De Allierede var betegnelsen for de lande, der under 2. verdenskrig med fælles indsats bekæmpede Aksemagterne, først og fremmest Tyskland, Italien og Japan. De vigtigste allierede magter var Storbritannien, Sovjetunionen og USA, mens Republikken Kina spillede en central rolle i krigen mod Japan. En lang række andre lande deltog på de Allieredes side, enten med egne væbnede styrker, gennem regeringer i eksil, modstandsbevægelser, økonomisk støtte eller på andre måder.
Under 2. verdenskrig udviklede samarbejdet mellem de Allierede sig gradvist. Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland den 3. september 1939 efter den tyske invasion af Polen den 1. september. Polen fortsatte krigen gennem sine væbnede styrker i eksil, efter at landet var blevet besat af Tyskland og Sovjetunionen. Sovjetunionen sluttede sig til de Allieredes hovedkræfter efter det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941, mens USA blev krigsførende efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941.
Den 1. januar 1942 blev samarbejdet formaliseret gennem De Forenede Nationers erklæring, der blev underskrevet af 26 lande. Underskriverne forpligtede sig blandt andet til at anvende deres fulde ressourcer mod Aksemagterne og til ikke at indgå særfred. Navnet De Forenede Nationer blev dermed under krigen brugt om den koalition, der senere blev grundlaget for FN.
Allierede i 2. verdenskrig
De oprindeligt Allierede
De første større allierede i krigen mod Tyskland var:
Efter den tyske invasion af Polen den 1. september 1939 erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig den 3. september. Polen blev hurtigt besejret militært, men den polske regering fortsatte krigen fra eksil, først fra Frankrig og senere fra Storbritannien. Polske styrker deltog derefter på flere fronter under allieret kommando.
Frankrig blev besejret og besat i 1940, men De Frie Franske under Charles de Gaulle fortsatte krigen sammen med Storbritannien. Samtidig eksisterede det tyskstøttede Vichyregimet, hvilket gjorde Frankrigs stilling blandt de Allierede mere kompliceret. Franske styrker og modstandsbevægelsen kom efterhånden til at spille en større rolle i den allierede krigsførelse.
Vigtigste allierede under krigen
Frankrig – Efter Frankrigs nederlag i 1940 fortsatte De Frie Franske krigen fra udlandet, mens den franske modstandsbevægelse bekæmpede den tyske besættelse. Franske styrker deltog senere i de allieredes operationer i Europa.
Storbritannien – Storbritannien var en af de vigtigste allierede magter fra krigens begyndelse og fungerede som base for mange regeringer i eksil og allierede militære operationer i Europa.
Sovjetunionen – Sovjetunionen blev en af de vigtigste allierede magter efter det tyske angreb den 22. juni 1941. Den Røde Hær kom til at bære en meget stor del af kampene mod de tyske landstyrker på østfronten.
USA – USA gik ind i krigen efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. USA blev hurtigt en afgørende militær og økonomisk magt blandt de Allierede og deltog både i krigen mod Tyskland og i Stillehavskrigen.
Republikken Kina – Kina havde været i krig med Japan siden 1937 og var en af de vigtigste allierede magter i Asien. Kina kæmpede mod den japanske invasion og modtog betydelig støtte fra de øvrige allierede magter.
USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina omtales ofte som de fire vigtigste allierede stormagter under krigen, selv om deres militære, politiske og økonomiske betydning varierede mellem de forskellige krigsskuepladser.
Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika erklærede selvstændigt krig mod Tyskland i september 1939. Soldater fra disse lande deltog blandt andet i kampene i Europa, Nordafrika, Middelhavsområdet og Stillehavsområdet.
Indien bidrog med en meget stor militær styrke til den britiske krigsindsats, selv om landet på dette tidspunkt var under britisk kolonistyre og ikke var en selvstændig stat.
Andre allierede
En lang række lande blev allierede med Storbritannien, USA, Sovjetunionen eller andre allierede magter. Nogle deltog med regulære militære styrker, mens andre først og fremmest bidrog gennem regeringer i eksil, modstandsbevægelser eller økonomisk støtte.
Flere europæiske lande blev besat af Aksemagterne, men fortsatte krigen gennem regeringer i eksil og militære enheder uden for hjemlandene.
Polen – Besat af Tyskland og Sovjetunionen i 1939. Den polske regering fortsatte fra eksil, og polske styrker deltog blandt andet i luftkrigen over Storbritannien, i Nordafrika, Italien og på Vestfronten.
Tjekkoslovakiet – Besat og opløst af Tyskland, men den tjekkoslovakiske regering fortsatte fra eksil, og tjekkoslovakiske styrker deltog på de Allieredes side.
Danmark – Besat af Tyskland den 9. april1940. Danmark var under besættelsen ikke en krigsførende allieret stat, og den danske regering førte i de første år en forhandlings- og samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt. Den danske modstandsbevægelse voksede især fra 1943, og danskere deltog også i allieret krigstjeneste. Efter krigen blev Danmark anerkendt som allieret af USA, Storbritannien og Sovjetunionen og blev i 1945 optaget som medlem af FN.
Norge – Besat af Tyskland den 9. april1940. Den norske regering og kongen fortsatte krigen fra Storbritannien, mens norske styrker og handelsflåden bidrog til den allierede krigsindsats.
Belgien – Besat af Tyskland den 10. maj 1940. Den belgiske regering fortsatte fra eksil, og belgiske styrker deltog på de Allieredes side.
Nederlandene – Besat af Tyskland i maj 1940. Den nederlandske regering fortsatte fra Storbritannien, og nederlandske styrker deltog blandt andet i krigen til søs og i Stillehavsområdet.
Luxembourg – Besat af Tyskland i maj 1940. Regeringen fortsatte fra eksil, og luxembourgske frivillige deltog på allieret side.
Grækenland – Italien invaderede Grækenland den 28. oktober 1940, og efter den tyske invasion i april 1941 blev landet besat af Tyskland, Italien og Bulgarien. Den græske regering fortsatte krigen fra udlandet, og græske styrker deltog på de Allieredes side.
Jugoslavien – Invaderet og besejret af Aksemagterne i april 1941. Den jugoslaviske regering fortsatte fra eksil, mens forskellige modstandsbevægelser kæmpede mod besættelsesmagterne. Partisanerne under Josip Broz Tito blev efterhånden den vigtigste modstandsbevægelse og modtog betydelig allieret støtte.
Modstandsbevægelser spillede en vigtig rolle i flere besatte lande. I Danmark blev Danmarks Frihedsråd oprettet i 1943 som en samlende organisation for den aktive modstandsbevægelse. Den britiske SOE samarbejdede blandt andet med danske modstandsgrupper og forberedte organisationer, der skulle kunne støtte de Allierede ved en eventuel invasion af Danmark.
Udvidelsen af den allierede koalition
Den allierede koalition voksede betydeligt under krigen. Efter det japanske angreb på Pearl Harbor erklærede USA krig mod Japan, og Tyskland og Italien erklærede kort efter krig mod USA. Den 1. januar 1942 underskrev 26 stater De Forenede Nationers erklæring. Senere tilsluttede flere lande sig erklæringen, og koalitionen kom til at omfatte størstedelen af de stater, der var i krig mod Aksemagterne.
De Allierede var dog ikke en politisk ensartet gruppe. Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina havde forskellige politiske systemer og forskellige interesser i blandt andet Europa og Asien. Samarbejdet var først og fremmest baseret på målet om at besejre Aksemagterne. De vigtigste beslutninger blev truffet gennem møder mellem de allierede regeringer og på konferencer som Teherankonferencen, Jaltakonferencen og Potsdamkonferencen.
Krigens forløb
Efter Tysklands invasion af Sovjetunionen i juni 1941 og USA's indtræden i krigen i december samme år blev konflikten for alvor global. Sovjetunionen kom til at føre hovedparten af sine kampe mod Tyskland på østfronten, mens Storbritannien og USA kæmpede mod Tyskland og Italien i blandt andet Nordafrika, Middelhavsområdet og senere Vesteuropa. I Stillehavet var USA og dets allierede hovedsageligt i krig mod Japan.
I 1942 og 1943 begyndte krigslykken at vende til fordel for de Allierede. Den sovjetiske sejr ved Stalingrad i begyndelsen af 1943 blev et vigtigt vendepunkt på østfronten. Samtidig blev Aksemagterne presset tilbage i Nordafrika og Middelhavsområdet.
Den 6. juni 1944 gennemførte de vestallierede landgangen i Normandiet. Invasionen åbnede en ny front i Vesteuropa, mens Sovjetunionen fortsatte store offensiver mod de tyske styrker i øst. I løbet af 1944 og begyndelsen af 1945 blev Tyskland presset fra både øst og vest.
Tyskland kapitulerede i maj 1945. Krigen i Europa sluttede med den tyske kapitulation den 8. maj, mens krigen mod Japan fortsatte indtil den japanske kapitulation i september 1945.
Samarbejde og uenigheder
Selv om de Allierede samarbejdede om at besejre Aksemagterne, var der betydelige forskelle mellem de enkelte lande. Især var forholdet mellem Sovjetunionen på den ene side og Storbritannien og USA på den anden præget af mistillid.
Sovjetunionen ønskede blandt andet, at de vestallierede hurtigt skulle åbne en anden front i Vesteuropa, mens Storbritannien og USA prioriterede andre operationer, før invasionen af Normandiet blev gennemført i 1944. Samtidig havde de allierede stormagter forskellige opfattelser af, hvordan Europa skulle organiseres efter krigen.
Uenighederne blev tydeligere efter Aksemagternes nederlag. De fire sejrende stormagter, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, kom efter krigen til at kontrollere hver sin besættelseszone i Tyskland. De politiske modsætninger mellem Sovjetunionen og de vestlige allierede udviklede sig senere til den kolde krig.
Efter 2. verdenskrig
Samarbejdet mellem de Allierede førte til oprettelsen af De Forenede Nationer i 1945. FN byggede blandt andet videre på det internationale samarbejde, der var udviklet under krigen. Danmark blev optaget som medlem af organisationen i 1945 og blev samtidig anerkendt som allieret trods landets komplicerede stilling under besættelsen.
Efter krigens afslutning blev der også etableret et fælles allieret militærstyre i Tyskland. Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA udøvede gennem Det Allierede Kontrolråd den øverste regeringsmagt i det besatte Tyskland. Samarbejdet mellem de tidligere krigsallierede blev imidlertid gradvist svækket af modsætningerne mellem Sovjetunionen og de vestlige magter.
