Muhammed

Kilderne til Muhammeds liv

De vigtigste fortællende kilder til Muhammeds liv blev nedskrevet flere generationer efter hans død og kan efter moderne historisk-kritiske kriterier ikke uden videre verificeres eller falsificeres. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at rekonstruere alle forhold ved den historiske Muhammed. Den muslimske tradition har imidlertid bevaret en omfattende levnedsskildring, hvis tidligste sammenhængende fremstilling er Ibn Ishaqs sira, som hovedsagelig kendes gennem den senere redigerede version af Ibn Hisham. Denne betragtes som den første sammenhængende levnedsskildring, mens de tidligste biografiske fragmenter findes i hadith.

Koranen og hadithsamlingerne udgør sammen med sira-litteraturen de vigtigste tidlige kilder. Koranen havde i alt væsentligt fået sin form ved slutningen af 600-tallet og er den tidligste større kilde til Muhammeds virke, men han nævnes kun ved navn fire gange, og teksten er ofte så indforstået, at senere fortolkende litteratur er nødvendig for at sætte passagerne ind i en biografisk sammenhæng. Koranens materiale er ofte tillagt en meget direkte forbindelse til Muhammed selv. Nogle betragter praktisk taget hele teksten som udgået fra hans mund, og andre fremhæver, at hovedparten af åbenbaringerne blev nedskrevet allerede i hans levetid.

Barndom og ungdom

Muhammed blev ifølge traditionen født i Mekka omkring 570, i det såkaldte "Elefantens år", ʿĀm al-Fīl, som blev forbundet med et abessinsk angreb på Mekka. Han tilhørte Banu Hashim af Quraysh-stammen, den ledende stamme i Mekka. Familien var anset, men ikke velhavende. Hans far, Abdullah ibn Abd al-Muttalib, døde før eller omkring sønnens fødsel, og hans mor, Amina bint Wahb, døde, da han var omkring seks år. Han blev først taget i vare af sin farfar Abd al-Muttalib, og efter dennes død omkring to år senere blev hans farbror Abu Talib hans værge og beskytter.

En ældre overlevering fortæller, at Muhammed som barn blev besøgt af to skikkelser, senere identificeret som engle, der "åbnede hans bryst" og rørte ved det indvendige. Episoden fremstilles som den første af flere usædvanlige oplevelser, der førte ham mod religiøs søgen. Som dreng arbejede han som fårehyrde, og nogle beretninger fortæller, at han allerede som ung ledsagede Abu Talib på handelsrejser til Syrien.

Mekka var et betydningsfuldt handels- og pilgrimscentrum omkring Ka'baen, og Muhammed kom tidligt i berøring med handelslivet. Omkring 25-årsalderen kom han i tjeneste hos den velhavende enke Khadija, hvis karavaner han ledsagede eller administrerede. Ifølge en overlevering mødte han på en rejse mod Syrien både jøder og kristne, herunder munken Bahira, som skulle have genkendt tegnene på en kommende religiøs sendelse hos ham. Khadija og Muhammed blev siden gift. Ægteskabet var langvarigt og nært og Khadijas støtte fremhæves som afgørende under de første år af hans profetiske virke.

Muhammed havde i alt syv børn, hvoraf fem døtre overlevede barndommen, og to sønner døde som små. Datteren Fatima blev gift med Muhammeds fætter og fostersøn Ali ibn Abi Talib, og gennem deres sønner Hasan og Husayn fortsatte Muhammeds efterkommerslægt.

Religiøst miljø og profetisk kald

Arabien rummede på Muhammeds tid forskellige religiøse traditioner. Mekka var et centrum for den førislamiske arabiske religion med Ka'baen som helligdom, og der fandtes samtidig betydelige jødiske og kristne miljøer i og omkring den Arabiske Halvø. Den førislamiske religion er blevet beskrevet en form for polydemonisme med lokale ånder og guddommelige kræfter samt gudinderne Allat, al-Uzza og al-Manat. Over dem stod Allah som skabergud, men uden den senere islams eksklusive guddommelige status.

Muhammed kom i kontakt med jødisk og kristen tro, og hans religiøse forestillingsverden blev påvirket af dette miljø. Han blev formentlig også influeret af de såkaldte ḥanīf-er, som søgte at bevare en monoteistisk tro, der blev ført tilbage til Abraham.

Efter ægteskabet med Khadija fik Muhammed større økonomisk mulighed for at trække sig tilbage fra det praktiske handelsliv. Han søgte i stigende grad ensomhed, faste, bøn og religiøs refleksion og opholdt sig ofte i en hule på Ḥirāʾ-bjerget uden for Mekka. Her oplevede han omkring sit 40. år den begivenhed, som den muslimske tradition betragter som begyndelsen på hans profetiske kald. Dateringen er omkring 610.

Ifølge traditionen oplevede Muhammed en stærk tilstedeværelse, senere identificeret med ærkeenglen Gabriel (Jibrīl), som flere gange befalede ham iqraʾ, "læs" eller "recitér". De ord, han derefter oplevede at modtage, blev senere identificeret med begyndelsen af Koranens sura 96: "Recitér i din Herres navn, han som skaber ...". Muhammed var analfabet og åbenbaringen var den begivenhed, der gjorde ham i stand til at fremsige teksten. De første åbenbaringer blev siden forbundet med Laylat al-Qadr, "magtens" eller "bestemmelsens nat".

Ifølge overleveringen reagerede Muhammed først med stærk angst og tvivl på sin oplevelse. Han frygtede at være blevet sindssyg og tænkte på at tage sit eget liv, men Khadija støttede ham og opfordrede ham til at undersøge oplevelsens sandhed. I den muslimske fortælling bragte Khadija ham til sin slægtning Waraqa ibn Nawfal, der identificerede skikkelsen som Gabriel og fortolkede oplevelsen som et profetisk kald. Khadija blev derefter den første til at antage hans budskab.

Åbenbaringsoplevelserne er undertiden forsøgt forklaret medicinsk eller psykologisk. Jørgen Olrik og Herman Almkvist fremsatte således hypoteser om epileptiske anfald eller hallucinationer og knyttede hans ekstatiske tilstande til overbevisningen om et guddommeligt kald.

Forkyndelsen i Mekka

Efter de første åbenbaringer fulgte ifølge traditionen en kortere pause, hvorefter Muhammed begyndte sin forkyndelse. Blandt de første troende var Khadija, hans fætter Ali, hans frigivne eller adopterede søn Zayd og hans ven Abu Bakr. I de første år blev forkyndelsen holdt forholdsvis diskret, men den vakte efterhånden stigende modstand i Mekka.

Et gennemgående grundtema var forestillingen om én Gud. Muhammed opfattede modsætningen mellem monoteismen og Mekkas afgudsdyrkelse som fundamental: hvis Gud er Gud, kan der ikke eksistere særskilte og konkurrerende guddomme. Heraf fulgte afvisningen af afgudsdyrkelsen og forestillingen om et fællesskab, umma, samlet under Gud. Trosbekendelsens kerne blev siden udtrykt som lā ilāha illā Allāh wa-Muḥammad rasūl Allāh, "der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er Guds sendebud".

Teologen Harris Birkeland fremhæver, at dommedagen snarere end en abstrakt monoteistisk lære stod i centrum for den tidligste forkyndelse. De ældste koranpassager beskriver den kommende dom, paradisets belønning og helvedes straf, mens den strenge monoteisme efterhånden trådte tydeligere frem. Birkeland fortolker også Muhammeds budskab som en kritik af den førislamiske selvhævdelse, æreskultur og slægtscentrerede egoisme; islām, "hengivelse", blev her stillet over for menneskets selvtilstrækkelighed og forbundet med ansvar over for både Gud og næsten.

Muhammeds forkyndelse kritiserede desuden social ulighed, religiøst hykleri og den mekkanske polyteisme. Modstanden blev stærkere, og nogle af de første muslimer flygtede omkring 616 til det kristne Abessinien. Abu Talib beskyttede Muhammed efter den arabiske slægtsæres normer, selv om han ikke selv antog islam.

I 617 skal Umar være blevet muslim, hvilket tillægges stor betydning for den unge menigheds selvbevidsthed og sammenhold. Khadijas og Abu Talibs død omkring 619 svækkede Muhammeds personlige stilling i Mekka yderligere.

Ifølge Ibn Hishams overlevering oplevede Muhammed i 621 natte- og himmelrejsen. Gabriel førte ham på det vingede dyr Buraq til tempelbjerget i Jerusalem, hvor han mødte tidligere profeter, og derfra videre mod himlen. Abraham ledsagede ham ifølge fortællingen ind i Paradis, og ved Guds trone modtog han et oprindeligt påbud om 50 daglige bønner, senere reduceret til fem. Traditionen er senere blevet fortolket både som en fysisk rejse og som en åndelig eller visionær erfaring.

Hijra og etableringen i Medina

Efter flere års modstand fik Muhammed kontakt til fremtrædende personer fra stammerne Aws og Khazraj i Yathrib, som ønskede hans hjælp til at afslutte byens langvarige indbyrdes konflikter. I 622 udvandrede hans tilhængere gradvis fra Mekka, hvorefter Muhammed selv fulgte efter. Udvandringen, hijra, fik afgørende betydning og blev senere udgangspunkt for den islamiske tidsregning.

Yathrib blev siden kendt som al-Madīna, "byen", eller "profetens by". Omkring 70 udvandrere, Muhājirūn, sluttede sig til Muhammed dér. De medinensiske støtter blev kendt som Anṣār, "hjælperne". Den nye tilknytning var ikke længere alene baseret på slægt, men på fælles tro. Muhammed blev religiøs leder, lovgiver og politisk mægler for det voksende fællesskab.

Et dokument, der senere blev kendt som Medina-konstitutionen, regulerede forholdet mellem de udvandrede muslimer og flere af Medinas stammer, herunder jødiske grupper, og fastslog gensidig beskyttelse samt Muhammeds rolle som mægler i konflikter. Dokumentet var en form for samling af tidlige aftaler med forskellige omkringboende stammer.

I Medina ændrede det muslimske samfund gradvis form. Der blev opført en moské, bønnekaldet, adhān, blev indført, og bederetningen, qibla, blev ændret fra Jerusalem til Ka'baen i Mekka. Det formelle brud med jødedommen og den kristne kirke samt ændringen af bederetningen dateres til omkring 624. Muhammed indførte desuden bestemmelser om zakat og optog de førislamiske pilgrimsritualer omkring Ka'baen i den nye religions monoteistiske ramme.

Forholdet til de jødiske grupper i Medina forværredes efterhånden. Udvikling gik fra tidlige forsøg på religiøs tilnærmelse til åben konflikt, fordrivelse og i nogle tilfælde voldelig undertrykkelse.

Krigene mod Mekka

Efter udvandringen fortsatte konflikten med Mekka. Muhammeds tilhængere begyndte at angribe eller plyndre mekkanske handelskaravaner, hvilket udviklede sig til åben krig.

Ved Slaget ved Badr besejrede en forholdsvis lille muslimsk styrke en betydeligt større mekkansk hær. Slaget foregik i 624 og der var omtrent 300 muslimer mod omkring 950 mekkanere. Sejren fik stor moralsk og politisk betydning og styrkede Muhammeds stilling betydeligt.

I 625 blev muslimerne besejret ved Slaget ved Uhud. Årsagen er ikke klarlagt; nogle fremhæver manglende tillid, mens andre, at Muhammed forklarede nederlaget med underordnedes ulydighed.

En større mekkansk styrke belejrede derefter Medina. Muhammed lod grave en voldgrav omkring byen, og belejringen, kendt som Slaget ved Graven, endte uden mekkansk sejr.

I 628 drog Muhammed med en gruppe troende mod Mekka for at foretage pilgrimsfærd, men blev standset ved Hudaybiyya. Her blev der indgået en aftale eller våbenhvile med mekkanerne til ti år. I den følgende periode styrkede Muhammed sin position blandt andre arabiske stammer. Den jødiske by Khaybar blev erobret, og dens indbyggere fik mulighed for at bevare deres religion mod betaling af jizya, en ordning der senere blev forbillede for andre muslimske erobringer.

Der blev udsendt af sendebud til udenlandske herskere, herunder den koptiske hersker i Egypten og persiske og byzantinske myndigheder ved Arabiens grænser, med opfordring til at antage islam. Henvendelser er blevet fortolket som et tidligt tegn på islams udvikling fra et arabisk samfund til en potentiel verdensmagt.

Erobringen af Mekka

Efter et brud på våbenhvilen i slutningen af 629 samlede Muhammed en stor hær og marcherede mod Mekka. I begyndelsen af 630 kapitulerede byen med ringe eller ingen væbnet modstand. Muhammed gik til Ka'baen og fjernede dens afgudsbilleder. Han behandlede i øvrigt sine tidligere mekkanske modstandere forsonligt, og mange af dem antog derefter islam.

Erobringen styrkede Muhammeds position over hele Arabien, og en lang række stammer og lokaliteter sluttede sig efterfølgende til ham. I ca. januar 630 blev Mekka erklæret hellig og lukket for ikke-troende.

Omkring 630–631 blev der desuden iværksat et større felttog mod nord. Styrken var på omkring 30.000 mand, og nåede Tabuk omtrent halvvejs mellem Medina og Jerusalem, men vendte derefter tilbage. Flere kristne stammer i området anerkendte Muhammeds politiske overhøjhed, og hans indflydelse blev også anerkendt i Yemen og andre dele af Den Arabiske Halvø.

Familie og privatliv

Muhammed levede monogamt med Khadija indtil hendes død. Efter hendes død indgik han en række nye ægteskaber, flere af dem med politiske og sociale funktioner i det nye samfund. Blandt hans mest kendte hustruer var Aisha, Abu Bakrs datter, som i den islamiske tradition blev en betydningsfuld formidler af hadith, og Zaynab bint Jahsh. Aisha var omkring ti år gammel ved ægteskabet

De foreliggende kilder er uenige om det præcise antal hustruer og konkubiner. Bowker anfører, at Muhammed på forskellige tidspunkter havde elleve hustruer og mindst to konkubiner, mens andre kilder angiver tretten hustruer og Nordisk familjebok fjorten samt flere konkubiner.

Muhammeds private og ægteskabelige liv blev vurderet stærkt forskelligt. Nogle fremstillinger anså hans senere ægteskaber og seksualitet kritisk og mente, at enkelte koraniske åbenbaringer tjente personlige formål, bl.a. i forbindelse med Zaynab. Samtidig fremhævedes dog hans enkle levevis, gavmildhed, beskedne materielle forhold og tilbøjelighed til at vælge mildere løsninger, når flere muligheder forelå.

Sidste pilgrimsfærd og død

I marts 632 foretog Muhammed sin sidste pilgrimsfærd til Mekka, den såkaldte afskedspilgrimsfærd. Her holdt han ifølge traditionen en afskedsprædiken ved Arafat og fastlagde en række religiøse og sociale bestemmelser. Blandt disse var bestemmelsen om anvendelsen af et rent måneår uden skuddage.

Kort efter hjemkomsten til Medina blev Muhammed syg. Han døde den 8. juni 632, ifølge traditionen med hovedet i Aishas skød, og blev begravet på det sted, hvor han døde.

En tradition foreskriver, at Muhammed kort før sin død bad om skrivematerialer for at nedfælde et dokument, men at de omkringstående ikke efterkom ønsket. Dette forbindes med, at han ikke efterlod en entydig bestemmelse om sin efterfølger.

Efterfølgerspørgsmålet

Ved Muhammeds død var ingen søn i live. Hans nærmeste mandlige slægtning var fætteren Ali, der var gift med Fatima. De arabiske samfund kendte både arveligt lederskab og lederskab, hvor en egnet person blev valgt til en bestemt situation. Det muslimske fællesskab valgte efter Muhammeds død Abu Bakr som khalīfa, efterfølger eller kalif.

Nogle mente imidlertid, at lederskabet burde være gået til Muhammeds nærmeste familie og dermed til Ali. Uenigheden om efterfølgelsen blev i de følgende generationer en af forudsætningerne for den varige deling mellem sunni-islam og shia-islam.

Muhammed i islam

I muslimsk tro er Muhammed "profeternes segl", den sidste i rækken af profeter. Den åbenbaring, han bragte, anses for at have samme guddommelige oprindelse som tidligere profeters budskaber, men tidligere samfund anses i den gengivne islamiske forståelse for at have forvansket eller ændret deres åbenbaringer. Efter Muhammed kan der derfor ikke komme nogen ny profet eller ny åbenbaring, idet den rene åbenbaring nu foreligger i Koranen.

Muhammed betragtes ikke som guddommelig eller overmenneskelig. I den islamiske tradition anses han ikke for at være uden synd, men hans liv fungerer samtidig som den første praktiske fortolkning af Koranens budskab og dermed som et religiøst forbillede. Hans ord og handlinger fik derfor grundlæggende betydning for sunna og hadith.

Fremstillinger og vurderinger

Synet på Muhammed har ændret sig betydeligt i europæisk historieskrivning. De ældre nordiske leksika afviste allerede den tidligere opfattelse af ham som en bevidst bedrager. I Salmonsens Konversationsleksikon fremhævede Jørgen Olrik, at de lange år med modgang og forfølgelse vanskeligt kunne forklares, hvis Muhammed ikke selv havde været overbevist om sin mission, selv om Olrik samtidig mente, at enkelte senere åbenbaringer kunne være præget af personlige og politiske hensyn.

I Nordisk familjebok nåede orientalisten Herman Almkvist tilsvarende frem til, at han ikke kunne anses for en bedrager "i almindelig mening", men bedømte hans etiske og personlige karakter ud fra samtidens europæiske normer og fremsatte en række stærkt vurderende udsagn om hans moral, seksualitet, militære mod og religiøse forestillinger. Almkvist beskrev ham imidlertid også som venlig, værdig, gavmild, overbærende over for sine tilhængere, enkel i sin levevis og usædvanligt vedholdende og praktisk klog i modgang.

I Nordisk teologisk uppslagsbok betoner teologen Harris Birkeland i højere grad Muhammeds religiøse kald og den historiske udvikling i hans forkyndelse. Her fremstilles hans oprindelige budskab som centreret om menneskets ansvar over for Gud, dommedagen og opgøret med egoisme og slægtsbaseret selvhævdelse, mens den strengt formulerede monoteisme gradvis blev tydeligere.

Fra et verdenshistorisk perspektiv fremhæver flere af de ældre kilder den usædvanlige rækkevidde af Muhammeds virke. Nordisk familjebok placerede ham på grund af de historiske følger af hans liv blandt verdenshistoriens mest betydningsfulde religionsstiftere, mens den moderne muslimske forståelse ikke først og fremmest beskriver ham som islams "stifter", men som den sidste profet, der genfremsatte den oprindelige monoteistiske åbenbaring.

Afbildning

Flere muslimske traditioner anser det for forkert at afbilde Muhammed og andre profeter, herunder Jesus og Moses. Et sådant forbud findes ikke udtrykkeligt i Koranen, men begrundes i en række hadithtraditioner, der mere generelt advarer mod fremstillinger af levende væsener. Begrundelsen forbindes med risikoen for, at billeder eller personer bliver genstand for dyrkelse i stedet for Gud, hvilket ville stride mod islams monoteisme. Lignende billedforbud og billedskepsis findes også i dele af jødedommen og kristendommen.