| Stig Rossen | |
|---|---|
Stig Rossen i 2009. | |
| Personlig information | |
| Født | 14. juni 1962 (64 år) Glostrup, Danmark |
| Nationalitet | |
| Familie | Nanna Rossen (grandkusine) |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af | Stig Rossen & Vennerne (fra 2011) |
| Beskæftigelse | Sanger og skuespiller |
| Eksterne henvisninger | |
| stigrossen.dk | |
| Information med symbolet | |

Stig Nancke Rossen (født 14. juni 1962 i Glostrup) er en dansk sanger og skuespiller. Efter at have deltaget i Dansk Melodi Grand Prix i 1988 med sangen “Vi danser rock og rul” blev han uddannet skuespiller fra Guildhall School of Music and Drama. Han fik sit gennembrud som musicalskuespiller med rollen som Jean Valjean i Les Misérables i London i 1991.
I 1988 deltog Rossen i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han deltog med sangen “Vi danser rock og rul”. Han endte på 4. pladsen.
Rossen blev uddannet fra Guildhall School of Music and Drama i 1990. Efterfølgende udkom debutalbummet Kærlighed og alt det der på Engelbrechts selskab, Pineapple Records.
Kort efter endt uddannelse blev han en del af ensemblet i Cameron Mackintoshs Les Misérables (baseret på roman af Victor Hugo) på Palace Theatre i London og fik tre måneder senere tilbudt hovedrollen som Jean Valjean i samme forestilling. Han har siden optrådt i adskillige musicals bl.a. Chess og Østre Gasværks opsætning af Les Misérables, hvor han overtog rollen fra Kurt Ravn. Han har også lagt stemme til flere Disney-film, f.eks. Mulan og Lilo og Stitch og sunget sange til Tarzan og Bjørne Brødre.
Sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester indspillede han albummet Starry Starry Nights, der var en blanding af musical- og klassisk musik. Albummet udkom i 1991 og solgte til platin for 80.000 eksemplarer. Albummet blev fulgt op af The Impossible Dream, der ligeledes var indspillet med Sønderjyllands Symfoniorkester. The Impossible Dream modtog guld for 40.000 solgte eksemplarer. Sange fra albummet blev efterfølgende udgivet på live-albummet Live in Concert, der var i Radiohuset og Odense Koncerthus. Albummet modtog platin.
I 1997 udkom Stig Rossen med popalbummet Letters of Love, der var produceret af Niels Lan Doky. Albummet blev ingen kommerciel succes, om hvilket Stig Rossen sagde: "Det var helt tydeligt, at jeg var ude og prøve nogle grænser af, hvor mit faste publikum ikke kunne følge med."
Stig Rossen udsendte i 1998 albummet Julelys, der indeholder fortolkninger af julesange primært på dansk. Albummet har solgt 100.000 eksemplarer.
I 1999 medvirkede han på den danske version af soundtracket til Disney-filmen Tarzan, hvor han indspillede filmversionerne af Phil Collins' sange. Albummet modtog senere guld for 25.000 solgte eksemplarer.
På albummet Stories fra 2000 sang han bl.a. duet med Nana Mouskouri på hendes "Only Love". Albummet modtog guld for 25.000 solgte eksemplarer.
I 2001 turnerede Rossen med i den engelske opsætning af Chess, hvor han indtog rollen som Anatoly. Musicalen spillede i Danmark i en periode.
Sammen med DR RadioUnderholdningsOrkestret indspillede han albummet This Is The Moment - Live fra Tivoli (2004) i Tivolis Koncertsal. Optagelsen fra koncerten blev vist på det amerikanske tv-netværk PBS i USA og Canada i 2005. Stig Rossen er den anden dansker (efter Victor Borge), der er blevet inviteret til at lave et tv-show på PBS.
I 2006 udkom Stig Rossens andet julealbum, Når du ser et stjerneskud, bestående af både dansk- og engelsksprogede sange inspireret af gospelmusik.
I 2007 deltog Rossen igen i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han deltog med sangen "Så nær som nu". Han endte på 3. pladsen.
Stig Rossens tredje julealbum, En rose så jeg skyde udkom i 2010, og solgte til guld for 15.000 eksemplarer.
Albummet The Way You Make Me Feel udkom i 2012 og indeholder fortolkninger af bl.a. Elton John, Simon & Garfunkel og Michael Jackson i swing/jazz-udgaver.
I 2017 spillede Rossen rollen som Kong Arthur i Tivolis opsætning af musical Spamalot, baseret på komediefilmen Monty Python og de skøre riddere fra 1975.
I 2018 genoptog Rossen sin rolle som russiske skakmester Anatoly i den danske opsætning af musicalen Chess. Musicalen havde premiere den 19. januar 2018 i Tivolis Koncertsal efterfulgt af en danmarksturne.
I efteråret 2021 spillede Rossen rollen som skurken Jabbadoor overfor bl.a Johanne Milland, i musicalen Atlantis. Musicalen havde premiere den 10. september 2021 i Tivolis Koncertsal efterfulgt med af en danmarksturné. I marts-april 2022 spillede Rossen rollen som fortæller i den danske opsætning af Stephen Sondheims musical Into the Woods, som spillede i Glassalen i Tivoli.
Rossen var gift med Yvonne Ulrike Schetter, tysk operasanger, fra 1990 til 1994. Parret har sammen en datter (f. 1990). De blev skilt i 1994.
Rossen blev gift med Nina Titaley Fandrup Nancke, tøjdesigner, den 24. juli 1999. Parret mødte hinanden i 1994 under en bytur i Odense. Parret har sammen to sønner (f. 2001 og f. 2009). Nancke har fungeret som Rossens manager og booker i en lang årrække.
| År | Titel | Rolle | Antal episoder |
|---|---|---|---|
| 2002 | Rejseholdet | Hermann | 1 episode |
| 2005-2022 | Klovn | Stig Rossen | 3 episoder |
| 2015 | SJIT Happens | Sig selv | 1 episode |
| År | Titel | Rolle |
|---|---|---|
| 1998 | Mulan | Li Shang |
| 2002 | Lilo & Stitch | Kaptajn Gantu |
| 2004 | Mulan 2 | Li Shang |
| 2005 | Lilo & Stitch 2 | Kaptajn Gantu |
| 2014 | Big Hero 6 | Yama |
| 2016 | Vaiana | Høvding Tui |
| År | Produktion | Rolle | Teater |
|---|---|---|---|
| 1991 | Les Misérables | Jean Valjean | Palace Theatre, London |
| 2001 | Chess | Anatoly | |
| 2017 | Spamalot | Kong Arthur | Tivoli |
| 2018 | Chess | Anatoly | Tivoli |
| 2021 | Atlantis | Jabbadoor | Tivoli |
| 2022 | Into the Woods | Fortæller | Tivoli |
| Spire Denne biografi om en dansker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |