
FE-sagen (også kaldet lækage-sagen) er en omfattende dansk efterretningsskandale udløst af afsløringer om Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) deltagelse i det hemmelige RAMPART-A samarbejde ledet af amerikanske National Security Agency (NSA), hvor NSA fik adgang til elektronisk indhentning af kommunikationsdata fra dansk-ejede tele- og internetkabler. Mistanke om vildledning og utilstrækkelig kontrol med spionage mod danske statsborgere førte til, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) udtalte historisk hård kritik den 24. august 2020, og regeringen hjemsendte FE-ledelsen. Efterfølgende medielækager om samarbejdet medførte, at PET iværksatte en totalovervågning og i slutningen af 2021 sigtede fire personer for landsforræderi, heriblandt FE-chef Lars Findsen. Samtlige sager kollapsede i november 2023, da anklagemyndigheden opgav tiltalerne efter Højesteret i flere kendelser krævede en åben retsproces om de forhold, der allerede var offentligt kendte.
Det samlede sagskompleks er indviklet, vidtforgrenet, og til stadighed delvist uafklaret og hemmeligholdt. Siden 1997 har FE og NSA (efter personlig mægling fra præsident Bill Clinton til statsminister Poul Nyrup Rasmussen), haft en aftale om adgang til et dansk-ejet TDC-telekabel, der forbinder Asien (herunder Kina) og Rusland med Europa. NSA har bekostet, opsat og siden vedligeholdt overvågningssystemet (XKeyscore) med minimal dansk kontrol. Edward Snowdens afsløringer i 2013 udløste en intern FE-undersøgelse Operation Dunhammer, der officielt ikke fandt beviser for amerikansk misbrug af kabeladgangen, men som afdækkede, at NSA via Danmark spionerede mod europæiske statsledere, herunder Angela Merkel. En frustreret whistleblower på lyttestationen Sandagergård optog i smug sine chefer, sagde op i 2018 og videregav optagelser samt Dunhammer-rapporten til TET, hvilket igangsatte en omfattende undersøgelse. Tilsynets bekymringer blev i den efterfølgende periode nedtonet af skiftende regeringer og embedsmænd.
Den 24. august 2020 rettede TET hård kritik mod FE for vildledning og uberettiget overvågning, hvilket førte forsvarsminister Trine Bramsen (S) til at hjemsende FE-ledelsen, herunder Findsen. En undersøgelseskommission frifandt i en kort sammenfatning i december 2021 hele ledelsen for alle forhold, men kommissionen er siden blevet kritiseret for sin ekstreme lukkethed, herunder hemmeligholdelse af både opgavebeskrivelse (kommissorium) og slutberetning. Kommissionen svækkede endvidere TET's fremtidige beføjelser, herunder tilsynet med kabelsamarbejdet, hvilket har medført kritik.
I foråret 2021 iværksatte PET en omfattende totalovervågning af Findsen og andre udvalgte individer, grundet mistanke om lækage. I december 2021 blev Findsen anholdt, mens tre andre efterretningsfolk ligeledes blev sigtet. Findsen og fhv. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen blev tiltalt efter straffelovens § 109 for at have videregivet klassificerede oplysninger til bl.a. journalister og pårørende. Sagerne blev opgivet i november 2023, efter at Højesteret i flere kendelser krævede delvis åben retsproces om forhold, der allerede var offentligt kendte (herunder selve eksistensen af kabelsamarbejdet), hvilket anklagemyndigheden ikke ville gennemføre.
FE-sagen betragtes bredt som danmarkshistoriens største efterretningsskandale, og vurderes at have skadet Danmarks internationale omdømme samt belastet samarbejdet med udenlandske tjenester og derved potentielt svækket rigets sikkerhed (hvilket FE dog bestrider). Forløbet har affødt en vedvarende debat om, hvorvidt hjemsendelserne unødigt gjorde landets allerstørste statshemmeligheder til offentlig debat, og burde være håndteret diskret og internt, eller om TET var forpligtet til at orientere om potentiel ulovlig indhentning. En ny FE-kommission (II) undersøger bl.a. påstanden om "usaglige hensyn" bag beslutningsprocessen. Konklusionen er blevet forsinket ad to omgange, og beretningen forventes nu afgivet senest 30. juni 2028.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigspolitiske og militære efterretnings- og spiontjeneste. FE blev oprettet i 1967 til dels at skaffe oplysninger til militæret om andre landes militære forhold og dels at udarbejde sikkerhedspolitiske vurderinger af forholdene i andre lande til regeringen. FE beskæftiger sig også med forholdene i Danmarks nabolande, men især forholdene i lande, hvor eller hvortil danske soldater er udsendt eller kan tænkes at blive udsendt i fredsbevarende eller fredsskabende operationer.
FE er direkte underlagt forsvarsministeren og fik ved vedtagelse af antiterrorlovgivningen 2006 for første gang også tillagt funktioner inden for landets grænser, idet FE kan udføre spionage mod personer i Danmark, der formodes at have med den internationale terrorisme at gøre. Da FE ikke er en del af politiet, og dermed ikke underlagt politiovens og retsplejelovens bestemmelser, betød denne udvidelse af FEs arbejdsområde en potentiel betydelig indskrænkning i borgernes frihedsrettigheder og retssikkerhed i øvrigt.

Den dansk-amerikanske kabelaftale blev initieret i midten af 1990'erne, efter at den amerikanske efterretningstjeneste NSA opdagede et centralt internationalt "backbone"-fiberkabel nedgravet under København. Kablet fungerede som et strategisk digitalt knudepunkt for datatrafik fra Asien og Rusland til resten af Europa, hvilket gjorde det til en efterretningsmæssig "guldmine". Eftersom Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) oprindeligt afviste en anmodning om adgang, sendte præsident Bill Clinton et personligt brev til statsminister Poul Nyrup Rasmussen for at få ham til at genoverveje beslutningen. Nyrup Rasmussen accepterede anmodningen, og aftalen faldt på plads kort før Clintons officielle besøg i København i juli 1997, hvor han personligt takkede den danske regering for samarbejdet. Aftalen blev formelt stadfæstet i et dokument underskrevet af statsministeren selv, forsvarsminister Hans Hækkerup og departementschef Anders Troldborg.
Denne aftale er siden blevet betragtet som en af kongerigets største hemmeligheder og findes kun i ét fysisk eksemplar, som opbevares i et pengeskab i FE’s hovedkvarter på Kastellet. For at sikre operationens lovlighed indhentede regeringen godkendelse fra den private danske teleoperatør, der ejede og drev kablet, under forudsætning af den højeste politiske rygdækning.

Det tekniske setup indebar, at kommunikationsdata blev ført via et dedikeret kabel, finansieret af USA, fra virksomhedens tekniske hub til FE-komplekset Sandagergård på Amager. Her foregår indhentningen ved at "spejle" lyset i fiberkablerne, hvilket muliggør kopiering af enorme mængder rådata uden at forstyrre den oprindelige trafik.
Ifølge Zetland er den private virksomhed, som ejer kablet TDC, som dengang hed Tele Danmark. TDC var på daværende tidspunkt det eneste danske selskab med tele- og datakabler i området.
Operationen er efter alt at dømme en del af NSA's globale paraplyprogram RAMPART-A, som blev etableret i 1992. Under dette program leverer USA det avancerede udstyr til transport, behandling og analyse, mens partnerlande som Danmark stiller fysisk adgang til kabler på deres territorium til rådighed. Hjertet i dette system er it-programmet XKeyscore (en), som gør det muligt for analytikere at gennemsøge datastrømmene ved hjælp af specifikke selektorer såsom telefonnumre, IP-adresser og e-mails. Systemet er i stand til at samle opsplittede datapakker til læsbare formater (såkaldt "sessionizing"), hvilket giver adgang til alt fra chatbeskeder til Word-dokumenter.
Som en del af samarbejdet indgik parterne en gensidig tillidspagt: USA må ikke bruge systemet mod danske borgere eller virksomheder, og FE må ikke bruge det mod amerikanske. For at håndhæve dette har FE implementeret tekniske filtre, der forsøger at frasortere dansk trafik, ligesom FE gennemgår de søgeord, som NSA ønsker at indtaste, for at sikre, at der ikke optræder danskere imellem dem. På trods af dette har myndighederne erkendt, at der ikke findes en absolut teknisk garanti mod, at danske oplysninger lejlighedsvis kan optræde som "tilfældighedsfund". Det tætte samarbejde gav Danmark en unik status som en meget værdsat partner for USA.
Aftalen med TDC om transitkabel-adgang minder eksempelvis om Tysklands "Transit-vereinbarung" mellem Bundesnachrichtendienst (BND) og Deutsche Telekom, hvor BND under Operation Eikonal (2004-08) gav NSA adgang til internationale fibre i Frankfurt.

Edward Snowdens læk af tophemmelige NSA-dokumenter i juni 2013 synliggjorde, at NSA bedrev global signalindhentning i stor skala, herunder ved systematisk tapning af internettets kabelinfrastruktur og spionage mod også nære allierede. I dansk offentlighed udmøntede dette sig i 2014 i en række konkrete medieafsløringer baseret på Snowden-arkivet: DR-journalisten Henrik Moltke søgte, sammen med Information-journalisterne Sebastian Gjerding og Anton Geist, adgang til materialet via dokumentaristen Laura Poitras i Berlin, hvorefter Information bl.a. publicerede dokumentation for, at NSA under og op til klimatopmødet COP15 i København i 2009 havde indsamlet oplysninger om andre landes forberedelser og forhandlingspositioner.
Samme kildekompleks blev brugt til for første gang, at beskrive et tophemmeligt samarbejde mellem NSA og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om såkaldt "kabeladgang". Historien var bl.a. understøttet af et NSA-talepapir fra 2012 til NSA-chefen Keith Alexander forud for et møde i København, hvor NSA’s engagement i "særlig adgang" og assistance til FE eksplicit nævnes. Den daværende forsvarsminister Nicolai Wammen ønskede ikke at kommentere de konkrete oplysninger, men udtalte, at efterretningssamarbejde skal foregå inden for dansk lov.
Navnet på den danske whistleblower er stadig ukendt for offentligheden. Han er født i ca. 1977, opvokset i Jylland, har læst computerteknologi og har en bachelorgrad i datalogi og matematik fra Københavns Universitet. Han beskrives ideologisk som "ræverød" socialist og antiimperialist. Han blev som "ung" ansat i FE kort efter terrorangrebet den 11. september 2001. Han var IT-specialist og en anerkendt "hacker" på FEs tekniske hovedkvarter på Sandagergård på Amager.
I ca. 2010 begynder vedkommende at interessere sig kritisk for FE’s kabelsamarbejde med USA. Med en kollega undersøger han i 2010 og 2011 selv samarbejdet, og finder frem til, at en "tredjedel af testdata fra kilden viste sig at være danske – langt mere end det, som aftalen med amerikanerne lagde op til". De FE-ansatte rejser kritikken for FE-ledelsen, men uden megen respons. Whistlebloweren udviklede angiveligt et tæt forhold til indhentningschef i FE, Henrik Berg, og som følge af Snowden-afsløringerne, fik NSA-samarbejdet fornyet interesse. I 2013 tillod Berg whistlebloweren, i samarbejde med 3 andre kollegaer, at påbegynde en intern undersøgelse af om USA misbrugte kabelaftalen til også at spionere mod danskere.
I foråret 2018 siger whistlebloweren op som hacker i FE. Han er sidenhen flyttet til en midjysk stationsby, og arbejder i det private som rådgiver i vindindustrien.

Operation Dunhammer er navnet på den interne FE-undersøgelse, som blev igangsat af FE-ledelsen, herunder indhentningschef Henrik Berg og FE-chef Thomas Ahrenkiel, i 2013. Formålet var at afdække, om NSA rent faktisk misbrugte den danske kabeladgang. Undersøgelsen blev udført af fire tekniske FE-ansatte på Sandagergård, herunder whistlebloweren, og bestod bl.a. i at undersøge de "selektorer", som NSA benyttede, dvs. de søgeord efterretningstjenesten benyttede til at sortere i de store mængder metadata. De foreløbige resultater lå klar i 2014, og selvom indholdet af Dunhammer-rapporten ikke kendes offentligt, har et antal journalister haft indsigt i rapportens konklusioner.
Ifølge Politiken konkluderede Operation Dunhammer, at der "ikke var afgørende beviser for amerikansk misbrug af kabelsamarbejdet" mod danskere. Til gengæld viste rapporten, at NSA havde aflyttet danske internetkabler til at spionere mod statsledere, toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i Tyskland, Holland, Sverige, Norge og Frankrig. Disse inkluderede bl.a. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, den daværende tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, og den daværende tyske oppositionsleder, Peer Steinbrück. Adskillige andre for offentliggheden hemmeliggholdte personer indgik også i Dunhammer-rapporten. NSA indsamlede (gennem Danmark) store mængder dybt personlige og strategiske data om disse personer bl.a. telefonsamtaler, e-mails, chatbeskeder og sms’er. Rapporten konkluderede tilsynladende også, at FE havde hjulpet det amerikanske agentur med at spionere på det danske udenrigs- og finansministerium samt den danske våbenproducent Terma om indkøb af kampfly. FE samarbejdede også med NSA om spionageoperationer mod den amerikanske regering.
Opdagelser skabte en dyb intern konflikt i FE. Whistlebloweren mente, at fundene var et klart bevis på, at samarbejdet udgjorde en uacceptabel risiko, og at FE-ledelsen udviste større loyalitet over for USA end over for Danmark. Ledelsen anså derimod rapportens konklusioner for at være spekulative, idet den opfattede beviserne som udokumenterede og ikke tilstrækkeligt konkrete. FE-ledelsen udarbejdede et seperat notat, der nedtonede konklusionerne. Whistlebloweren var dog ikke tilfreds og følte, at ledelsen dækkede over ulovligheder.
Efter at den interne undersøgelse "Operation Dunhammer" blev afsluttet i maj 2015, følte whistlebloweren, at ledelsen bevidst ignorerede eller nedtonede resultaterne. Han oplevede en "meget sparsom kommunikation" fra ledelsen, herunder fra Thomas Ahrenkiel og senere Lars Findsen, og rykkede gentagne gange forgæves for handling.
Da han ikke kom igennem internt, forsøgte han fra 2016 at etablere kontakt til forsvarsministeren (først Peter Christensen og siden Claus Hjort Frederiksen) via "bagkanaler" og med hjælp fra sin tillidsrepræsentant, men dette førte heller ikke til et møde. Whistlebloweren valgte herefter at gå udenom de officielle kommandoveje og kontaktede to medlemmer af Folketingets Kontroludvalg (også kendt som Kontaktudvalget), der fører parlamentarisk tilsyn med efterretningstjenesterne. Det drejede sig specifikt om:
Whistlebloweren forsynede de to politikere med detaljerede oplysninger om kabelsamarbejdet med USA. Dette gjorde dem i stand til at stille FE-chefen og forsvarsministeren en række "kvalificerede spørgsmål" under de lukkede møder i udvalget for at gennemskue, om ledelsen talte sandt om omfanget af den ulovlige indhentning. Både Skipper og Egelund har senere givet udtryk for en frygt for, at de blev bevidst vildledt af Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen under disse møder.

Da de politiske manøvrer i Kontroludvalget heller ikke medførte de ønskede ændringer, kontaktede whistlebloweren det uafhængige Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) under ledelse af landsdommer Michael Kistrup. I 2018 videregav whistlebloweren en kopi af den klassificerede Dunhammer-rapport til tilsynet. Dette såede de første frø af mistillid mellem TET og FE, da Thomas Ahrenkiel ikke selv havde orienteret tilsynet om rapportens eksistens.
Allerede i sin årsrapport fra 2018 ønskede TET at udtrykke kritik om de forhold whistlebloweren havde oplyst, men tilsynet blev afvist af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der angiveligt blev vred over anklagerne om ulovligheder. Selvom tilsynet formelt er uafhængigt, er det normalt at TET forhandler med forsvarsministeriet inden, specielt i sager af en sådan statshemmelig karakter. Som et kompromis oplyste TET i sin årsrapport blot, at den var kommet "i besiddelse af oplysninger, der indikerede, at tilsynet i dets kontrol af FE er givet mangelfulde eller vildledende oplysninger vedrørende ét af tjenestens indhentningssystemer". Centralt var, at TET ikke (endnu) direkte kritiserede FE for lovovertrædelser.
I november 2019 overdrog whistlebloweren en USB-pind med omkring 100 timers hemmelige lydoptagelser, som han i smug havde optaget på FE’s lokationer (Kastellet og Sandagergård) mellem 2016 og 2019. Optagelserne dokumenterede ifølge kilderne, hvordan FE-ledelsen internt drøftede at tilbageholde oplysninger for tilsynet. På baggrund af det omfattende materiale indledte TET en særlig undersøgelse af FE. Den 6. december 2019 sendte Michael Kistrup et hemmeligt brev til den nytiltrådte forsvarsminister Trine Bramsen, hvori han informerede hende om whistleblower-materialet og konstaterede en "bestyrket mistanke" om, at FE bevidst havde vildledt tilsynet.
I januar 2020 mødtes Trine Bramsen med hele tilsynet for at drøfte sagen. Hun udtrykte her fuld støtte til tilsynets videre undersøgelse, hvilket stod i kontrast til hendes forgænger Claus Hjort Frederiksen, der tidligere havde afvist tilsynets kritik som ubegrundet. I det efterfølgende forår og sommer (2020) gennemførte TET en tilbundsgående analyse af whistleblowerens materiale og havde løbende konfrontationer med FE-ledelsen, som dog ifølge tilsynet fortsat forsøgte at skrinlægge uhensigtsmæssige forhold. Undersøgelsen kulminerede den 21. august 2020, da TET overleverede en fire bind lang redegørelse samt et udkast til en historisk hård pressemeddelelse til Trine Bramsen.
Da forsvarsminister Trine Bramsen og hendes departement læste tilsynets konklusioner, blev de beskrevet som værende i chok og "rystede" over anklagernes alvor. Tilsynets formand, Michael Kistrup, havde i sit følgebrev tilbudt at mødes med ministeren for at drøfte kritikken, før den blev meldt ud, men regeringen valgte i stedet at handle øjeblikkeligt.
Af frygt for at overtræde ministeransvarsloven ved at lade mulige ulovligheder fortsætte længere end nødvendigt, blev det i Statsministeriet besluttet at hjemsende FE-ledelsen med det samme. Allerede fredag aften, den 21. august 2020, modtog FE-chef Lars Findsen et opkald med besked om at aflevere sit adgangskort og forlade sin post på ubestemt tid. Også den operative chef og den juridiske chef i FE fik besked om deres hjemsendelse denne aften. Lørdag den 22. august 2020 indkaldte statsminister Mette Frederiksen til et tophemmeligt møde i Statsministeriet. Deltagerne var foruden statsministeren, Trine Bramsen, justitsminister Nick Hækkerup og deres respektive departementschefer, herunder Barbara Bertelsen. Hertil var partilederne fra de fire gamle "regeringsbærende" partier inviteret:
Partierne Enhedslisten og Alternativet blev bevidst holdt uden for denne orientering. Under mødet fik partilederne udleveret og fik lejlighed til at læse TET’s udkast til pressemeddelelsen. Ifølge kilder tæt på forløbet kom ingen af de tilstedeværende partiledere på dette tidspunkt med protester eller indsigelser mod hverken indholdet af pressemeddelelsen eller planen om at offentliggøre den. Efter at have sikret sig politisk opbakning hos de store oppositionspartier, gav Trine Bramsen Michael Kistrup grønt lys til at udsende pressemeddelelsen præcis, som tilsynet havde formuleret den, uden at benytte sig af tilbuddet om et forudgående møde.
Samme dag blev det besluttet også at hjemsende departementschef Thomas Ahrenkiel, der ellers stod til at tiltræde som ambassadør i Berlin ugen efter, da han havde været chef for FE i en del af den periode, kritikken omfattede. Regeringen færdiggjorde her deres presse- og kommunikationsstrategi, der skulle præsentere hjemsendelserne som et udtryk for nødvendig handlekraft over for "uhensigtsmæssige forhold" i tjenesten. Mandag morgen den 24. august 2020 ramte pressemeddelelsen offentligheden, hvilket markerede den officielle start på FE-skandalen.
FE-sagens offentlige startskud og brede kendskab sker ved offentliggørelsen af en kritisk udtalelse (pressemeddelelse) fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) den 24. august 2020. TET bestod i undersøgelsesperioden og ved udsendelsen af pressemeddelelsen af følgende fem medlemmer:

TET’s udtalelse indeholdt seks alvorlige anklagepunkter mod FE:
Pressemeddelelsen var opsigtsvækkende, da den brød med den normale praksis, hvor tilsynets rapporter forhandles og "rundes af" i samarbejde med Forsvarsministeriet for at beskytte statshemmeligheder.
De hjemsendte i FE-ledelsen var følgende fem personer:
| Navn | Stilling | Dato for hjemsendelse | Forløb og skæbne | Ref. |
|---|---|---|---|---|
| Lars Findsen | Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste | 21. august 2020 (offentliggjort 3 dage efter) | Underlagt totalovervågning af PET. Sigtet og tiltalt for lækage, men sagen kollapsede i november 2023 efter kendelser i Højesteret. Tilkendt tortgodtgørelse i 2025. | |
| Henrik Berg | Operativ chef (indhentningschef) i FE | Frifundet af kommission. Udpeget som viceforsvarschef og chef for forsvarsstaben i 2025. | ||
| Freja Sine Thorsboe | Juridisk chef i FE | Frifundet af kommission. Udpeget som kommitteret hos Rigsadvokaten, nu landsdommer ved Vestre Landsret. | ||
| Thomas Ahrenkiel | Departementschef i Forsvarsministeriet og fhv. chef for FE | 24. august 2020 | Frifundet af kommission. Overtog i 2025 igen posten som chef for FE. | |
| Unavngivet | Jurist i FE | August 2020 | Fortsat ansat i Forsvarsministeriets koncern som den eneste af de fem oprindeligt hjemsendte. |
Formanden for TET, landsdommer Kistrup, har senere udtalt, i 2020 til Politiken, at "reaktionen er kommet bag på mig. Jeg kan ikke tale på vegne af de øvrige medlemmer af tilsynet, men jeg kan sige, at det har udviklet sig mere alvorligt, end jeg havde regnet med".
I de umiddelbare uger efter hjemsendelserne begyndte de dybe statshemmeligheder, som TET-rapporten kun antydede, at sive til pressen, hvilket eskalerede sagen markant. Den 27. august 2020 kunne både DR og Weekendavisen afsløre, at sagens kerne var det tophemmelige kabelsamarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, og kort efter fulgte Berlingske op med detaljer om aftalen fra 1990’erne og det hemmelige dokument i pengeskabet på Kastellet. Samarbejdet, som internt blev betegnet som efterretningstjenestens "guldæg" eller "kronjuvel", handlede om elektronisk tapning af internationale fiberoptiske kommunikationskabler, der løber gennem Danmark.
Denne bølge af lækager fik den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen til offentligt at kritisere regeringen for at have kastet loyale medarbejdere under bussen og for at tillade en pressemeddelelse, der kompromitterede landets sikkerhed, hvilket brød den politiske borgfred og startede en bitter magtkamp i offentligheden.

Som direkte konsekvens af tilsynets kritik og de politiske spændinger besluttede regeringen den 5. oktober 2020 at fremsætte et lovforslag om at oprette en undersøgelseskommission (FE-kommissionen) bestående af tre landsdommere. Medlemmerne af kommissionen var:
Opgaven var at undersøge de seks punkter i TET’s kritik, herunder om FE bevidst havde tilbageholdt oplysninger eller løjet for tilsynet, samt om der var foretaget ulovlig indhentning mod danske statsborgere. Hele forløbet er blevet beskrevet som præget af ekstrem lukkethed. Selve opgavebeskrivelsen (kommissoriet) for dommerne blev stemplet som hemmeligt, hvilket betød, at hverken offentligheden eller det brede Folketing fik indsigt i, hvad der præcis skulle undersøges. Samtlige afhøringer og undersøgelser fandt sted bag hermetisk lukkede døre på Svanemøllens Kaserne. Den endelige beretning blev undtaget fra offentlighedsloven (aktindsigt) og er aldrig blevet udleveret til pressen eller Folketinget. Kun Folketingets Kontroludvalg har fået adgang til beretningen af justitsministeren.
Den 13. december 2021 offentliggjorde Justitsministeriet et kort resumé af kommissionens konklusioner. Heri blev FE-ledelsen, herunder de hjemsendte topfolk Lars Findsen, Thomas Ahrenkiel og Henrik Berg, totalt renset for alle anklager. Dommerne fandt intet grundlag for kritik, hverken i forhold til vildledning af tilsynet eller tjenestens operationelle aktiviteter.
Frifindelsen skabte et paradoks, da to grupper af dommere (TET og kommissionen) var nået til stik modsatte konklusioner på det samme materiale.
Politikerne Eva Flyvholm (EL) og Pernille Skipper (EL) kritiserede skarpt, at kommissionen var designet til at beskytte det politiske system frem for at finde sandheden. At Folketinget ikke måtte se de spørgsmål, dommerne skulle besvare, blev betegnet som "udemokratisk". Kommissionens fortolkning af TET-loven betød i praksis, at TET efterfølgende måtte indstille deres kontrol med rådata (herunder det dansk-amerikanske kabelsamarbejde). Nogle kritikere mener, at dette har efterladt et hul i kontrollen med en af statens mest indgribende overvågningssystemer.
Professor emeritus, Jørgen Grønnegård Christensen, har fundet det særligt problematisk, at FE-kommissionen arbejdede under et hemmeligt mandat, og at dens konklusioner kun blev formidlet i en "intetsigende sammenfatning". Grønnegård påpegede også, at den danske lovgivning på området er alt for bredt formuleret med uspecifikke beføjelser, hvilket gør tilsynsopgaven ekstremt vanskelig og resulterer i en markant lavere grad af åbenhed sammenlignet med nabolande som Holland, Sverige og Tyskland.
Den Danske Dommerforening har rejst alvorlige betænkeligheder ved kravet om, at de tre landsdommere i kommissionen skulle sikkerhedsgodkendes af regeringen og de tjenester, de skulle undersøge. Foreningen anfører, at dommere allerede er retligt og faktisk uafhængige i kraft af grundloven og deres ansættelsesretlige beskyttelse, som sikrer dem mod pression af enhver art. Den centrale kritik går på, at kravet om sikkerhedsgodkendelse i praksis gav regeringen en "indirekte vetoret" til at fravælge eller "håndplukke" dommere på baggrund af skøn, der ikke kan efterprøves, hvilket anfægter en undersøgelseskommissions grundlæggende uafhængighed.
Efter de opsigtsvækkende medielækager i 2020 om det dansk-amerikanske kabelsamarbejde iværksatte Politiets Efterretningstjeneste (PET) en omfattende og hemmelig efterforskning for at identificere kilderne til de lækkede statshemmeligheder. Denne operation var en historisk, idet danske spioner blev sat til at overvåge deres egne kolleger og chefer.
PET anvendte straffelovens alvorlige § 109 (landsforræderiparagraffen) som grundlag for at indhente retskendelser til totalovervågningen. PET-teknikere brød i hemmelighed ind i Findsens private villa i Charlottenlund og hans sommerhus i Rørvig for at installere skjulte mikrofoner. Hans telefon, internettrafik og bil blev ligeledes aflyttet og overvåget via GPS. Findsen blev skygget af civile agenter, der observerede og fotograferede hans møder med venner og bekendte, herunder ved private middage på restauranter. Overvågningen af Findsen strakte sig over mere end et år og omfattede over 17.000 timers optagelser, der registrerede alt fra madplaner og intime detaljer til private samtaler med hans nærmeste familie.
Ifølge anklageskriftet opsnappede PET i denne periode flere samtaler, hvor Findsen angiveligt røbede statshemmeligheder om kabelsamarbejdet og whistleblowersagen til sin 84-årige mor, sin bror, sin kæreste samt to journalister, herunder Hans Davidsen-Nielsen fra Politiken. Et andet anklagepunkt var en frokost den 10. november 2021 med den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, som PET aflyttede via skjulte mikrofoner i Findsens stue. Hesselbjerg nægter at have fået udleveret statshemmeligheder af Findsen.
Den 8. december 2021 kulminerede PET's operation i en koordineret aktion udført af Politiets Aktionsstyrke. Findsen blev anholdt i Københavns Lufthavn tidligt om morgenen ved hjemkomsten fra en rejse til Nordmakedonien. Han blev ført bort af civile betjente foran andre rejsende og efterfølgende kørt til politistationen i Gentofte.
Samtidig blev tre andre personer med baggrund i efterretningstjenesterne anholdt eller sigtet: en 62-årig tidligere PET-medarbejder (mistænkt for læk i Ahmed Samsam-sagen), en midaldrende dataanalytiker og en kvindelig FE-medarbejder. Mens de tre andre blev løsladt efter kortere tids afhøring, blev Lars Findsen varetægtsfængslet af Københavns Byret bag dobbeltlukkede døre.
De sigtede var:
| Navn / identitet | Stilling | Lokation for anholdelse | Sigtelse | Skæbne | Kommentar | Ref. |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Lars Findsen | Hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) | Københavns Lufthavn af Politiets Aktionsstyrke | Straffelovens §109 (læk af statshemmeligheder) | |||
| Dengang 62-årig mand | Politiassistent, ansat i dansk politi i 38 år, heraf mere end et årti hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) | Eget hjem i Storkøbenhavn. | Indledningsvist straffelovens §109, sidenhen straffelovens §152 (overtrædelse af tavshedspligten) | Suspenderet fra sit arbejde i PETs hovedkontor i Buddinge. Gik på pension i sommeren 2022. | PET-kildeføreren for Ahmed Samsam. | |
| "Midaldrende mand" | Fhv. dataanalytiker (og afdelingschef) i FE | På vej til sit arbejde i Storkøbenhavn. | Straffelovens §109 | Vedkommende arbejder som selvstændig, og har anlagt en erstatningssag mod anklagemyndigheden. | ||
| "Midaldrende kvinde" | Mangeårig ansat i FE | På åben gade i København i nærheden af et FE-kontor | Straffelovens §109, subsidiært straffelovens §152 | I et brev den 4. maj 2022 droppede anklagemyndigheden sagen, eftersom sigtelsen var "grundløs". Hun forsøgte forgæves at få sit job tilbage, men måtte acceptere en fratrædelsesaftale. | Hun er inspirationskilden til, og har medvirket i, bogen For rigets sikkerhed (2025) af Iben Albinus om bl.a. et dårligt arbejdsmiljø under FE-sagen. Hun har fået konstateret ptsd, og har anmeldt FE-ledelsen for brud på straffeloven. |
10. januar 2022 forlænges fængslingen af Lars Findsen yderligere fire uger. I forbindelse med retsmødet i Københavns Byret adresserer han den fremmødte presse:
| Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I godt citere mig for. | ||
Navneforbuddet blev ved det retsmøde ophævet, hvilket betød, at historien ramte internationale medier. "Danish spy chief Lars Findsen named as mystery leak suspect", skrev britiske BBC eksempelvis.
Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen slog i den forbindelse fast, at det er uden historisk sidestykke, at den øverste chef FE sidder varetægtsfængslet og er sigtet i en sådan sag. Han vurderede samtidig, at sagen svækker Danmarks sikkerhed:
| Hvis jeg sad som efterretningschef og var samarbejdspartner, og jeg hørte, at den allerøverste efterretningschef sad varetægtsfængslet - ja varetægtsfængslet - ville jeg sige til mig selv, at der må da være et eller andet råddent i det system. Jeg ville da være meget forsigtig med at samarbejde med det system.. | ||
Findsen endte med at sidde fængslet i 71 dage før han blev løsladt i februar 2022.
Midt i december 2021 kommer det frem, at PET og FE har holdt samtaler med en række koncernchefer og chefredaktører i flere medievirksomheder. Her har efterretningstjenesterne gjort opmærksom på, at medierne også er omfattet af den særlige bestemmelse om tavshedspligt efter straffelovens §109. Mediernes brancheorganisation, Danske Medier, skrev i et brev til justits- og forsvarsministrene, at det virker som en "slet skjult trussel om, at der vil blive forsøgt slået hårdt ned på medierne", hvis visse - hvilke er uvist - oplysninger offentliggøres.
Efter anholdelserne i december 2021 blev Lars Findsen i september 2022 tiltalt efter straffelovens § 109 (landsforræderiparagraffen) for at have røbet statshemmeligheder til journalister og nærtstående.Berlingske fortæller efter omfattende research, at sigtelsen mod ham består af ni forhold. To forhold handler om, at han har talt med én journalist; to andre forhold handler om, at han har ført samtaler med en anden journalist. De to journalister er fra to forskellige store medier. Fire andre forhold handler om, at Lars Findsen har haft samtaler eller er mødtes med henholdsvis sin mor, sin bror, sin kæreste og en mangeårig ven/tidligere kollega og har omtalt eller diskuteret FE-sagen, herunder pressens dækning af den.
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fortæller 14. januar 2022, at han er blevet sigtet for offentligt at have bekræftet eksistensen af det dansk-amerikanske kabelsamarbejde. I en pressemeddelelse afviser han pure. Tilbage i september 2020 medvirkede Hjort Frederiksen i podcasten En time med Weekendavisen, hvor han afviser kendskabet til kabelsamarbejdet med USA, men at "det er i princippet det, vi taler om". Pointen gentog han senere i interviews med Berlingske, TV 2, DR2's Deadline, P1 Morgen og Den Uafhængige. Kernen i den juridiske strid blev spørgsmålet om, hvorvidt retssagerne skulle føres for helt lukkede døre af hensyn til statens sikkerhed, eller om offentligheden havde krav på indsigt.
Den første afgørende kendelse vedrørte en 62-årig tidligere PET-ansat, som var sigtet for læk i Ahmed Samsam-sagen. Her forsøgte anklagemyndigheden at få hele sagen ført for lukkede døre baseret på en udtalelse fra PET. Højesteret afviste dog dette med en skarp kritik af PET’s og anklagemyndighedens manglende konkretisering:
| Vi finder imidlertid, at anklagemyndighedens og PET’s redegørelse for disse omstændigheder er af så generel og overordnet karakter, at den efterprøvelse fra domstolenes side, som retsplejeloven og Menneskerettighedskonventionen forudsætter, ikke er mulig. | ||
| Højesteret | ||
Retten påpegede desuden, at der manglede konkretisering af, hvilke personers sikkerhed der ville blive bragt i fare, eller hvilke specifikke svagheder hos tjenesterne der ville blive afsløret.
Den endelige afgørelse for Lars Findsens sag faldt i efteråret 2023. Her slog Højesteret fast, at de forhold, som Findsen var tiltalt for at have røbet, ikke længere kunne betragtes som hemmeligheder, der krævede fuld mørklægning. Højesteret navngav i denne forbindelse direkte det emne, myndighederne ellers havde forsøgt at beskytte:
| Højesteret lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at kabelsamarbejdets eksistens [...] på nuværende tidspunkt må anses for offentligt kendt | ||
| Højesteret | ||
Retten vurderede, at de hensyn, der talte for at undgå en bekræftelse af samarbejdet, ikke var tungere end hensynet til offentlighed i retsplejen. Selvom retten tillod at lukke dørene for meget detaljerede tekniske oplysninger eller konkrete bilag, skulle selve anklageskriftet og store dele af bevisførelsen ske for åbne døre.
Som direkte konsekvens af Højesterets krav om delvis åbenhed valgte anklagemyndigheden i november 2023 at opgive sagerne mod både Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Begrundelsen var, at man ikke kunne løfte bevisbyrden uden at fremlægge klassificerede oplysninger, hvilket man ikke ville risikere i en åben retssal. Sagsforløbet blev afsluttet i en tone, der af iagttagere blev beskrevet som "småfornærmet", idet anklagemyndigheden i sin pressemeddelelse antydede, at de tiltalte ville være blevet dømt, hvis beviserne kunne være blevet fremlagt bag lukkede døre. Dermed kollapsede sagen definitivt, hvilket efterlod de involverede som frifundne, men med store personlige og karrieremæssige omkostninger.
Efter folketingsvalget i 2022, nedsatte justitsminister Mattias Tesfaye den 1. oktober 2023 FE-kommissionen II (formelt Undersøgelseskommissionen om hjemsendelser i Forsvarets Efterretningstjeneste), på baggrund af lov nr. 711 af 13. juni 2023. Kommissionens oprindelige opgave var at undersøge forløbet omkring tjenestefritagelsen af den øverste FE-ledelse i august 2020, specifikt for at afdække, om der blev varetaget usaglige hensyn. Den 11. juni 2024 blev kommissionens mandat udvidet til også at omfatte en granskning af efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens efterforskning og retsforfølgning af Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.
Kommissionen ledes af formand Jens Hartig Danielsen, som også var medlem af FE-kommissionen I, og arbejder med et omfattende materiale, der per december 2024 talte over 90 særskilte materialeleverancer. En væsentlig del af materialet er klassificeret, hvilket kræver behandling i særligt sikrede lokaler og it-systemer, hvilket ifølge kommissionen tynger arbejdets fremdrift. Selvom det oprindeligt var forudsat, at der skulle afgives beretning senest den 1. april 2026, meddelte kommissionen i december 2024, at denne tidsplan ikke kunne overholdes grundet materialets store omfang og sene udlevering fra myndighederne. På daværende tidspunkt lød det, at den endelige beretning forventedes at være afgivet inden udløbet af 2026. I juli 2026 meddelte Hartig Danielsen imidlertidig, at kommissionen ville blive yderligere forsinket, med ny seneste afgivelse af beretning den 30. juni 2028. Årsagen var ifølge formanden, at "arbejdet har taget meget længere tid af forskellige grunde", herunder at "centrale dele af materialet og de oplysninger, der indgår i undersøgelsen, er klassificeret", samt at alt marteriale endnu ikke var leveret til kommissionen (og først forventes komplet i 3. kvartal af 2026). Kommissionen skal bestræbe sig på at udarbejde en beretning, der kan offentliggøres, men må udelade oplysninger, der kan skade statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter.
Flere kilder og iagttagere peger på, at forsvarsminister Trine Bramsen handlede overilet og uden tilstrækkeligt faktuelt grundlag, da hun tjenestefritog Lars Findsen og den øvrige ledelse.
Lars Findsen har i sin bog Spionchefen beskrevet et møde med ministeren, hvor hun angiveligt udtalte, at hun var nødt til at "kunne tælle til 90". Dette er af kritikere blevet tolket som et tegn på, at hjemsendelsen ikke handlede om saglige beviser for ulovligheder, men om at ministeren ville vise politisk handlekraft for at sikre sin egen overlevelse og undgå kritik fra Folketinget. Michael Kistrup, formanden for tilsynet (TET), havde personligt tilbudt ministeren et fortroligt møde for at gennemgå kritikken, inden man valgte at offentliggøre den sprængfarlige pressemeddelelse. Regeringen valgte dog at ignorere dette tilbud og gennemførte hjemsendelserne med det samme, hvilket Kistrup senere udtalte "kom bag på ham" grundet sagens alvorlige eskalering.

Juraprofessor Eva Smith har været en af de mest markante stemmer i kritikken af myndighedernes behandling af Lars Findsen, som hun betegner som usædvanlig brutal. Smith skrev i en klumme i Politiken i august 2022, at Lars Findsen måtte have en "højt placeret fjende". Hendes argument var, at brugen af Politiets Aktionsstyrke til anholdelsen i lufthavnen og den massive totalovervågning (med over 17.000 timers optagelser) ikke kunne forklares rationelt ud fra en juridisk mistanke, men snarere lignede et ønske om at ydmyge ham.
I begyndelsen af 2022, mens Findsen fortsat sad varetægtsfængslet, modtog Folketingets partiledere fortrolige briefinger, der ifølge Politiken indeholdt intime personlige oplysninger og skulle være "godkendt" af Frederiksen og Bertelsen. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen karakteriserede briefingen som "unuanceret" og indeholdende "meget private oplysninger" uden sagsrelevans. I september 2022 omtalte Berlingske, at de delte oplysninger bl.a. vedrørte Findsens privatliv og seksuelle præferencer. Smith vurderer, at dette lignede et forsøg på et karaktermord for at svække Findsens troværdighed i en sag, hvor det juridiske bevisgrundlag var spinkelt. Flere andre kommentatorer har kritiseret forløbet som uprofessionelt og grænsende til karaktermord. I 2025 anlagde Findsen en erstatningssag mod staten, og ved dom af 5. november 2025 pålagde Retten i Lyngby staten at betale Findsen tortgodtgørelse for den krænkelse, som de fortrolige briefinger af partiledere udgjorde, idet retten fandt, at anklagemyndigheden uberettiget havde viderebragt usande og stærkt private oplysninger om ham.
Lars Findsen har selv understøttet teorien om en vendetta ved at beskrive flere tidligere sammenstød med Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Findsen beretter om et møde i 2019 vedrørende Ahmed Samsam-sagen, hvor Bertelsen angiveligt overfusede ham, fordi han fastholdt en anden faktuel udlægning end hende. Dette har ført til spekulationer om, hvorvidt Bertelsen brugte sin magtfulde position til at få Findsen fjernet, da lejligheden bød sig. Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har hævdet, at Bertelsen pressede på for en retsforfølgelse, efter at han offentligt havde omtalt det dansk-amerikanske kabelsamarbejde. I sin erindringsbog fra 2022 beskriver Lars Findsen et mangeårigt konfliktfyldt forhold til Bertelsen. Bertelsens forhenværende chef, tidligere departementschef i Justitsministeriet, Michael Lunn, har karakteriseret regeringens, herunder Bertelsens, håndtering af sagen som udtryk for "en sjælden grad af lemfældighed". Lunn udtalte, selvom han normalt ellers ikke gør det, også følgende:
| [...] Når jeg alligevel bryder denne kloge regel, skyldes det, at de implicerede myndigheders (og regeringens?) behandling af FE-sagen forekommer mig uforståelig, ugennemtænkt og præget af en næsten ubrudt kæde af fejlbeslutninger. | ||
| Michael Lunn | ||
FE-sagen har medført omfattende konsekvenser, der spænder fra dybe personlige og retlige efterspil til en fundamental svækkelse af Danmarks internationale anseelse og sikkerhedspolitiske samarbejder.
I Danmark udløste sagen en hidtil uset institutionel krise og et retsligt opgør mod centrale embedsmænd og politikere. Sagen førte til sigtelser mod den hjemsendte spionchef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen for læk af statshemmeligheder under straffelovens alvorlige § 109. Findsen blev varetægtsfængslet i 71 dage og underlagt en historisk omfattende totalovervågning fra PET, der inkluderede aflytning af hans private hjem.
Som en paradoksal konsekvens af FE-kommissionens fortolkning af loven, har Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) måttet indstille sin kontrol med rådata (herunder kabelsamarbejdet). Dette har efterladt et demokratisk kontrolhul, da ingen myndighed længere fører tilsyn med, om FE eller NSA misbruger adgangen til danskernes data. I maj 2021 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) dog to principielle domme om efterretningstjenesters elektroniske masseindhentning af kommunikationsdata (bulkindhentning), som går imod denne tilsynspraksis. Dommene forventes inkorporeret i tilsynets kompetenceområde ved vedtagelsen af en ny FE-lov i 2026.
Internationalt har sagen skadet Danmarks relationer til både tætte allierede og strategiske partnere. Afsløringen af Operation Dunhammer dokumenterede, at FE havde bistået NSA med at spionere mod statsledere i nabonationer, herunder Tysklands kansler Angela Merkel samt topfolk i Frankrig, Norge og Sverige. Dette blev af eksperter betegnet som en "stinker", der krænkede tilliden mellem de europæiske naboer.
Offentliggørelsen af det tophemmelige dansk-amerikanske kabelsamarbejde (RAMPART-A) vurderes at have gjort voldsom skade på forholdet til USA. Kilder har anslået, at samarbejdet med NSA kan være ødelagt for de næste 20-30 år, da Danmark ikke længere anses for at kunne beskytte fælles hemmeligheder. Ifølge Jacob Kaarsbo, fhv. chefanalytiker i FE, har sagen givet den danske tjeneste et ry som en "lækagetjeneste", der er i "bad standing" internationalt. Da efterretningsverdenen fungerer som en byttebørs, betyder manglende tillid, at allierede tjenester i mindre grad vil dele kritiske informationer om eksempelvis terrorplaner med Danmark, hvilket i yderste konsekvens svækker den nationale sikkerhed. Også Hans Jørgen Bonnichsen, fhv. operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste vurderede, at sagen kan få konsekvenser for Danmarks forhold til udenlandske efterretningstjenester. Den 12. februar 2021 udtalte tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen følgende:
| Vi [er] rystede over den danske regerings håndtering af den såkaldte FE-sag. Regeringen har skadet Danmarks troværdighed og undermineret tilliden mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og de udenlandske samarbejdspartnere. | ||
| Anders Fogh Rasmussen & Uffe Ellemann-Jensen | ||
Overfor Zetland, har FE dog afvist, at sagen skulle have belastet dets samarbejde med udenlandske tjenester:
| FE kommenterer af indlysende grunde ikke vores relation til andre landes efterretningstjenester. Vi kan dog oplyse, at vi på ingen måde kan genkende det skitserede billede af Forsvarets Efterretningstjenestes nuværende samarbejdsrelationer. | ||
| Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) | ||
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)