Rolf Jobst (født 31. marts 1951 i Ebersbach, død 27. januar 2020) var en tysk roer.
Jobst roede i forskellige bådtyper, og første gang, han gjorde sig opmærksom på den internationale scene, var i 1970, da han var med i den østtyske otter, der vandt VM-guld dette år. Året efter var han med til at vinde EM-sølv i samme disciplin.
I 1972 var han med i den østtyske firer med styrmand, der deltog i OL i München. Bådens øvrige besætning bestod af Dietrich Zander, Reinhard Gust, Eckhard Martens samt styrmand Klaus-Dieter Ludwig. Vesttyskland var forsvarende verdens- og europamestre, mens Østtyskland (med andre besætninger) havde været nærmeste forfølger i begge tilfælde. De to nationer vandt da også deres indledende heats, mens østtyskerne i semifinalen blev besejret af Sovjetunionen, men alligevel var med i A-finalen. Her blev styrkeforholdet sat på plads, da vesttyskerne vandt klart i ny olympisk rekordtid, mens østtyskerne lige så klart blev nummer to, og den tjekkoslovakiske båd blev nummer tre.
Året efter var han igen med ved EM, da østtyskerne endnu engang blev henvist til andenpladsen, denne gang dog efter Sovjetunionen.
Jobst var uddannet økonom og arbejdede i denne egenskab i sin klub, Dynamo Berlin.