Spontan abort

Spontan abort (latin: abortus spontaneus), også kaldet ufrivillig abort, betyder, at en graviditet ufrivilligt afbrydes, idet embryoet eller fosteret går til grunde og udstødes fra livmoderen så tidligt, at det ikke kan overleve selv. Betegnelsen bruges oftest for at skelne tilstanden fra en provokeret abort, og der har tillige været forslag om at genindføre den norrøne betegnelse misbyrd. Dette ord svarer til det engelske ord miscarriage, som internationalt ligeledes oftest foretrækkes frem for den direkte oversættelse spontaneous abortion.

Forekomst

Tilstanden er den hyppigste komplikation i tidlig graviditet. Hos alle kvinder er der risiko for, at graviditeten ender med en spontan abort, og blandt kvinder, der ved, at de er gravide, er abortraten anslået til at være mellem 10 % og 20 %. Ser man imidlertid på samtlige befrugtninger, sker der en spontan abort ved mellem 30 % og 50 % af alle graviditeter. Cirka 80 % af alle disse aborter forekommer inden for de første 12 uger af graviditeten (i første trimester).

Årsager og risikofaktorer

I omkring halvdelen af alle tilfælde, og ved cirka 60 % af de tidlige aborter i første trimester, er den underliggende årsag kromosomanomalier hos fosteret, hvilket ofte sker, uden at forældrene selv har betydende kromosomforandringer. Andre udbredte årsager omfatter patologiske forandringer eller misdannelser i livmoderen, herunder fibromyomer eller cervixinsufficiens. Ved sidstnævnte udvider livmoderhalsen sig spontant uden ledsagende symptomer, hvilket dog kan forebygges og behandles ved anlæggelsen af en cerclage (en fransk betegnelse for en sutur omkring hele livmoderhalsen).

Risikoen for at lide et tab påvirkes derudover af en lang række underliggende og ydre faktorer, såsom at være en ældre forælder eller at have oplevet en spontan abort tidligere. For kvinder under 35 år er risikoen cirka 10 %, men den begynder at stige omkring 30-årsalderen og når op på omkring 45 % hos kvinder over 40 år. Endvidere øges risikoen mærkbart ved endokrine sygdomme (som diabetes mellitus og thyreoideasygdomme), autoimmune sygdomme, svær overvægt, samt ved infektioner og traumatiske påvirkninger, uanset om de er af fysisk eller psykisk karakter. Forskellige miljø- og livsstilsfaktorer kan ligeledes være udløsende forgiftninger, herunder eksponering for tobaksrøg, narkotika- eller alkoholbrug samt uheldige påvirkninger på arbejdspladsen.

Symptomer og diagnostik

Det absolut mest almindelige symptom på en spontan abort er vaginal blødning, der kan opstå med eller uden forudgående smerter. Under udstødelsen kan væv og koagel-lignende materiale passere og forlade livmoderen ud gennem skeden (vagina). Diagnosen stilles indledningsvist ud fra en fysisk undersøgelse, hvor det kontrolleres, om livmoderhalsen (cervix) er åben eller forseglet af en slimprop. Dette suppleres yderligere via test af blodets indhold af human chorionic gonadotropin (hCG) og ved brug af ultralydsscanning. Medicinske tilstande, som kan fremkalde lignende symptomer, og som derfor fungerer som vigtige differentialdiagnoser, tæller ektopisk graviditet og implantationsblødning.

Klinisk inddeling og definitioner

Ifølge ESHRE defineres et graviditetstab inden for seks ugers svangerskab helt specifikt som et "biokemisk tab". Først når ultralyd eller histologisk evidens konkret viser, at en graviditet har eksisteret, benyttes den overordnede betegnelse klinisk abort, hvilket desuden inddeles i en "tidlig" fase (før 12 uger) og en "sen" fase (mellem 12 og 21 uger).

Mere formelt inddeler man klinisk aborter i tre faser: Indtil 9. uge kaldes de ovulære aborter; mellem 9. og 16.-20. uge forekommer de embryonale aborter; og fra dette tidspunkt og frem til og med 28. uge taler man om føtale aborter. Inddelingen må dog ikke forveksles med embryonalperioden (der indbefatter graviditetens første otte uger) og fosterperioden (der strækker sig fra starten af den tredje måned og frem til fødslen). Et spontant føtalt tab efter 20 ugers svangerskab betegnes i visse lande traditionelt som en dødfødsel, mens termen spontan abort af samme årsag til tider bruges til at henvise til alle former for tab af graviditeter før den 20. uge. Grænsen mellem spontan abort og dødfødsel er dog ikke naturgiven og defineres forskelligt landene imellem; i Danmark ligger grænsen i disse år eksempelvis i slutningen af den 22. graviditetsuge.

Omkring 5 % af alle kvinder oplever at have to aborter i træk, og gentagne (recidiverende) spontane aborter (også benævnt RSA) betragtes i stigende grad som en form for infertilitet.

Behandling og forløb

Behandlingen afhænger stærkt af den specifikke fase. De sene føtale aborter forløber i praksis ligesom almindelige fødsler og fungerer som komplette aborter, idet livmoderen tømmes fuldstændigt, hvorfor en operativ udskrabning kan undlades. De øvrige, tidligere aborter er imidlertid oftest inkomplette. På trods af dette kræves der sædvanligvis ingen specifik behandling i løbet af de første 7-14 dage (kaldet expectant management), da størstedelen af aborterne vil fuldendes uden yderligere intervention. Hvis et indgreb alligevel bliver nødvendigt, foretages der en udskrabning (latin: evacuatio uteri) i fuld narkose. En akut udskrabning er desuden altid indiceret ved kraftig blødning efter en inkomplet abort. I nogle tilfælde anvendes præparatet misoprostol eller procedurer som vakuumsug til at fjerne det resterende væv. Kvinder med en rhesus-negativ blodtype (Rh-negativ) kan tillige have behov for indgivelse af anti-D-immunglobulin (Rho(D)). Anvendelsen af smertestillende medicin kan herudover være gavnlig under hele forløbet.

En alvorlig komplikation til forløbet er udviklingen af en inficeret abort (abortus cum sepsi). Denne kan medføre septikæmi, blødninger og septisk shock, og her kan specielt en infektion med anaerobe bakterier såsom clostridier udvikle sig kritisk og blive fatal (jf. missed abortion).

En spontan abort kan af og til forebygges via grundig og god svangreomsorg (prænatal pleje), ligesom en nedsættelse af den overordnede risiko kan opnås ved bevidst at undgå indtagelsen af lægemidler og alkohol samt forsøge at undgå at blive udsat for infektiøse sygdomme og skadelig stråling. Ud over de rent fysiske risici er det ikke unormalt, at patienter oplever betydelige psykologiske reaktioner, såsom svær sorg, angst og udtalt skyldfølelse efter at have mistet en graviditet. Professionel og medmenneskelig emotionel støtte kan i disse tilfælde i høj grad hjælpe patienten med at bearbejde tabet.

Psykiske eftervirkninger

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.

De psykiske eftervirkninger af en spontan abort kan hos forældrene være dyb sorg, skyldfølelse, hjælpeløshed og vrede – og med risiko for en egentlig krise med flashbacks, årsdags-retraumatisering m.m. Ofte gemmer manden sin reaktion bort og prøver at være kvindens støtte, hvilket indebærer en risiko for, at kvinden føler sig meget alene om sorgen.

Samtidig er der ved spontan abort sjældent et foster at begrave, ligesom der er en udbredt tilbøjelighed til, at omgivelsernes medfølelse hurtigt bliver til overfladisk opmuntring og opfordringer til nye forsøg, hvorved sorgen bliver ildeset – hvilket gør belastningen endnu større for parret.

Tiltag mod eftervirkningerne

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.

Det, der hjælper på disse eftervirkninger, er:

• Varme, støtte og anerkendelse af tabet og sorgen – at det faktisk er et barn, man har mistet.
• Ad hoc-netværk, forstået som netværk af mennesker (gerne, men ikke nødvendigvis i bekendtskabskredsen), som også har været igennem en spontan abort.
• Terapeutisk arbejde, oftest i psykologisk regi, med at gen-skabe en verdensforståelse, hvilket skal tilpasses den enkelte kvinde og mand. For nogle er dette f.eks. troen på, at barnet ikke er mistet, men vil komme på et senere tidspunkt; for andre er det f.eks. en medicinsk forståelse af, hvorfor spontane aborter finder sted (hvilket reducerer skyld-tænkningen); og så videre.

Referencer

Denne artikel eller en tidligere version er helt eller delvist oversat fra den engelsksprogede Wikipedia, der er tilgængelig under Creative Commons Kreditering-Deling på samme vilkår 3.0. Se versionshistorik for oplysninger om oprindelig(e) bidragyder(e).

Eksterne henvisninger

• Psykologen Toto Hedemark Holms artikel "Den forbudte sorg".