| Stentoftenstenen | |
|---|---|
Stentoftenstenen | |
| Fundet | 1830, evt. 1823 |
| Fundsted | nord for Sölvesborg slotsruin |
| Område | Blekinge |
| Rejst | 600–700 |
| Højde | 120 centimeter |
| Bredde | 80 centimeter |
| Dybde | 46 centimeter |
| Placering | Sölvesborg kirkes våbenhus |
| Stenart | Granit |
| Stil | Parallelordning |
| DK-nr. | Bl 3 |
| DR-nummer | DR 357 |
| Danske Runeindskrifter | Stentoftenstenen i Danske Runeindskrifter |
Stentoftenstenen (DR 357) er en runesten fundet på Sølvesborgs jord i Blekinge. Stenen står i våbenhuset ved Sølvesborg Kirke. Stentoftenstenen har den længste tekst, man kender på urnordisk (sproget før oldnordisk). Indskriften er dateret til omkring 500 – 700. Den er skrevet i ældre futhark og indeholder en forbandelsesformel.
Tekstbånd A: niuhAborumz niuhagestumz hAþuwolAfz gAf j hAriwolAfz (m)A--u snuh-e hidez runono fe(l)(A)h ekA hederA. Tekstbånd B: ginoronoz Tekstbånd C: herAmAlAsAz ArAgeu we(l)Aduds| |sA þAt Tekstbånd D: bAriutiþ
I translitteration bliver det til:
Tekstbånd A: <niuha>borumz <niuha>gestumz Haþuwulfz gaf j[ar], Hariwulfz ... ... haidiz runono, felh eka hedra Tekstbånd B: ginnurunoz. Tekstbånd C: Hermalausaz argiu, Weladauþs, sá þat Tekstbånd D: briutið.
I bogen Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke står der på side 404 følgende tolkning:
Stentoften-indskriften består af to dele: linje 1-4: hovedindskriften, der er særegen for Stentoften, og linje 5 – 6: runemester- og forbandelseformularen, der i omtrent samme form findes på Björketorp-stenen.
"Til Niuha "boerne", til Niuha "gæsterne" (til alle Niuha-hirdens mænd) gav Hådulv godår. Hærulv snuh(w)e søn(?).
Jeg runernes mester (?) skjuler her magtfulde runer. Ustandselig (behæftet) med argskab, (hjemfalden til) véldød (er) den, som bryder dette (nl. mindesmærket).
I 1989 kom svenskeren Lillemor Santesson med en banebrydende tolkning af indskriften. Hendes tolkning har fundet tilhængere. I bogen Danmarks Runesten - en fortælling ved Lisbeth Imer står følgende tolkning på side 107: