| Ribe Katedralskole | |
|---|---|
Katedralskolens gård | |
| Generelle informationer | |
| Type | Gymnasium |
| Sted | Ribe, Danmark |
| Grundlagt | før 1145 |
| Arkitekt | Ferdinand Thielemann |
| Tidligere navn | Ribe Skole |
| Rektor | Kristian Bennike |
| Elever | 740 (2024) |
| Eksterne henvisninger | |
| ribekatedralskole.dk | |
| CVR-nummer | 29556296 |
| Oversigtskort | |
Ribe Katedralskole i Region Syddanmark | |
Ribe Katedralskole er et dansk gymnasium beliggende i Ribe, med hovedindgang fra Puggårdsgade. Skolen fylder det meste af karréen mellem de tre gader: Puggårdsgade, Gravsgade, Sviegade.
Der er for tiden (2024) ca. 740 elever på fordelt på 31 klasser. Ribe Katedralskole udbyder uddannelserne: almen studentereksamen STX, højere forberedelseseksamen HF, merkantil studentereksamen HHX, merkantil erhvervsuddannelse EUD og EUX, teknisk studentereksamen HTX. Rektor er Kristian Bennike, som 1. december 2015 afløste Bent Karsdal.
Elevlivet på Ribe Katedralskole præges bl.a. af de tre århundredegamle institutioner, elevforeningen Heimdal, skolebladet Mercurius samt det gamle elevråd. Skolen har endvidere en meget aktiv forening af tidligere elever: Ripensersamfundet.
Ribe Katedralskole er landets ældste gymnasium. Skolen kan med sikkerhed føres tilbage til 13. juni 1145, hvor biskop Elias i et brev overdrager skolen til domkapitlet. Den skole, der blev overdraget, var en allerede eksisterende skole, så skolen er altså fra før 1145. Ribe bispesæde fra 948 er Danmarks ældste, og det er rimeligt at antage, at Ribe Katedralskole er grundlagt sammen med bispesædet i 948. Da brevet fra 13. juni 1145 er den tidligste skriftlige kilde, der omtaler skolen, har man valgt denne dato som skolens fødselsdag.
Ejerskabet til Ribe Katedralskole før 1145 er usikkert, men en form for kirkelig ejerskab må der have været. I 1145 overdrages skolen til domkapitlet, der bibeholder oversynet med skolen helt indtil enevældens indførelse, der i 1660 medfører at skolen overgår til staten. Ribe Katedralskole er statsskole indtil 1986, hvor den overtages af Ribe Amt (i lighed med landets øvrige statsskolers overdragelse til amterne på det tidspunkt). Efter Strukturreformen er skolen fra 2007 blevet en selvejende institution. Fra januar 2007 overtog Ribe Katedralskole HF kurset fra CVU Vest, det tidligere Ribe Statsseminarium. I skoleåret 2017/2018 fusionerede Ribe Katedralskole med Handelsgymnasiet Ribe.
Ribe Katedralskoles tidlige bygningshistorie er usikker, dog regnes det for sikkert, at skolens placering mellem ca. 1300 og 1500 skal findes på skolens nuværende arealer. Omkring år 1500 flytter skolen til det der nu kendes som Den gamle Domskole i Skolegade lige overfor domkirkens hoveddør. I 1856 opføres den nuværende 3-fløjede hovedbygning efter tegninger af Ferdinand Thielemann ved den historiske Puggård og katedralskolen flytter tilbage.
Til højre for skolens indgangsparti ses en mindetavle. Mindetavlen er opsat for de fire faldne studenter fra skolen, der blev kaldt i krig. Mindetavlen blev afsløret d. 28. juni 1923
Rektorlisten er baseret på Ribe Katedralskoles rektortavle, samt Kornerup. Den store udskiftning i rektorer i 1500- og 1600-tallet skyldes, at rektorembedet i de år kun var en gennemgangsstilling på vej mod mere ansete stillinger, som præst, provst eller biskop. En vej som mange af rektorerne i den periode fulgte.