Summus episcopus

Oprindelse i Tyskland

Episkopalsystemet er en luthersk kirkeretsteori og kirkelig styreform, der fremkom i Tyskland mod slutningen af 1500-tallet og blev nærmere udformet i 1600-tallet. Inden for Det Tysk-Romerske Rige opnåede fyrsterne over tid det territoriale kirkestyre og agerede indledningsvist som nødbiskopper. Teorien begrundede de lutherske landsfyrsters overtagelse af kirkestyret med, at fyrsterne ved Reformationen i retlig forstand havde overtaget de katolske biskoppers jura episcopalia, det vil sige deres biskoppelige rettigheder.

Ved den Augsburgske religionsfred i 1555 blev de katolske biskoppers jurisdiktion over protestantiske territorier suspenderet, og episkopalsystemet overførte i stedet denne myndighed til de protestantiske rigsstænder. Herved fik de tyske lutherske landsfyrster formelt jura episcopalia, herunder retten til at afgøre lærestridigheder i deres territorier, samt jus reformandi, som var retten til at ændre landets religionsforhold. Som følge heraf blev fyrsterne betegnet som summus episcopus (øverste biskop). Betegnelsen kom i almindelig brug om landsherrens myndighed til at forvalte kirkegods, indkalde og lede koncilier samt efterprøve gejstlige domme, men gav oprindeligt ikke ret til at afgøre spørgsmål om selve troen. Med religionsfreden fulgte imidlertid yderligere beføjelser, og fyrsternes opgaver inkluderede derefter at indkalde til kollokvier og synoder for at sikre "lærens renhed" samt at udnævne præster og lærere. I moderne kirkeret afvises betegnelsen summus episcopus dog i dag som vildledende.

Episkopalsystemet harmonerede indgående med læren om statsmagtens guddommelige oprindelse: Landsherren blev kirkens øverste biskop med den gejstlige stand som rådgivende og umiddelbart deltagende part, mens menigheden som tredjestand i det væsentlige blev holdt udenfor. Systemet dannede således efter Reformationen en naturlig overgang fra den katolske kirkes bispestyre. I det 19. århundrede skelnede man desuden mellem Kirchenhoheit (latin: iura circa sacra), som udgjorde regeringens rettigheder over alle religioner og trossamfund, og selve kirkeregimentet, Kirchenregiment (latin: iura in sacra), der beskrev den interne styring af religionen og landsherrens rettigheder udelukkende inden for sin egen konfession.

Det landsfyrstelige kirkeregimente medførte flere steder særlige magtforhold, hvor landsherren fungerede som øverste biskop for et andet trossamfund end sit eget. Kurfyrsten af Brandenburg forblev eksempelvis summus episcopus for lutheranerne, selv efter at han personligt var konverteret til calvinismen. Da Frederik August 1. af Sachsen konverterede til katolicismen, forblev Kurfyrstendømmet Sachsen ligeledes overhoved for corpus evangelicorum, og hertugen forblev overhoved for den saksiske kirke, idet hans pligter rent praktisk blev udført af hans lutherske gehejmeråder (Geheimräte). Også kongen af Bayern agerede som øverste biskop for den protestantiske kirke i Bayern på trods af at være katolik. I Preussen var de "biskopper" og "ærkebiskopper", der blev udnævnt af den preussiske konge, udelukkende nominelle titler, da det var kongen selv, der reelt beholdt autoriteten over kirken.

I praksis blev de fleste ansvarsområder for at styre landskirkerne (Landeskirchen) med tiden overført til fyrstelige konsistorier. Denne ordning bestod helt indtil 1918, hvor systemet endeligt blev afskaffet som følge af Det Tyske Kejserriges sammenbrud. Med Weimarforfatningen året efter, i 1919, blev stat og kirke officielt adskilt, hvorefter en landsbiskop (Landesbischof) overtog ledelsen af de regionale kirker.

Episkopalisme i katolicismen

I en katolsk kontekst betegner episkopalsystemet et kirkestyre, der forestås af nationale biskopper under en national ærkebiskop, i samarbejde med eller underordnet statsmagten og mere eller mindre uafhængigt af paven. I Frankrig har et sådant system siden 1400-tallet været kaldt gallikanisme, og i Østrig kaldes det josefinisme efter kejser Joseph 2. (1780-90). Helt overordnet forstås ved et episkopalt kirkestyre en kirkelig styreform, hvor bispeembedet spiller en central rolle, hvilket eksempelvis ses i den romerskkatolske og den anglikanske kirke.

Sverige

I Sverige fungerede ærkebiskoppen af Uppsala som landets primas, mens den svenske konge blev betegnet (især i ældre fremstillinger) som summus episcopus for både den svenske og den finske kirke. Udviklingen mod denne kongelige magtposition begyndte allerede i 1524, da Gustav Vasa afbrød landets officielle forbindelse med den romerske kurie og tillod Olavus åbent at prædike sin tidligere lærers kætterske principper i Stockholms hovedkirke. Prælater, der holdt strengt fast ved den katolske tro, såsom biskop Peter Jakobsson (Sunnanwader) og domprovst Knut af Västerås, blev anklaget for forræderi og henrettet uden yderligere rettergang. Ved en rigsdag i Västerås tre år senere (1527) lykkedes det Gustav Vasa, ved hjælp af dygtig forstillelse, at få vedtaget love, der gjorde ham til den svenske kirkes summus episcopus.

Efter at have været ude af brug i en længere periode, blev termen igen ganske gængs i Sverige under 1800-tallet. Hvad angår den svenske kirkeforfatning i sig selv, kender hverken kirkeloven af 1686 eller Regeringsformen imidlertid til noget formelt kongeligt "summepiskopat". Ifølge den svenske regeringsform af 1809 var det dog kongen, der udnævnte og forfremmede embedsmænd, hvilket også inkluderede de gejstlige stillinger. På det mere lokale plan præsiderer de svenske biskopper over lokale konsistorier, der er sammensat af både gejstlige og lægmedlemmer.

I moderne tid har kongens kirkelige magt og position gennemgået markante forandringer. Med den nye forfatning i 1974 blev kongens rolle reduceret, idet den svenske regering overtog en stor del af de formelle opgaver, herunder i forhold til den svenske kirke. Denne udvikling kulminerede i år 2000, hvor kirken blev officielt adskilt fra staten.

Norge

I Norge varetager biskopperne ordinationen, mens kongens historiske kirkelige myndighed i et vist omfang har været begrænset af parlamentet. Kongen af Norge var det officielle overhoved for Den Norske Kirke indtil 2012. Efter en grundlovsændring i 2012 blev denne ordning afskaffet, og den eneste tilbageværende bestemmelse vedrørende monarkens religiøse tilknytning er det obligatoriske medlemskab af folkekirken for kongen.

Danmark

I Danmark beholdt Den Danske Folkekirke den danske konge som sin kransekagefigur. Den historiske baggrund for dette kirkestyre strækker sig tilbage til Reformationens indførelse, som blev påbegyndt under Frederik 1. (1523–1533). Den lutherske folkekirke blev dengang organiseret under en provst og et konsistorium, mens kongen selv overtog jurisdiktionen som summus episcopus. Frederik 1. gjorde sig fra 1527 til øverste myndighed over både de tilbageværende katolske og de fremvoksende evangeliske menigheder. Efter Reformationen traf Christian 3., Frederik 2. og Christian 4. selvstændige afgørelser om kirkelige forhold, og kongen var tillige øverste appelinstans i kirkeretlige sager. Kongen udøvede dermed reelt myndighed som kirkens overhoved, selv om denne myndighed ikke havde nogen tilsvarende klar hjemmel i håndfæstningernes forfatningsretlige bestemmelser.

Kirkens og statens forening under de protestantiske konger bestod ifølge professor Inger Dübeck reelt uden udtrykkelig lovhjemmel indtil Kongeloven af 1665. Kongemagten havde siden Reformationen selv tiltaget sig jus sacrorum, myndigheden i kirkelige anliggender, og Kongelovens artikel 6 kan derfor forstås som en formalisering af en allerede udøvet magt. Afskaffelsen af pavesuprematiet førte således i Danmark til et faktisk kongesupremati, som Kongeloven gav forfatningsmæssigt grundlag.

Kongelovens artikel 1 gjorde kongen til beskytter af den evangelisk-lutherske tro, mens artikel 2 betegnede ham som det højeste jordiske hoved, der hverken i gejstlige eller verdslige sager havde nogen dommer over sig bortset fra Gud. Artikel 6 gav ham den højeste lovgivende, udøvende og dømmende magt over gejstligheden samt myndighed til at anordne kirke- og gudstjenesten og forsamlinger om religionsspørgsmål. Selvom den tyske episkopalteori vandt international udbredelse, kom selve teorien aldrig til at spille nogen egentlig rolle i Danmark efter 1660, fordi den danske enevælde begrundede kongens kirkemyndighed gennem sin særlige statsteori. Dübeck konkluderer ikke desto mindre, at udviklingen fra Reformationen gennem enevælden, Kongeloven og Danske Lov legitimerede og institutionaliserede en suverænitetsideologi, der i praksis fremstillede kongen som kirkens overhoved og dermed som summus episcopus.