Zakat (zakāt) er den tredje af islams fem søjler og en religiøst foreskrevet almisse eller skat, som påhviler voksne muslimer med tilstrækkelige økonomiske midler. Den opkræves af bestemte former for ejendom og har til formål at yde hjælp til fattige og andre trængende.
Ordet zakāt forbindes på arabisk med roden zakā og betydningen "renhed", og er lånt fra det hebraiske zakūt. Begrebet tillægges også betydningerne "renselse" og "vækst". I spirituel forstand forstås zakat bl.a. som en renselse af sjælen og som en velsignelse, der medfører vækst. Nogle kommentatorer forklarer tilsvarende, at den troende ved at give en del af sin formue til Allah kan "rense" den resterende del og anvende den med god samvittighed.
I Koranen nævnes almissegivning ofte sammen med bønnen som en muslimsk pligt, bl.a. i 2:43, 2:110 og 2:277 med påbuddet om at udføre bønnen og give almissen. Zakat er den formelle fattigskat, mens ṣadaqa betegner frivillig almissegivning; de to betegnelser anvendes dog undertiden synonymt. En muslim kan således vælge at yde mere end den obligatoriske zakat som et frivilligt bidrag, sadaqah.
Ifølge muslimsk lære skal zakat tilfalde de fattige og trængende, dem der administrerer almissefonden, personer hvis hjerter skal vindes eller forsones, personer der skal befries fra slaveri, skyldnere, personer "for Allahs sag" samt strandede rejsende. Disse kategorier angives i Koranen 9:60, hvor betegnelsen ṣadaqa anvendes.
Der sondres mellem to former for zakat:
Den procentdel, der skal betales som zakat af ejendom, varierer efter forskellige kategorier af goder, og fortolkningen heraf varierer mellem de islamiske retsskoler.
Betegnelsen al-Fiṭr betyder "brydelse" og henviser til brydelsen af fasten efter ramadan. På den første dag efter ramadan fejres ʿĪd al-Fiṭr, festen for fastens brydelse og en af islams to årlige hovedfester. Zakat ul-fitr skal være betalt inden festbønnen, ṣalāt al-ʿĪd, således at de fattige har modtaget hjælpen inden dagens fejring.
Institutionen zakat blev indført i Medina, da det muslimske samfund havde behov for midler til at understøtte sine fattigere medlemmer. Som Koranens opregning af modtagergrupper antyder, kunne midlerne desuden anvendes til at "forsone" eller vinde personer, som tidligere havde været fjendtligt indstillet over for samfundet.
| Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
| Spire Denne artikel om økonomi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |