Randersgade

Randersgade med Lutherkirken set fra Nordre Frihavnsgade.

Randersgade er en ca. 800 meter lang gade på Indre Østerbro i København. Den udgår fra Nordre Frihavnsgade og fortsætter til Nyborggade efter en krydsning med Strandboulevarden. Gaden forbinder således Nordre Frihavnsgade med Strandboulevarden og er navngivet af stadskonduktør Thorvald Krak i overensstemmelse med bydelens konsekvente system af danske bynavne.

Randersgade består primært af beboelse i op til 4-5 etager. Ved Krausesvej findes nogle store gamle villaer, der er rester er et "Mini-Rosenvænge" fra 1870'erne. De bruges i dag som børneinstitutioner. I samme område ligger også Bopa Plads, der dog formelt er en del af Løgstørgade og Viborggade. Der er også del meget forskellige butikker, bl.a. den gamle Øbro Træhandel, der har ligget samme sted siden 1940’erne, Østerbro Lokaludvalgs kontorer (nr. 35), samt en swingerklub (nr. 49).

Gadens historie

Kalkbrænderivej set mod Nordre Frihavnsgade i 1899 med "Det skæve Hus" til venstre (nedrevet 1934).

Randersgade hed i begyndelsen Kalkbrænderivej, men blev omdøbt for at undgå forveksling med Gammel Kalkbrænderi Vej. Oprindeligt lå Georg E. Mathiasens Fabrik i Vordingborggade (dengang Øresundsgade) og spærrede for Randersgades videreførelse, men efter fabrikkens nedrivning er gaden blevet ført igennem til Strandboulevarden.

De enkelte strækninger af Randersgade er navnemæssigt historisk ret forskelligartede:

Stykket mellem Nøjsomhedsvej og Århusgade blev navngivet allerede 1886 efter den østjyske købstad Randers. Mod nord blev stykket mellem Vordingborggade og Nyborggade navngivet i 1904, og disse to adskilte stykker blev først forenet til én gade med samme navn i 1928. Samme år kom endnu et stykke af gaden – stykket ned til Nordre Frihavnsgade – også med under samme navn. Det havde tidligere været en del af Gammel Kalkbrænderi Vej.

Mellem Østerbrogade og Randersgade lå i 1800-tallet et berømt gartneri, Ohlsens Enke. Det var hende, der skænkede en grund ved Randersgade til den senere Luther Kirken. Selve frøudsalget lå omtrent, hvor Østerbrogade 94 ligger i dag, men grunden strakte sig helt til Randersgade. Den sidste rest af gartneriet blev først nedlagt i 1904.

Ohlsen har lagt navn til den nærliggende J.E. Ohlsens Gade, hvor skuespilleren Buster Larsen boede i en årrække. "Indfødte" kan i øvrigt kende nytilflyttere på, at de udtaler J'et i gadens navn, som et "J" og ikke et "I".

Op gennem 1950'erne, derimod, lå der industri, bl.a. en automekaniker (nr. 7), stilladsaktieselskaber Wasa (nr. 9) en fjerrenser (nr. 59, kælderen), Vestbeton (nr. 2) og barnevognsfabrikanten Remo (nr. 4).

Randersvej lå i Mariendals Sogn på Frederiksberg 1902-1928, men fordi den tit blev forvekslet med Randersgade, skiftede den navn til Priorvej. En anden vej, Randersvej (Aarhus), er hovedvejen mellem Randers og Aarhus.

Skoler i Randersgade

Randersgades Skole.

Der ligger ikke færre end tre kommuneskoler i gaden:

Ved gadens forløb, hvor den mødes af Krausesvej, ligger også et lille villakvarter, der ligesom Rosenvænget har overlevet i et vist omfang til i dag. Kvarteret rummer 10 gamle villaer, hvoraf de fleste er kommunalt ejede. Efter villakvarteret kommer man til den trekantede Bopa Plads, der ligesom andre af Østerbros pladser blev gjort bilfri i 1970'erne.

Nævneværdige bygninger i gaden

Sundhedshus Østerbro på hjørnet af Randersgade og Korsørgade.
Opfostringshuset husede omkring 110 drenge i alt, mellem ca. 10 og 14 år. Drengene på Opfostringshuset havde kælenavnet ”skorperne”, hvilket ikke var nedsættende ment, men henviste til de mange humpler rugbrød drengene i voksealderen fik fortæret, og til at skorpen var det bedste på brødet; drengene var altså de bedste drenge. Drengene havde i en periode den tjans at trække lodderne i Klasselotteriet. (Kilde: 2100Ø nr. 1, marts 2010, s. 9-13)

Bemærk de symmetriske spir på nordsiden af bygningerne i krydset Randersgade/Århusgade.

Eksterne henvisninger

Referencer

  1. ↑ Storbyens Stednavne af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. S. 233. ISBN 87-00-35610-7
  2. ↑ Side 13 i: https://www.rigsarkivet.dk/wp-content/uploads/2022/03/Aendrede-gadenavne-i-Koebenhavn.pdf

55°42′18.5″N 12°34′50.9″Ø / 55.705139°N 12.580806°Ø / 55.705139; 12.580806