
Ragnhild Magnusdatter var datter af den norske konge Magnus Olavsson den Gode. Man kender ikke hendes nøjagtige fødsels- og dødsår, men hun levede i midten af 1000-tallet (faderen Magnus døde i 1047).
Ragnhild nævnes i Harald Hardrådes saga i Snorres Heimskringla samt i Morkinskinna i forbindelse med et forlig mellem kong Harald Hardråde og lenmandssønnen Håkon Ivarsson. Kong Harald var onkel til Ragnhilds far, Magnus, og efter Magnus’ død var Harald enekonge. Harald gik hårdt frem mod sine fjender og havde blandt andet dræbt den trønderske høvding Einar Tambarskjelve og hans søn Eindride Einarsson. Håkon Ivarsson var en slægtning af Eindride og ønskede at hævne sin frænde, sandsynligvis ved at dræbe kong Harald eller nogle af hans mænd. Kong Harald ønskede forlig, og Håkon gik med til dette på én betingelse – at han fik lov til at gifte sig med Ragnhild. Kong Harald sagde til Håkon, at han kunne få Ragnhild, hvis hun selv samtykkede. Ragnhild mente, at Håkon ikke var hende værdig, og Snorre tillægger hende følgende replik: "Tydeligt mærker jeg det, at kong Magnus, min far, er død og borte, når jeg nu skal giftes med en bonde, selv om du er en smuk mand og fremragende dygtig i idrætter. Hvis kong Magnus havde levet, ville han næppe have giftet mig bort til nogen ringere mand end en konge. Nu er det ikke at vente, at jeg vil gifte mig med en mand, som ikke har høj værdighed."
Håkon mente, at kong Harald burde gøre ham til jarl, så han kunne blive værdig til en kongedatter, men Harald sagde nej, fordi der allerede var en jarl i landet, Orm Eilivsson. Håkon rejste derefter til Danmark. Da han siden vendte tilbage til Norge, var jarlen Orm imidlertid død, og Harald gjorde Håkon til jarl, hvorefter Ragnhild blev gift med Håkon. Det er usikkert, hvor de boede. Ifølge Snorre var Håkon fra Opplandene, mens forfatteren af Morkinskinna angiver, at han var fra Viken.
Ragnhild og Håkon fik blandt andet datteren Sunniva. Sunniva fik senere sønnen Håkon, kaldet Håkon Nordmand, som blev indgiftet i den danske kongeslægt og blev far til den danske konge Erik Lam.