
Pima – nordamerikansk stamme af Piman Uto-Aztecan sprogfamilien i det sydvestlige kulturelle område, som lever i Salt River- og Gila Riverdalen i det syd-centrale Arizona, USA.
Traditionelt levede pimaerne i landsbyer tæt ved flodbredderne og dyrkede landbrug. Deres landbrugsmetoder var helt anderledes end hos flere andre indianere i de Forenede Stater. Fx gravede pimaerne vandingskanaler med træværktøj. De levede i landsbyer styret af en valgt høvding. Deres hjem var runde grenhytter og senere enkeltfamiliehuse bygget af mudder og halm (adobe).
Den første kontakt, som stammen havde med europæere, var med jesuitermissionæren Francisco Eusebio Kino omkring 1697.
Stammens største sejr var i 1857, da de nedkæmpede en hær yumaer og mohaver.
På det tidspunkt var deres antal omkring 4000 mennesker. I 1990 var de 14.431, og de fleste af dem lever i Salt River-reservatet og Gila River-reservatet.

Kvinderne flettede holdbare kurve som brugskunst i ledige stunder. Kurve i forskellige former og størrelser blev brugt til f.eks. opbevaring, til at rense majs og hvede ved kastning og til at bære ting i. Tætflettede kurve med en indersidebehandling af klæbrig plantesaft var vandtætte. De største, traditionelle kurve af form som runde brødkurve var ca. 60 centimer i diameter og over 20 centimer dybe i centrum. Kurve til opbevaring var høje og rummelige og ofte med en slank hals.
Kvinderne indsamlede plantematerialerne til kurvefletning i bestemte sæsoner og forarbejdede dem til brug. Afbarkede og flækkede pilegrene, friske strå af dunhammer og afbarkede, flækkede skud af virginsk poppel (Populus deltoides) udgjorde de lyse grundmaterialer. Ved at omvikle de tynde og opblødte flettematerialer med sort plantemateriale fra de store frøkapsler af en ørkenplante kaldt devil’s claw (Martynia fragrans) kunne kvinderne give kurvene sort/lyse mønstre. Abstrakte designs a la græske mæander-borter var meget brugt, men kun evner og kreativitet satte grænser for udsmykningen.