Stadfæstelse er den formelle metode, hvorved et statsoverhoved (eller dennes repræsentant i form af rigsforstander eller regent) bifalder en ny vedtaget lov og dermed tilendebringer lovgivningsprocessen. Godkendelse sker ved underskrift, hvorved loven får lovskraft og bliver en gældende retningslinje, som befolkningen skal rette sig efter. Begrebet anvendes også i beslægtede betydninger om blandt andet kongelig konfirmation, sanktion og korroboration.
I Danmark består stadfæstelsen i kongens underskrift på en lov, som er vedtaget af Folketinget. Efter grundlovens § 22 skal underskriften opnås inden 30 dage efter lovforslagets endelige vedtagelse. Fristen må forstås således, at Folketinget har krav på, at regeringen færdiggør dets lovvedtagelser inden for en rimelig tid. Folketingets vedtagelse er det afgørende retlige og politiske led, mens stadfæstelsen i praksis er en formalitet, som regeringen skal bringe i orden.
Stadfæstelsen må på den anden side ikke finde sted før tre dage efter Folketingets vedtagelse, idet Folketingets medlemmer efter grundlovens § 42 skal have mulighed for at indsamle de nødvendige underskrifter til at kræve en folkeafstemning. Er en lov sendt til folkeafstemning, kan den først stadfæstes, når afstemningen er gennemført med et positivt resultat.
Stadfæstelsen finder efter grundlovens § 17 sted i Statsrådet, men kan efter fast praksis gennemføres uden for et statsråd som en kabinetsforretning. En beslutning, som kongen tidligere har forsynet med en foreløbig underskrift i kabinettet, kan efterfølgende korroboreres ved kongens underskrift i Statsrådet. Ordet korroborere er afledt af latin corroborare, "gøre stærk" eller "styrke", og betød i middelalderens diplomsprog at bekræfte eller stadfæste. Corroboratio betegner den del af et dokument, hvori stadfæstelsesformlen findes.
Kongen har formelt absolut veto og kan dermed nægte at underskrive en vedtaget lov. En sådan nægtelse forekommer imidlertid ikke i praksis og ville formentlig blive opfattet af Folketinget som et kup, der kunne rejse spørgsmålet om Danmarks fortsættelse som kongerige. Regeringen har ikke en ubetinget retlig pligt til at få en folketingsvedtaget lov stadfæstet, men hvis Folketingets flertal ønsker loven sat i kraft, vil en regering, der undlader at sørge for stadfæstelsen, kunne blive mødt med et mistillidsvotum. Regeringen kan i så fald forinden foranledige, at der udskrives folketingsvalg.
Folketinget må antages at kunne acceptere, at stadfæstelsen undlades, hvis regeringen mellem lovens vedtagelse og dens forelæggelse for kongen opdager tekniske fejl, eksempelvis en lovkollision. Det samme kan tænkes, hvis loven i mellemtiden har været undergivet en folkeafstemning og ganske vist har opnået flertal, men dette har været så beskedent, at en stadfæstelse anses for politisk uønskelig. Folketinget har desuden i enkelte tilfælde ved en fejltagelse vedtaget et lovforslag, som egentlig skulle have været forkastet, typisk fordi et parti har stemt forkert. For at undgå, at regeringen selv skulle undlade at bringe en vedtaget lov til stadfæstelse, har den i sådanne tilfælde fået Folketinget til at vedtage en folketingsbeslutning, som ophævede den fejlagtigt vedtagne, men endnu ikke stadfæstede lov. Opdages fejlen først efter stadfæstelsen, må Folketinget vedtage en ny lov, der ophæver den fejlagtige, idet en gældende lov kun kan ændres eller ophæves ved en ny lov.
Konfirmation, af latin: confirmatio, betyder bekræftelse eller stadfæstelse og anvendes foruden om den kirkelige handling også i forskellige retsforhold. Forordningen af 21. maj 1845 om arv § 28 hjemlede således adgang til båndlæggelse af arvemidler gennem kongelig konfirmation af et testamente. Denne ordning bortfaldt med arveloven af 1963. Legater kan endvidere stilles under offentligt tilsyn ved kongelig konfirmation af deres fundats.
Tidligere skulle embedsmænd og andre indehavere af en kongelig bestalling ved et tronskifte indsende bestallingen til bekræftelse hos den nye konge. I ministeriernes arkiver findes derfor særlige konfirmationsjournaler fra 1848 og 1863 samt fra 1855 i forbindelse med helstatens oprettelse. Ved tronskiftet i 1906 blev det ved en skrivelse fra Konseilspræsidiet af 2. februar samme år bestemt, at bestallinger ikke længere skulle indsendes til fornyelse.
Sanktion, af latin: sanctio, oprindelig "påkaldelse af det guddommelige", betegnede i romerretten og den middelalderlige diplomatik en slutningsformular, der fastslog et dokuments uantastelighed under trussel om straf ved krænkelse. Heraf udvikledes dels betydningen stadfæstelse eller godkendelse i højtidelig form, navnlig statsoverhovedets stadfæstelse af love, dels betydningen mod- eller straffeforanstaltninger, især i folkeretten om foranstaltninger i henhold til Folkeforbundspagtens artikel 16 og FN-pagtens artikel 41.