Frie franske styrker
De frie franske styrker (fransk: Forces françaises libres, FFL) var Det Frie Frankrigs militære styrke under 2. verdenskrig. Styrkerne blev oprettet i 1940 under ledelse af Charles de Gaulle og kæmpede sammen med de Allierede mod Aksemagterne. De frie franske styrker omfattede både landstyrker, flyvevåben og flådestyrker og blev rekrutteret blandt franske soldater, frivillige fra Frankrigs kolonier og udlændinge.
Efter at Frankrig havde kapituleret og indgået våbenstilstand med Tyskland i juni 1940, ville Charles de Gaulle og andre franske politikere og militærfolk ikke anerkende nederlaget som afslutningen på Frankrigs krig. De Gaulle opfordrede i sin appel den 18. juni 1940 franskmændene til at fortsætte kampen. Det Frie Frankrig blev etableret i London, og de første franske enheder blev samlet omkring de Gaulle og de franske militære styrker, der befandt sig i Storbritannien.
En væsentlig del af styrkerne kom fra de franske kolonier. Flere territorier i Fransk Ækvatorialafrika sluttede sig i løbet af sommeren og efteråret 1940 til de Gaulle, blandt andet Tchad, Congo og Cameroun. Også frivillige fra Fransk Polynesien, Ny Kaledonien og andre dele af det franske imperium sluttede sig til de Frie Franske.
De frie franske styrker var derfor sammensat af mennesker med meget forskellig baggrund. Blandt de omkring 63.000 frivillige, der gjorde tjeneste i FFL fra 18. juni 1940 til juli 1943, var omkring 32.000 soldater fra de franske kolonier og omkring 3.000 udlændinge. Det betyder, at omkring 56 % af styrken bestod af koloniale soldater eller udenlandske frivillige, mens omkring 44 % var franske statsborgere. Sammensætningen ændrede sig dog under krigen, og efter de allieredes landgang i Nordafrika i november 1942 voksede de Gaulle-styrkerne yderligere gennem tilslutning af franske enheder fra Afrika.
I begyndelsen var de Frie Franske styrkers militære betydning begrænset, og deres vigtigste betydning var i høj grad politisk og symbolsk. Styrkerne voksede imidlertid gradvist og kom til at deltage i flere af de allieredes felttog i Afrika og Middelhavsområdet.
Krigsindsats
De første større militære operationer fandt blandt andet sted i Afrika. Frie franske enheder deltog i slaget om Gabon i 1940 og i erobringen af Kufra i Libyen i 1941. Senere deltog de i kampene i Eritrea og i Syrien og Libanon i 1941.
En af de mest kendte indsatser fandt sted under Slaget ved Bir Hakeim i Libyen i maj og juni 1942. Den 1. franske frie brigade under general Marie-Pierre Kœnig forsvarede stillingen ved Bir Hakeim fra 26. maj til 11. juni mod tyske og italienske styrker under Erwin Rommel. Formålet var blandt andet at forsinke Aksemagternes fremrykning og give den britiske 8. armé mulighed for at trække sig tilbage og omgruppere sig.
Bir Hakeim blev et vigtigt symbol for Det Frie Frankrig. De franske styrker holdt stillingen i omkring to uger, før de brød ud og trak sig tilbage natten mellem 10. og 11. juni. Blandt de deltagende enheder var blandt andet 13. demi-brigade de Légion étrangère og Bataillon du Pacifique, der bestod af frivillige fra blandt andet Ny Kaledonien og Tahiti.
Efter kampene i Libyen deltog de frie franske styrker i felttoget i Tunesien i 1942-1943. De deltog også i de allieredes operationer i Italien og andre dele af Middelhavsområdet. I 1943 blev de militære styrker fra Det Frie Frankrig samlet med de franske styrker fra Nordafrika, hvilket efterhånden førte til dannelsen af en større fransk hær under allieret kommando.
Befrielsen af Frankrig
Efter de allieredes invasion af Sicilien og Italiens kapitulation i september 1943 blev franske styrker også indsat på Korsika. Øen blev befriet i efteråret 1943, og Korsika blev dermed det første franske storbyområde, der blev befriet fra den tyske besættelse med deltagelse af franske styrker.
I 1944 blev de franske styrker yderligere udbygget. Efter de allieredes landgang i Provence den 15. august 1944 rykkede den franske hær frem gennem det sydlige og østlige Frankrig. De franske styrker deltog derefter i befrielsen af blandt andet Marseille, Toulon, Lyon og områder længere mod øst.
Samtidig deltog franske modstandsbevægelser og enheder fra De Frie Franske i befrielsen af Frankrig efter landgangen i Normandiet i juni 1944. De militære styrker fra Det Frie Frankrig blev efterhånden integreret i den større franske hær, som fortsatte krigen mod Tyskland ind i 1945.
Organisation
De frie franske styrker bestod af flere forskellige våbenarter og enheder. Blandt de mest kendte var den 13. demi-brigade af Fremmedlegionen, forskellige bataljoner fra de franske kolonitropper, Bataillon du Pacifique samt artilleri-, panser-, ingeniør- og transportenheder.
Der fandtes også franske flyvere og flyenheder under Det Frie Frankrig. De franske flyvere deltog sammen med britiske og andre allierede enheder i luftkrigen, mens de franske flådestyrker fortsatte operationer på de Allieredes side.
Kvinder deltog også i Det Frie Frankrig. Mere end 600 kvinder meldte sig som frivillige til de Frie Franske styrker mellem 1940 og 1944, blandt andet i støtte- og sanitetsfunktioner.
Forholdet til de øvrige franske styrker
De frie franske styrker var ikke det samme som alle franske militære styrker, der kæmpede mod Tyskland under krigen. Efter Frankrigs nederlag i 1940 fortsatte Vichyregimet med at kontrollere en del af de franske væbnede styrker. Samtidig fandtes franske styrker i kolonierne, som på forskellige tidspunkter sluttede sig til enten Vichyregimet eller Det Frie Frankrig.
Efter den allierede landgang i Nordafrika i november 1942 skiftede situationen. Store dele af de franske styrker i Nordafrika sluttede sig til de Allierede. I 1943 blev styrkerne fra Det Frie Frankrig og de franske styrker i Nordafrika gradvist samlet under en fælles fransk militær ledelse.
Denne udvikling betød, at betegnelsen Forces françaises libres efter 1943 blev mindre dækkende for hele den franske krigsindsats. De tidligere FFL-enheder blev en del af de større franske styrker, der fortsatte kampen sammen med de Allierede.
Betydning
De frie franske styrker havde en begrænset størrelse sammenlignet med de største allierede hære, men de havde stor politisk og symbolsk betydning. De gjorde det muligt for de Gaulle og Det Frie Frankrig at fastholde en fransk militær tilstedeværelse blandt de Allierede og at hævde, at Frankrig fortsat deltog i krigen mod Tyskland.
Bir Hakeim blev et særligt vigtigt symbol på denne fortsatte franske modstand. De frie franske styrkers deltagelse i kampene i Afrika, Italien og under befrielsen af Frankrig bidrog samtidig til, at Frankrig kunne genindtage en fremtrædende plads blandt de sejrende allierede magter i 1945.
Fransk flag med Lorrainekors, emblemet for Det Frie Frankrig
Krigskirkegård for franske styrker i Lyle Hill, Greenock, Skotland
Det Frie Frankrigs marineflag
Hjelm fra de frie franske styrker med Lorrainekorset.svg)
