"Got Fiber??" ("Har du fiber??") er overskriften på dette tophemmelige interne NSA-undervisningsslide, som bl.a. blev offentliggjort af Dagbladet Information og The Intercept i 2014.
RAMPART-A bygger på hemmelige samarbejder, hvor partnerlande giver adgang til fiberoptiske kabler og huser amerikansk udstyr, mens USA stiller udstyr og værktøjer til behandling og analyse af den indsamlede datatrafik til rådighed. I 2013 havde programmet adgang til datastrømme på mere end 3 terabit pr. sekund og omfattede 37 partnerlande, heriblandt 17 medlemsstater i EU. Partnerlandene var efter deres samarbejdsniveau inddelt i kategorierne Second og Third, hvor førstnævnte omfattede de øvrige lande i Five Eyes-samarbejdet, mens bl.a. Danmark tilhørte sidstnævnte gruppe. XKeyscore(en) indgik i programmets tekniske arkitektur og gjorde det muligt at gennemsøge de indsamlede datastrømme ved hjælp af specifikke selektorer.
Samarbejdet var underlagt gensidige begrænsninger, hvorefter partnerlandene ikke måtte anvende NSA's teknologi til at indsamle oplysninger om amerikanske statsborgere, mens NSA tilsvarende ikke måtte anvende sin adgang til at indsamle oplysninger om værtslandenes egne borgere. Vilkårene havde dog ikke nærmere angivne undtagelser. Danmark deltog fra 1997 i RAMPART-A gennem et kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og NSA, som gav NSA adgang til kommunikationsdata fra et TDC-tele- og internetkabel, der blev forbundet til FE-komplekset Sandagergård på Amager. Bekymring i FE for, om denne adgang også blev anvendt til overvågning af danske statsborgere, førte efter Edward Snowdens afsløringer til den interne undersøgelse Operation Dunhammer i 2013. Undersøgelsen fandt ifølge Politiken ikke afgørende beviser for amerikansk misbrug af kabelsamarbejdet mod danskere, men afdækkede, at NSA gennem danske kabler havde spioneret mod europæiske statsledere og andre højtstående personer. Efter at en FE-whistleblower havde overgivet Dunhammer-rapporten og andet materiale til Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), rettede tilsynet den 24. august 2020 alvorlig kritik mod FE for bl.a. vildledning af tilsynet, indikationer på ulovlig indhentning og videregivelse af oplysninger om danske statsborgere samt en vedvarende risiko for uberettiget indhentning mod danskere. Offentliggørelsen blev startskuddet til FE-sagen.
Program og teknisk opbygning
Logoet for XKeyscore, det bagvedliggende it-program, der gør det muligt at gennemsøge de massive datastrømme.
RAMPART-A blev administreret gennem NSA's afdeling Special Source Operations (SSO), der var specialiseret i adgang til de fiberoptiske kabler, som udgør en central del af den globale tele- og internetinfrastruktur. Programmet bygger på hemmelige samarbejder mellem NSA og en række partnerlande, der giver adgang til fiberoptiske kabler og huser amerikansk udstyr. USA stiller til gengæld udstyr og værktøjer til transport, behandling og analyse af de indsamlede data til rådighed.
I en typisk RAMPART-A-operation tapper partnerlandet et internationalt fiberkabel ved et adgangspunkt på sit territorium og fører de indsamlede data til en lokal facilitet med udstyr leveret af NSA. Her kan partnerlandets analytikere behandle materialet, mens data samtidig videresendes til NSA gennem en sikker forbindelse. Ifølge de klassificerede NSA-præsentationer blev sådanne kabeloperationer typisk placeret under dække af en synlig satellitoperation.
I 2013 havde programmet adgang til datastrømme på over 3 terabit pr. sekund på verdensplan og omfattede kommunikationsteknologier som telefoni, fax, telex, modem, e-mail, internetchat, VPN, VoIP og oplysninger om telefonsamtaler. En klassificeret NSA-præsentation fra 2010 angav, at RAMPART-A-data blev anvendt af samtlige NSA's analyseafdelinger, og at programmet alene i 2009 bidrog til mere end 9.000 færdige efterretningsrapporter, hvoraf godt halvdelen udelukkende var baseret på RAMPART-A.
RAMPART-A var ifølge NSA's klassificerede budgetmateriale det klart største af organisationens kabeladgangsprogrammer baseret på samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. I 2011 blev 76,5 millioner af i alt 91 millioner amerikanske dollar til sådanne programmer anvendt på RAMPART-A, svarende til 84 procent. Programmets andel udgjorde 62 procent i 2012 og 82 procent af det foreslåede budget i 2013. Samlet kostede programmet omkring 170 millioner amerikanske dollar mellem 2011 og 2013.
XKeyscore(en) indgår i RAMPART-A's tekniske arkitektur. Systemet er blevet beskrevet som "hjertet" i det tekniske setup og gør det muligt for analytikere at gennemsøge datastrømme ved hjælp af specifikke selektorer såsom telefonnumre, IP-adresser og e-mailadresser. XKeyscore kan samle opsplittede datapakker til læsbare formater, såkaldt sessionizing, og dermed give adgang til indhold fra bl.a. chatbeskeder og Word-dokumenter.
Det er sandsynligt, at ikke alle partnerlande havde egne RAMPART-A-anlæg. I 2013 havde NSA etableret mindst 13 RAMPART-A-sites, hvoraf ni var aktive; ved ét af anlæggene blev der alene indsamlet metadata. Tre af de største, AZUREPHOENIX, SPINNERET og MOONLIGHTPATH, indsamlede trafik fra omkring 70 forskellige kabler eller netværk.
Samarbejdsvilkår og partnerlande
NSA's liste over "godkendte SIGINT-lande" (Approved SIGINT countries), inddelt efter samarbejdsniveau med NSA. "Andenrangspartnere" (Second Partners)"Tredjerangspartnere" (Third Partners)
Samarbejdet mellem NSA og partnerlandene var underlagt to grundlæggende gensidige begrænsninger: Partnerlandene måtte ikke anvende NSA's teknologi til at indsamle oplysninger om amerikanske statsborgere, mens NSA ikke måtte benytte den adgang, som organisationen havde fået i et partnerland, til at indsamle oplysninger om værtslandets egne borgere. Vilkårene havde dog undtagelser, uden at NSA angav, hvori disse bestod. Ifølge Edward Snowden var aftalerne mellem NSA og partnerlandene vagt formulerede og lette at omgå.
I 2013 omfattede RAMPART-A i alt 37 partnerlande, heriblandt 17 medlemsstater i EU. Partnerlandene var inddelt efter samarbejdsniveau i kategorierne Second og Third.
Partnerlande på Second-niveau, som var partnere i Five Eyes-samarbejdet, var:
I det danske kabelsamarbejde blev kommunikationsdata ført gennem et dedikeret kabel, som var finansieret af USA, fra en privat kabeloperatørs tekniske hub til FE-komplekset Sandagergård på Amager. Her foregik indhentningen ved at "spejle" lyset i fiberkablerne, hvorved meget store mængder rådata kunne kopieres uden at forstyrre den oprindelige datatrafik.
Ifølge Zetland var den private virksomhed, der ejede kablet, TDC, som på daværende tidspunkt hed Tele Danmark. TDC var dengang det eneste danske selskab med tele- og datakabler i området. Det danske setup fulgte RAMPART-A-modellen, hvor USA leverede avanceret udstyr til transport, behandling og analyse, mens partnerlandet stillede fysisk adgang til kabler på sit territorium til rådighed.
Et tophemmeligt NSA-notat om forholdet mellem NSA og FE fra april 2013 beskrev samarbejdet som en gensidig udveksling. NSA leverede bl.a. efterretninger af direkte relevans for Danmark samt indsamlings- og behandlingsudstyr, mens FE på sin side gav NSA adgang til "særlige indsamlingsinitiativer" (special collection initiatives), hvilket Information vurderede kunne være en henvisning til den fælles kabeladgang.
I den dansk-amerikanske relation indebar den gensidige begrænsning, at USA ikke måtte anvende systemet mod danske borgere eller virksomheder, mens FE ikke måtte anvende det mod amerikanere. FE implementerede tekniske filtre, der skulle forsøge at frasortere dansk trafik, og gennemgik desuden de søgeord, som NSA ønskede at indtaste, for at sikre, at danskere ikke optrådte blandt dem. Myndighederne erkendte imidlertid, at der ikke fandtes nogen absolut teknisk garanti mod, at danske oplysninger lejlighedsvis kunne forekomme som "tilfældighedsfund". Det tætte samarbejde gav samtidig Danmark en unik status som en meget værdsat partner for USA.
Information beskrev i 2014 med henvisning til en kilde med kendskab til FE's filtrering, at en tilsvarende filtrering af kabeldata kunne være relativt grov. Eksempelvis kunne danske `.dk`-mailadresser frasorteres, mens danske brugere af internationale mailtjenester ikke nødvendigvis ville blive identificeret; avisen pegede samtidig på, at præcis frasortering af danske oplysninger fra de indsamlede rådata kunne være teknisk vanskelig.
Den danske aftale med TDC om adgang til transitkabler kan sammenlignes med Tysklands såkaldte "Transit-Vereinbarung" mellem Bundesnachrichtendienst (BND) og Deutsche Telekom, hvor BND under Operation Eikonal fra 2004 til 2008 gav NSA adgang til internationale fiberforbindelser i Frankfurt.
Edward Snowdens afsløringer og danske følgevirkninger
Den amerikanske whistleblowerEdward Snowden, hvis afsløringer om USA's globale masseovervågning i 2013 førte til dansk bevågenhed om muligt misbrug af kabelsamarbejdet.
Edward Snowdens læk af tophemmelige NSA-dokumenter i juni 2013 synliggjorde, at NSA bedrev global signalindhentning i stor skala, herunder gennem systematisk tapning af internettets kabelinfrastruktur og spionage mod også nære allierede. I Danmark førte materialet i 2014 til en række konkrete medieafsløringer. DR-journalisten Henrik Moltke søgte sammen med Information-journalisterne Sebastian Gjerding og Anton Geist adgang til Snowden-materialet gennem dokumentaristen Laura Poitras i Berlin. Information offentliggjorde bl.a. dokumentation for, at NSA under og op til COP15 i København i 2009 havde indsamlet oplysninger om andre landes forberedelser og forhandlingspositioner.
Det samme kildekompleks blev anvendt til for første gang at beskrive det tophemmelige samarbejde mellem NSA og FE om såkaldt "kabeladgang". Oplysningerne blev bl.a. understøttet af et NSA-talepapir fra 2012 udarbejdet til NSA-chefen Keith Alexander forud for et møde i København, hvor NSA's engagement i "særlig adgang" og assistance til FE udtrykkeligt blev nævnt. Den daværende forsvarsminister Nicolai Wammen ønskede ikke at kommentere de konkrete oplysninger, men udtalte, at efterretningssamarbejde skulle foregå inden for dansk lov.
_Overview_RAMPART-A,_%22Got_Fiber%3F%3F%22.png)
_(cropped).jpg)
