Indskriften
Tekstbånd A: niuhAborumz niuhagestumz hAþuwolAfz gAf j hAriwolAfz (m)A--u snuh-e hidez runono fe(l)(A)h ekA hederA.
Tekstbånd B: ginoronoz
Tekstbånd C: herAmAlAsAz ArAgeu we(l)Aduds| |sA þAt
Tekstbånd D: bAriutiþ
I translitteration bliver det til:
Tekstbånd A: <niuha>borumz <niuha>gestumz Haþuwulfz gaf j[ar], Hariwulfz ... ... haidiz runono, felh eka hedra
Tekstbånd B: ginnurunoz.
Tekstbånd C: Hermalausaz argiu, Weladauþs, sá þat
Tekstbånd D: briutið.
I bogen Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke står der på side 404 følgende tolkning:
Stentoften-indskriften består af to dele: linje 1-4: hovedindskriften, der er særegen for Stentoften, og linje 5 – 6: runemester- og forbandelseformularen, der i omtrent samme form findes på Björketorp-stenen.
- Hovedindskriften (linje 1 – 4)
"Til Niuha "boerne", til Niuha "gæsterne" (til alle Niuha-hirdens mænd) gav Hådulv godår. Hærulv snuh(w)e søn(?).
- Formlen
Jeg runernes mester (?) skjuler her magtfulde runer. Ustandselig (behæftet) med argskab, (hjemfalden til) véldød (er) den, som bryder dette (nl. mindesmærket).
I 1989 kom svenskeren Lillemor Santesson med en banebrydende tolkning af indskriften. Hendes tolkning har fundet tilhængere. I bogen Danmarks Runesten - en fortælling ved Lisbeth Imer står følgende tolkning på side 107:
- Ni bukke (og) ni hingste gav Hådulv godår Hærulv .... en række lysene runer skjulte jeg her, forvildende runer. Uophørligt plaget af argskab (umandighed), hjemsøgt af troldomsdød [bliver] den, som nedbryder dette [mindesmærke]
