Sahaba eller sahabah (arabisk: الصحابة ṣaḥāba, "følgesvende") betegner Muhammeds følgesvende og de mennesker, der fulgte ham som islams profet. Ṣaḥāba er flertalsformen, mens entalsformen er ṣaḥābī og den feminine form ṣaḥābiyya. Begrebet omfattede oprindeligt navnlig dem, der kendte Muhammed godt, men blev efterhånden anvendt om alle, der havde mødt ham.
Inden for sunni-islam regnes enhver, der kendte, mødte eller så Muhammed og samtidig bekendte sig til islam, som en ṣaḥābī. Som de mest fremtrædende følgesvende regnes sædvanligvis en gruppe på omkring 50–60 personer, der stod Muhammed nær. I sunnitisk rets- og troslære betragtes sahaba som fremragende eksempler på gode muslimer, en opfattelse der ofte begrundes med henvisning til koraniske passager. Sahaba tillægges desuden høj status i islam på grund af deres betydning for etableringen og overleveringen af hadith: dels blev deres egne udsagn og handlinger nedskrevet, dels fungerede de som vidner til, hvad Muhammed sagde og gjorde.
Inden for shia-islam anvendes betegnelsen mere snævert. Her ligger forståelsen nærmere den bogstavelige betydning af en følgesvend eller fælle, dvs. en person, der faktisk fulgte, arbejdede eller levede sammen med Muhammed, og det antages ikke, at alle muslimer, der fulgte profeten, nødvendigvis udgjorde moralske forbilleder. Ifølge denne definition regnes ʿĀmir bin Wāthil (Abu al-Tufayl), der døde omkring AH 100 (ca. 732 AD), som den sidste af sahaba. Han kan højst have set Muhammed som barn.
