i traktater fra midten af 1700-tallet. Siden freden i Paris den 30. maj1814 blev det en regel ved landafståelser at indrømme en sådan optionsret, formentlig med en uudtalt forventning om, at personer, der valgte statsborgerskab i den anden stat, senere ville udvandre til denne.
Ved freden i Wien af 30. oktober1864 fik indbyggerne i de afståede hertugdømmer adgang til inden for seks år at optere for Danmark. Mange benyttede sig af denne mulighed, da den tysk-franske krig brød ud kort før fristens udløb, idet danske optanter ikke var forpligtede til at gøre preussisk krigstjeneste. Det slesvigske optantspørgsmål gav imidlertid anledning til betydelige vanskeligheder, blandt andet fordi børn af optanter, som var født i de afståede områder, hverken havde preussisk eller dansk statsborgerret. Spørgsmålet blev delvist ordnet ved konventionen af 11. januar1907 om visse optantbørns statsborgerlige forhold, bekendtgjort ved bekendtgørelse nr. 11 af 24. januar 1907. Ved Nordslesvigs genforening med Danmark blev der på begge sider af den nye grænse ligeledes givet adgang til at optere for det andet land.
Betegnelsen optanter er blevet anvendt om de indbyggere i det nordlige Slesvig (≈Sønderjylland), som efter Wienfreden 1864 fik ret til i løbet af seks år at vælge, om de ville fortsætte med at være danske undersåtter uden derfor at skulle opgive deres faste ejendom i Nordslesvig, og som med forhåbningen om, at Pragfredens løfte om landets gentilslutning til Danmark i stort tal foretrak at regne sig som danske statsborgere og derved undgå tysk militærtjeneste, især ved udbruddet af den fransk-tyske krig i 1870. Da krigen, uventet, sluttede fordelagtigt for Tyskland, og da håbet om en snarlig folkafstemning svandt, vendte størstedelen af optanterne tilbage til Nordslesvig. Ved en særlig aftale mellem Danmark og Preussen i 1872 (Aabenraakonventionen) tilsikredes dem tillige uhindret ophold, men naturligtvis uden politiske rettigheder og med fare for at kunne udvises lige som andre udlændinge. Endnu i 1880 fandtes der cirka 25.000 danske optanter uden lokal valgret i Slesvig.
Efter 1883 naturaliseredes efterhånden et stort antal optantsønner, som tjenestegjorde i den tyske hær, og under grev Leo von Caprivis frisindede styrelse som preussisk premierminister 1890 og de følgende år optoges omkring 1.500 mandlige optanter sammen med deres hustruer og umyndige børn, i alt 6.000—7.000 personer, administrativt som preussiske medborgere. Endnu i 1898 beregnedes optanterne i Nordslesvig til at udgøre omkring 4.000 personer og optantbørn til 10.000—-12.000, heraf halvdelen kvinder. Da nationalitetsstriden omkring 1900 skærpedes, blev optanternes — ikke mindst optantbørnenes — retsstilling meget usikker, så snart myndighederne fandt dem at være til besvær ("lästig") eller ville angribe dem for at derved politisk at true deres slægtninge og venner.
Ernst Matthias von Köller, som var den tyske overpræsident over Slesvig-Holsten, forsøgte hårdhændet at fortyske denne provins. Under hans styre 1901 og de følgende år ikke blot udvistes mange optanter, men over 1.000 personer, som længe havde været anset som preussiske borgere og udøvet både stemmeret og andre offentlige rettigheder, stempledes som optanter og blev derved overladte til myndighedernes velvilje, alt i håb om på denne måde at kunne kue de danske nordslesvigeres politiske selvstændighedsfølelser. Da dette imidlertid mislykkedes, og de preussiske myndigheders fremfærd vakte stor forargelse både i udlandet og i selve Tyskland, åbnedes forhandlinger med Danmark, og den 11. januar1907 blev indgået en konvention, ifølge hvilken optanternes børn skulle kunne blive preussiske undersåtter, hvis de ansøgte om det. I løbet af et par år fik 4.000—5.000 personer preussisk statsborgerskab og der igennem var optantspørgsmålet praktisk taget løst.
