Speykast (engelsk: Spey casting) er en speciel og udbredt kasteteknik inden for fluefiskeri. Teknikken blev oprindeligt udviklet til fiskeri efter laks i store floder, hvor vegetation, høje brinker eller klippevægge gør det umuligt at udføre et traditionelt overhåndskast, som kræver masser af fri plads bag fiskeren.
Ved et speykast udnyttes vandets overfladespænding i kombination med fluelinens vægt til at lade ("bøje") fluestangen. Fluefiskeren danner et såkaldt D-loop (en bue af line bag stangen) og bruger et midlertidigt "anker" (hvor fluen og spidsen af forfanget rører vandet), som skaber modstand, når fremkastet påbegyndes.
Kastet har fået sit navn fra floden River Spey i Skotland, hvor det opstod i midten af 1800-tallet. På River Spey var forholdene for fluefiskere vanskelige på grund af flodens bredde og de mange høje træer og stejle brinker langs bredden. Fiskerne begyndte at anvende meget lange stænger (ofte op mod 18 til 22 fod lange, lavet af greenheart-træ) og tunge liner for at kunne kaste tværs over floden uden at lade linen flyve bagud.
I de seneste årtier har speykastet oplevet en global renæssance, hvilket har ført til en række moderne afarter, særligt med introduktionen af lettere kulfiberstænger og specialdesignede flueliner.
Et traditionelt overhåndskast fungerer ved, at fluelinens vægt i luften lader stangen i bagkastet. I speykastet er der intet bagkast i luften. Kastet er i stedet bygget op omkring tre fundamentale elementer:
Gennem årene er der udviklet mange varianter af kastet for at kunne håndtere forskellige vindretninger og strømforhold:
Selvom speykast oftest forbindes med lange tohåndsstænger på 12-15 fod, kan teknikken i dag også udføres med lette enhåndsstænger (enhåndsspey) og de mellemlange switch-stænger. Linerne inddeles generelt i tre hovedkategorier:
Klassiske speyliner med lange klumper (belly) på 15-25 meter. De kræver god plads til store D-loops og bruges primært på store floder til præsentation af fluen over lange distancer.
Udviklet i Skandinavien af blandt andre Göran Andersson. Denne stil fokuserer på relativt korte klumper (oftest 10-12 meter) og et kortere, mere kompakt slag, hvor den nederste hånd på stangen bruges som løftestang. Scandi-stilen er berømt for delikate præsentationer og bruges ofte med lange forfang.
Opkaldt efter Skagit-floden i Washington, USA. Skagit-liner har meget korte (5-8 meter) og ekstremt tykke, tunge klumper. Teknikken er skabt til at kaste "intruder"-fluer (meget store fluer) og tunge sink-tips (synkende forfang) med meget begrænset plads. Kastene her (som Snap-T og Double Spey) er vandbårne, hvilket betyder, at ankeret hviler længere tid på vandet inden fremkastet.