Shaftesbury er en by og et sogn i Dorset, England. Den ligger ved A30, 32km vest for Salisbury og 37 km nord-nordøst for Dorchester, tæt på grænsen til Wiltshire. Det er den eneste betydelige bebyggelse på en bakketop i Dorset og er opført omkring 215 moh. på en grønsand-bakke på kanten af Cranborne Chase.
Shaftesbury er beliggenheden for det tidligere Shaftesbury Abbey, som blev grundlagt i 888 af kong Alfred og udviklede sig til en af de rigeste religiøse institutioner i landet, før den blev ødelagt under klosteropløsningen i 1539. Umiddelbart ved klosterområdet ligger Gold Hill, en stejl naturstensbelagt gade, som i 1970’erne blev brugt som kulisse for Ridley Scotts tv-reklame for Hovis-brød.
I 2011 havde byens civile sogn et indbyggertal på 9.162.
Historie
Der findes ingen substantielle beviser for, at Shaftesbury var det keltiske og romerske ”Caer Palladur” (eller ”Caer Palladwr”), og byens dokumenterede historie kan i stedet dateres til angelsaksisk tid. Allerede i begyndelsen af det 8. århundrede fandtes her en betydningsfuld minsterkirke, og i 880 grundlagde Alfred den Store en burgh (befæstet bebyggelse) her som forsvar i kampen mod de danske angribere. Burghen er opført i det tidlige 10. århundredes Burghal Hidage som én af kun tre i grevskabet (de øvrige var Wareham og ”Bredy” – sandsynligvis Bridport).
I 888 grundlagde Alfred Shaftesbury Abbey, et benediktiner-nonnekloster, ved byens østport og udnævnte sin datter Ethelgifu til den første abbedisse. Æthelstan grundlagde to kongelige møntsteder, som prægede penninge med byens navn, og klostret blev det rigeste benediktinske nonnekloster i England. Den 20. februar 981 blev relikvierne af Sankt Edward Martyren, den unge konge af England, overført fra Wareham og modtaget i klostret med stor højtidelighed, hvilket gjorde Shaftesbury til et vigtigt pilgrimssted for helbredende mirakler.
Kong Knud døde her i 1035, selv om han blev begravet i Winchester. Edward Bekenderen gav tilladelse til et tredje møntsted i byen. På tidspunktet for den normanniske erobring af England i 1066 havde Shaftesbury 257 huse, selv om mange blev ødelagt i de efterfølgende års konflikter, og da Domesday Book blev udarbejdet 20 år senere, var der kun 177 huse tilbage. Dette betød dog stadig, at Shaftesbury var den største by i Dorset på dette tidspunkt. Under den første engelske borgerkrig (1135–1154) mellem kejserinde Matilda og kong Stefan blev der opført en adulterin borg eller befæstet hus på et lille fremspring ved den vestlige kant af bakken, hvor den gamle by ligger. Området på Castle Hill, lokalt også kendt som Boltbury, er i dag græsbevokset og er et fredet fortidsminde.
I 1240 besøgte kardinal Otto of Tonengo, legat for den apostolske stol under pave Gregor 9., klostret og stadfæstede et charter fra 1191, det første, der blev indført i Glastonburys kartularium. I middelalderen var klostret byens centrale omdrejningspunkt; dets enorme rigdom blev anerkendt i et populært ordsprog fra tiden, som sagde, at ”hvis abbeden af Glastonbury kunne gifte sig med abbedissen af Shaftesbury, ville deres arving eje mere land end kongen af England”. I 1260 blev der givet tilladelse til at afholde marked. Omkring 1340 var borgmesteren blevet en anerkendt embedsmand, der blev indsat af abbedissens forvalter. I 1392 stadfæstede Richard 2. en bevilling til to markeder på forskellige dage. Edwardstowe, Shaftesburys ældste bevarede bygning, blev opført på Bimport på et tidspunkt mellem 1400 og 1539. Også i denne periode blev der etableret en middelalderlig gård ejet af abbedissen af Shaftesbury på et område, der i dag er optaget af Tesco-supermarkedets parkeringsplads.
Edwardstowe
I 1539 underskrev den sidste abbedisse af Shaftesbury, Elizabeth Zouche, et overgivelsesbrev; det (på dette tidspunkt ekstremt velhavende) kloster blev revet ned, og dets jord solgt, hvilket førte til en midlertidig tilbagegang for byen. Sir Thomas Arundell købte klostret og store dele af byen i 1540, men da han senere blev landsforvist for forræderi, blev hans ejendomme konfiskeret, og jorderne overgik først til Pembroke, dernæst til Anthony Ashley-Cooper, 7. jarl af Shaftesbury og til sidst til Grosvenor-familien.
Shaftesbury var en parlamentarisk valgkreds, der sendte to medlemmer fra 1296 frem til Reform Act 18322, hvor den blev reduceret til ét medlem, og i 1884 blev den selvstændige valgkreds helt afskaffet.
I værket Survey of Dorsetshire, skrevet omkring 1630 af Thomas Gerard fra Dorset-landsbyen Trent, beskrives Shaftesbury som ”en smuk gennemfartsby, flittigt besøgt af rejsende til og fra London”.
I 1600-tallet udgjorde klædeindustrien en del af Shaftesburys økonomi, selv om en stor del af den faktiske produktion fandt sted som hjemmeindustri i det omkringliggende område. I 1700-tallet producerede byen et groft, hvidt uldstof kaldet ”swanskin”, som blev anvendt af fiskere fra Newfoundland og til uniformer. Knappefremstilling blev også vigtig på dette tidspunkt, men med den senere industrialisering gik den tilbage, hvilket førte til arbejdsløshed, sult og udvandring; 350 familier udvandrede til Canada. Maltning og brygning var også betydningsfulde i 1600- og 1700-tallet, og ligesom andre byer i Dorset, såsom Dorchester og Blandford Forum, blev Shaftesbury kendt for sit øl.
Jernbanerne gik imidlertid uden om byen, hvilket fik konsekvenser for Shaftesburys økonomi; i 1800-tallet blev byens bryggeriindustri reduceret til kun at betjene lokale markeder, da byer andre steder i landet kunne transportere deres produkter billigere. I løbet af 1800-tallet voksede byens befolkning kun lidt. Ved folketællingen i 1841 havde byen 3.170 indbyggere.
Rådhuset blev opført i 1837 af Earl Grosvenor, efter at guildhallen (laugsbygning) var blevet revet ned for at udvide High Street. Det er klassificeret som en fredet bygning i klasse II af English Heritage. Shaftesbury Town Hall ligger ved siden af St Peter’s Church fra 1400-tallet, som er fredet i klasse II*. Westminster Memorial Hospital blev opført på Bimport i midten af 1800-tallet med midler fra et legat fra hustruen til hertugen af Westminster.
I 1918 solgte Lord Stalbridge, 2. baron Stalbridge, Hugh Grosvenor, en stor del af byen, som blev købt af et syndikat og bortauktioneret stykkevis over tre dage. Hele Stalbridge-ejendommen på omkring 13.500 acres blev solgt, og titlen uddøde med Hugh Grosvenors død i 1949. Hans eneste søn og arving var blevet dræbt i en flyulykke i 1930.
De fleste af Shaftesburys bygninger stammer ikke fra før 1700-tallet, da de saksiske og de fleste middelalderlige bygninger ikke er bevaret.
Storbritannien
.jpg)
