Softrock

Midt- til slutningen af 1960’erne

Se også: Sunshine pop.

Blødere lyde i rockmusik kunne høres i midten af 1960’ernes sange, såsom "A Summer Song" af Chad & Jeremy (1964) og "Here, There and Everywhere" af the Beatles samt "I Love My Dog" af Cat Stevens, begge fra 1966.

I 1968 var hard rock blevet etableret som en mainstreamgenre. Fra slutningen af 1960’erne blev det almindeligt at opdele mainstream rockmusik i soft- og hardrock, og begge udviklede sig til store radioformater i USA. Bee Gees blev betragtet som softrock i slutningen af 1960’erne.

Begyndelsen af 1970’erne

Store kunstnere i denne periode omfattede America, Bread, Carly Simon, Carole King, Cat Stevens og James Taylor.

Hot 100- og Easy Listening-hitlisterne begyndte igen at ligne hinanden mod slutningen af 1960’erne og ind i begyndelsen og midten af 1970’erne, da klangen i meget af den musik, der blev spillet på top 40-radio, på ny begyndte at blive blødere. Adult contemporary-formatet begyndte at udvikle sig til den lyd, der senere kom til at definere det, idet rockorienterede navne som Chicago, Eagles og Elton John blev forbundet med formatet. The Carpenters’ hitversion af "(They Long to Be) Close to You" udkom sommeren 1970, efterfulgt af Bread’s "Make It with You"—begge tidlige eksempler på en blødere lyd, der var på vej til at dominere hitlisterne.

Softrockalbummet Tapestry af Carole King, udgivet i februar 1971, blev et af de bedst sælgende albummer nogensinde. Den førende dobbeltsidede single fra albummet, "It's Too Late"/"I Feel the Earth Move", lå i fem uger som nummer ét på Billboard Hot 100 fra midten af juni 1971.

Albert Hammond fik en stor hitsingle med "It Never Rains in Southern California" i 1972, som nåede top 10 i mindst seks lande, herunder Canada og USA som henholdsvis nummer 2 og 5.

Los Angeles-stationen KNX-FM introducerede i 1971, under programdirektør Steve Marshall, et "mellow rock"-format.

I foråret 1972 fik Neil Young sin eneste nummer ét-single med "Heart of Gold" fra albummet Harvest. Den toppede hitlisterne i både USA og Canada, og denne softrockballade havde korvokaler fra Linda Ronstadt og James Taylor, som høres nær slutningen af sangen.

I 1973 fik Paul McCartney & Wings en amerikansk nummer ét med "My Love", som også nåede nr. 1 på Adult Contemporary-hitlisterne i både USA og Canada.

Midt- til slutningen af 1970’erne

Softrock nåede sit kommercielle højdepunkt i midten og slutningen af 1970’erne med navne som Toto, England Dan & John Ford Coley, Air Supply, Seals and Crofts, America og det gendannede Fleetwood Mac, hvis Rumours (1977) var årtiets bedst sælgende album.

Denver-stationen KIMN-FM introducerede i 1975 et "mellow rock"-albumformat. Programdirektør Scott Kenyon sagde til Billboard-magasinet: "Michael Murphey's 'Wildfire' er et perfekt eksempel; det føles som Colorado, man kan høre, at det kommer fra denne del af landet. Der er en lyd af Rocky Mountains... den bedste beskrivelse er mellow rock. Tag den slags musik og gør den til en station, der lyder som Colorado".

I 1977 havde nogle radiostationer, især New Yorks WTFM og NBC-ejede WYNY, skiftet til et rent softrockformat. Chicagos WBBM-FM indførte i 1977 et softrock/albumrock-hybridformat og var kendt som "Soft Rock 96", der præsenterede "Chicagos mellow sound". Fem år senere skiftede stationen til et "Hot Hits"-top 40-format.

I 1980’erne havde smagen ændret sig, og radioformaterne afspejlede denne ændring, herunder musikalske kunstnere som Journey.

En markant modpart til softrock i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne kom til at blive kendt som yacht rock; navnet blev skabt i 2005 af skaberne af den online videoserie Yacht Rock. Med udspring i Californiens studiemusikere overlappede yacht rock kun delvist med softrock; det kunne rumme soft til mellemhård (men sjældent helt ren hard) rock. Meget af yacht rocks "West Coast sound" mindede om noget af datidens softrockere fra østkysten som Rupert Holmes og Hall & Oates, hvilket har ført til en sammenblanding.

1980’erne

I begyndelsen af 1980’erne udviklede radioformatet sig til det, der kom til at hedde "adult contemporary" eller "adult album alternative", et format der har mindre udpræget rock-bias end sin forgænger i radiokategoriseringen. I Los Angeles lancerede KOST 103.5 FM i november 1982, under programdirektør Jhani Kaye, sit bløde adult contemporary-format.

1990’erne

Softrock fortsatte ind i 1990’erne, hvor kunstnere fra tidligere årtier blev ved med at udgive ny musik, såsom Genesis, hvis softrocksingle fra 1992, "Hold on My Heart" toppede den canadiske singlehitliste og Billboard Adult Contemporary-hitlisten. Extremes single fra 1991, "More Than Words" fik international succes og toppede de nationale singlehitlister i mindst fem lande, herunder Canada og USA. Mr. Bigs single fra 1992, "To Be with You", var et nummer ét-hit i mindst tolv lande. Eric Claptons single fra 1992, "Tears in Heaven" var også en succes og toppede de nationale singlehitlister i Canada, Irland, New Zealand, og seks andre lande.

Richard Marx’ single fra 1994, "Now and Forever" toppede den canadiske adult contemporary-hitliste og nåede top 10 på de nationale singlehitlister i Canada, Norge, og USA. Nye bands og kunstnere dukkede op, såsom det danske band Michael Learns to Rock, der opnåede stor popularitet i Asien, hvor mange singler blev kommercielt succesfulde på kontinentet, begyndende med deres hit fra 1991, "The Actor", samt det australske band Southern Sons, der havde succes på ARIA Charts med tre top 10-singler.